Tid til demokrati
Mogens Lykketoft skubber demokratiet til side for at opnå taktisk fordel ved hurtige kommune-ændringer

Mogens Lykketoft er blevet så beruset af de seneste menings-målingers håb om regerings-skifte, at han tilsidesætter demokratiet for at opnå en hurtig gevinst ved at efterlade regeringen og især Venstre som skyldnere i en hurtig omlægning af det stedlige selvstyre i amter og kommuner.

Morgenavisen Jyllands-Posten ved Jette Elbæk Maressa skriver 10. januar 2004: "Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, mener, at borgerne allerede ved næste kommunalvalg i 2005 skal stemme til de nye kommune- og regionsbestyrelser. Nu er ånden sluppet ud af flasken, og så gælder det om at gribe den og slå til. På den baggrund anbefaler Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, at man handler hurtigt, så borgerne allerede ved næste kommunalvalg i 2005 stemmer til de nye kommune- og regionsbestyrelser."

»Hvis tingene ligger uafklaret for længe, risikerer vi, at reformen går i stå,« siger han, men åbner dog for, at der kan stemmes i nye kommuner, uden at alle brikker i den nye opgavefordeling er faldet på plads." Sådan siger manden, der vil være statsminister.

Det er ikke rar læsning. Det er alt, alt for tydeligt, at Mogens Lykketoft ønsker hele striden om fremtidens kommunale Danmark ført i den nuværende regerings tid. Og det bliver en hård strid, for der er alvorlig uenighed om de fremtidige kommune-størrelser - både hos socialdemokrater og Venstre-folk.

Lykketoft ved, at der i det danske folk er mange, som stadig med demokratisk glæde husker de små kommuner, der blev nedlagt for godt tredive år siden. Og han ved, at de synspunkter især er fremherskende i Venstre, der har en lang fortid som ledende parti i mange små kommuner før den frivillige og tvangsmæssige sammenlægning i førstningen halvfjerdserne.

Det er da også tydeligt i ord-striden efter kommune-kommissionens skrivebords-plan, at det oftest er Venstre-borgmestre, der har svært ved at se lyksalighederne ved endnu større kommuner. Venstres vælgere i store områder ved af erfaring fra seneste kommune-sammenlægning, at den stedlige indflydelse går tabt, når storheds-dyrkelsen får magt.

Anderledes med socialdemokraterne, der tidligere oftest stod stærkest i bysamfundene, hvor indbygger-tallet allerede før 1970 var langt større end i landsognene.  Socialdemokraterne var i langt højere grad end Venstre-folk vænnet til, at den enkeltes indflydelse på det stedlige selvstyre var ringe. I Socialdemokratiets historie sad partiet på magten i byerne valg efter valg, og borgmestre blev til enevældige bykonger.

Venstre har altså modsat socialdemokraterne meget store vanskeligheder ved at gennemføre kommune-ændringer, fordi ikke bare følelserne, men også den enkelte vælgers erfaring med små kommuner oftest vil være stærke.

Venstre står til alvorlige nederlag ved de kommende kommune-valg, hvis partiet som del af regeringen gennemfører det ugrundede storheds-vanvid, som kommune-kommissionen med ekspert-lysbilleder brovtede med i Vingsted-centret. Og det sikre oprør landet over i Venstre-kommuner vil også smitte af på Venstres stemmer ved næste folketings-valg.

Det er den virkelighed, Lykketoft har i hovedet. Hans taktiske fremfærd er styret af, at for Venstre er der indbygget stemme-tab i at gennemtvinge kommune-sammenlægningerne og tvangsfjernelse af amts-opbygningen.

Dertil kommer, at en socialdemokratisk ledet regering vil have langt sværere ved at få kommune-omlægningerne gennem folketinget med bred tilslutning end Venstre og de konservative. Hvis Lykketoft pludselig er statsminister, så vil vreden i Venstre over kommune-størrelser, enevældigt pålagt egnene af partipolitikere og embedsmænd, kunne blusse frit uden det parti-hensyn, der - så længe Venstre endnu er i regering - vil dæmpe en del af indbyrdes-krigen om kommunerne i Venstre.

Ikke blot er Lykketofts fremfærd, et ulideligt hastværk med overfladisk dukke-nikkeri til kommune-kommissionens skrivebords-planer, taktisk legetøj i hans statsminister-drift. Men Lykketofts ord om en hurtig ændring af kommunerne er en tilsidesættelse af demokratiet. Der gives ingen plads til den folkelige samtale, der bør være en forudsætning for al dansk folkestyre, og som i særlig grad må gives plads, når det gælder de nære styreformer i folkets dagligliv.

Der er så megen politisk vrøvl om værdidebat for tiden. Men ingen taler om anstændighed. I hvert fald går de snu og selviske parti-planer forud for anstændigheden. Og anstændigheden kræver selvsagt, at de politikere, der i kommuner, amt og folketing skal tage stilling til en fuldstændig omvæltning af samfundets indretning, også er valgt af borgerne på politikernes holdning til så afgørende spørgsmål.

Og det er jo på ingen måde tilfældet. De, der opstillede ved seneste folketings-valg, amtsråds-valg og kommune-valg lagde ikke på forhånd så omvæltende planer for samfunds-ændringer frem som dem, der nu er kommet fra kommune-kommissionen. Der har ikke i den - i øvrigt fælles - valgkamp forud for valgene til folketing, amter og kommuner været plads til nogen egentlig samtale mellem danskerne om sådanne fremtids-spørgsmål. Da folketings- og kommune-valg tilmed blev holdt på samme dag, gled kommune-spørgsmål stærkt i baggrunden.

Det er helt enkel anstændighed, at der ikke laves om i kommunerne og amterne, før vælgerne ved et kommune-valg har haft mulighed for at vælge politikere ud fra de opstilledes holdning til små og store kommuner og synspunkterne på arbejdsdelingen mellem stat, amt og kommuner.

Det er lige så enkel anstændighed, at det nuværende folketing ikke er valgt på grundlag af en samtale med vælgerne om de voldsomme ændringer, der nu tvinges ned over folket. Og at lovgivning på området nok kan lægges frem, men ikke vedtages, før vælgerne ved et folketingsvalg har haft mulighed for også at stilling til de kommunale holdninger hos hver af de opstillede.

Det er under de seneste dages drøftelse kommet frem, at Danmark har det bedst virkende lokale selvstyre i Europa. Vi har kunnet leve med det i 34 år, så mon ikke det går to år mere, mens folk og folkevalgte tænker sig om og taler sammen.

Lykketoft taler om, at ånden er sluppet ud af flasken. Den ånd, han tror på, er skrivebords-folkenes digre magtdrejnings-tilbud. Tanken er, at bare fordi nogle få folk har siddet og nuslet med den slags kommune-tanker, så er der skabt en ny ånd, som må udnyttes straks, ellers vil den forsvinde. Det kunne tyde på, at det ikke er en heldig ånd, og at den i hvert fald ikke skyldes et langvarigt folkeligt krav om ændring af den grundlæggende samfunds-ordning. Der er en ganske anden ånd, som Lykketoft synes at have glemt. Den demokratiske ånd. Mon ikke hans menings-målinger snart vender, hvis han ikke finder tilbage til den ånd.

© Poul Erik Søe 11.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside