Midgårdsormen er
gjort af usandheder

Vi må se at komme videre, så tilliden til demokratiet kan genoprettes

Hele tiden ligger usandhederne som en midgårdsorm om det danske folkestyre, bider sig selv i halen og spærrer folkevalgte og folk inde.

Der er en grundlæggende tvivl om noget så vigtigt som dansk krigsdeltagelse. Og tvivlen vokser dag for dag, ikke bare i det politiske modstykke til det siddende landsstyre, men dybere og dybere også hos Venstre og i Det konservative Folkeparti.

Ingen er i tvivl om, at vi kun er i krig, fordi der findes et Dansk Folkeparti, som er gjort til landsstyrets talmæssige, men langsomt også åndelige grundlag. Dansk Folkeparti omsatte hjemlige følelser mod fremmede til blind iver for at deltage i Irak-krigen.

Det vigtige i den sammenhæng var, at de partier, som Venstre og Det konservative Folkeparti, efter sædvanen samarbejder med udenrigspolitisk ikke stod bag landsstyrets ensidige vedtagelse. Dermed blev landet delt politisk - som Europa blev det, som verden blev det.

Den samme splittelse findes i USA og England. Men forskellen er, at begge disse krigsførende lande har taget hånd om den kendsgerning, at de grunde, der blev brugt for at gå i krig, var usandheder, politisk bestilte vrangbilleder af efterretningstjenesternes virkelige oplysning om Irak.

Det vil ikke sige, at der i USA og England er kæmpet med åben pande, at virkeligheden er kommet på bordet, men der er en langt større åbenhed i drøftelserne, og der er klare indrømmelser fra politiske ledere, som gjorde brug af de falske oplysninger.

Modsat i Danmark, hvor landsstyret, især statsministeren, helt taler uden om eller fortier den virkelighed, der tegner sig i de daglige meldinger fra USA og England. Anders Fogh Rasmussen sagde forud for Irak-krigen, at der fandtes masseødelæggelsesvåben, og han sagde det som en kendsgerning med ordene: "Det er ikke noget, vi tror, men noget vi ved".

De ord er rygraden i den midgårdsorm, der nu er ved at kvæle folkestyret. Og lag på lag af mistillid har lagt sig på ormen, så den vokser og vokser. Landsstyret og især statsministeren kan ikke tage et skridt uden at støde på den mur, som midgårdsormen udgør ved sin indespærring af det politiske liv.

Der rejses tvivl om, hvor enig regeringen egentlig var, da Danmark sagde ja til at gå i krig. Flere og flere iagttagere ser det sådan, at udenrigsminister Per Stig Møller ikke var enig i det grundlag, Anders Fogh Rasmussen brugte for at sende de danske soldater af sted.

Og den modsætning smitter af på drøftelsen af den film, som forud havde afsløret statsministerens selvglade stejlhed i filmen "Fogh bag facaden", og som nu har fået sine grove tilføjelser i de fraklip, som blev lækket til pressen. Det viser sig, at statsministerens ledelses-stil smitter af på hans omgivelser, og ikke overraskende er nu Bertel Haarder udstillet som et menneske, der bruger bagtalelse mod samarbejds-partnere i landsstyret.

De åbenbare modsætninger mellem de to partier i landsstyret, med statsministeren og udenrigsministeren som modpoler, forstærker indtrykket af, at deltagelsen i Irak-krigen ikke skete på et vanligt folkestyre-grundlag efter samarbejds-skikkene i folketinget, men først og fremmest som en underkastelse under statsministerens vilje, opmuntret af den udenrigspolitiske lejlighed til udenrigspolitisk enegang, som Dansk Folkeparti tilbød.

Indtil nu er det lykkedes statsministeren med samme flertals-grundlag, som vedtog dansk deltagelse i Irak-krigen, at sikre tavshed og at hindre en egentlig undersøgelse af landsstyrets grundlag for vedtagelsen. Især med en henvisning til, at vedtagelsen var "politisk", hvad enhver vedtagelse i landsstyre og folketing selvsagt er. Men "politiske vedtagelser" er ingen undskyldning for at bruge hvilke som helst grundlag, man kan hitte på. Vedtagelserne skal stadig være i pagt med sandheden, og det er sandhedens ord, der skal bruges mellem landsstyre og folketing.

Der er nu sket så meget i den amerikanske og engelske oplysning om Irak-krigens grundlag, at det ikke længere kan forsvares ikke at lave en dansk undersøgelse af grundlaget for den danske deltagelse i krigen.

De afgørende forskelle - fra de seneste pres på statsministeren for at lægge kortene på bordet og nu - er indrømmelser, der er gjort fra amerikansk og engelsk side.

Det har længe ligget klart og indrømmet af den engelske regering, at mere end halvdelen af en såkaldt rapport fra efterretnings-tjenesterne om masseødelæggelsesvåben i Irak ikke stammede fra efterretningstjenesterne, men var rent tyveri af en studerendes hjemmeside om tilstanden i Irak - tilstanden ikke lige før den nyeste krig, men før den første Golf-krig. Amerikanernes udenrigsminister Colin Powell roste i FNs sikkerhedsråd netop den engelske rapport, som altså var falsk

9. januar i år blev endnu en af påstandene om Irak trukket tilbage. I en samtale med New York Times sagde den amerikanske udenrigsminister Colin Powell, at USA ingen beviser havde for en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda-terroristerne. Udenrigsministerens ord til avisen lød: "»Jeg har ikke set en 'rygende pistol' eller solide beviser for forbindelsen".

Ordene er stik modsat, hvad Colin Powell sagde til FNs sikkerhedsråd 5. februar 2003 inden Irak-krigen: "De irakiske myndigheder benægter forbindelser til al-Qaeda. Disse benægtelser er simpelthen ikke troværdige. Irak huser i dag et dødeligt terroristnetværk, ledet af Abu Musaab al-Zarqawi, en støtte til Osama bin Laden og hans al-Qaeda-løjtnanter.«

Anders Fogh Rasmussen sagde det samme til det danske folketing den dag, dansk deltagelse mod Irak blev vedtaget, nemlig med de ord at "Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser til terrorister og muligvis stadig har det«. Og 13. maj efter Irak-krigen sagde statsministeren, at »samarbejde med terrorister var en anden begrundelse« for angrebet på Irak.

Fra 11. januar i år ved vi fra den tidligere finansminister i Bush-regeringen, Paul O'Neill, at Bush-regeringen ikke planlagde krigen mod Irak efter 11. september 2001 med angrebene mod New York og Pentagon, men at Bush-styret straks ved sin tiltræden i år 2000 tog fat på at planlægge brugen af amerikanske tropper mod Irak. Det var altså ikke terroren 11. september, der var den ægte grund.

I årets første spørgetid i folketinget brovtede statsministeren sig af de danske soldaters indsats i Irak. Det var endnu, mens han var i troen på, at de danske soldater måske havde fundet masseødelæggelsesvåben. Da amerikanerne tog prøver af de danske fund, var der ingen giftgas. Og i øvrigt var våbnene så gamle, at de måtte være fra første Golfkrig eller ældre.

Meddelelsen om de danske fund vakte stor opsigt - et par dage, indtil kikseren fremgik af amerikanernes undersøgelse. Meddelelsen om våben-fundene kom lige tilpas, efter at seniorsergent Caleb Noltensmejer i fagbladet CS-bladet havde skildret, hvad flere danske soldater i Irak tilsluttede sig ifølge dagbladet Politiken, at "soldaterne bruger for meget tid på at passe på sig selv og holde lejren ren og for lidt tid på militære opgaver."

23. januar forlod David Kay, chefen for det amerikanske hold af våbeninspektører i Irak, sin post. Han er overbevist om, at der ikke findes lagre af forbudte våben i Irak. Hans efterfølger har samme holdning, skriver dagbladet Politiken. Efterfølgeren er den tidligere FN-våbeninspektør, 51-årige Charles Duelfer. Ifølge dagbladet Politiken sagde Duelfer til en amerikansk fjernsyns-sender for ikke engang en måned siden: »Jeg tror, at Kay og hans hold har gjort deres yderste. Jeg tror, at grunden til, at de ikke har fundet noget, er, at der ikke er noget at finde.«

Forud for alle disse tilkendegivelser i den seneste måned ligger den påvisning, som dagbladet Information og Ekstrabladet har gjort af statsministerens og landsstyret helt åbenbare brug af oplysninger, der ikke var fremskaffet af danske efterretningstjenester, men som var politisk brug af oplysninger, der siden har vist sig ikke at holde stik.

Modsætningerne i Irak-krigens spor gennemsyrer folkestyret med en indbyrdes mistillid mellem folkevalgte indbyrdes og mellem folk og valgte. Vi kan ikke komme videre, før vi får modsætningerne ryddet af vejen - med en dommerundersøgelse. Sagfører-undersøgelser og høringer slår ikke til. Statsministeren og landsstyret må stå til ansvar, tvinges til at sige, hvad de nu skjuler bag det flertal, som vedtog dansk deltagelse i krigen.

Når politikere vil undgå at tale om deres egne handlinger og ansvaret for dem, så siger de i kor, at nu må vi se fremad. Men det kan vi ikke, fordi fortiden spærrer for udsynet.

© Poul Erik Søe 25.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside