Samfunds-kundskab for viderekomne 2:
Bornholm med
røg uden sild

De lod sig snyde ind i en region og har kun tabt på det - nu er det så alle danskeres tur

Det vil nok undre nogen, at det slet ikke er statens opgave at tage sig af børns undervisning. Især fordi statsmagten aldrig har lavet så meget om på undervisningen som netop nu, så de flestes indtryk må være, at undervisningen ligger i statens magt. Den løbske liberalisme er blevet så vild med at være statsmagt, at den blander sig i de mindste enkeltheder, som ændres efter en EU-model.

Men i Danmark har vi ikke skole-pligt, kun undervisnings-pligt. Forældrene har selv ret til at undervise deres børn Det så vi før som en umistelig frihed. Nu har psykologer så stort magt i stats-magtens udfoldelse gennem kommunerne i regerings-tømmer, at en enkelt psykolog er i stand til at tvangsfjerne børnene fra et forældre-par, der selv vælger at undervise børnene. Det er virkelig sket - og i Danmark. Jo mere liberalismen løber løbsk, des mindre frihed får vi.

Statsmagten i liberalismens udgave har kasseret undervisningen i dens danske former alene for at kunne jævnføre med skolingen i andre lande. Statistik er blevet vigtigere end liv. Magtudøvelsen sker i større og større enheder. Der er ingen mulighed for stedlig indsigt og kontrol af magthaverne. De har i de store kommuner, vi fik fra førstningen af halvfjerdserne, kunnet udfolde et friheds-krænkende herskeri, der dybt indsnævrer den personlige frihed. Seneste fald er, at en enkelt familie, ramt af vanskeligheder, endte med at have 70 tilsynsførende, rådgivere og psykologer - hvert skridt i dagligdagen var styret af alle andre end familien selv.

Det er denne magtgruppe, der nu skal have endnu bedre muligheder gennem endnu større kommuner. Den endelige umyndiggørelse af hver dansker skal ske i kommuner så store, at ingen kan have overblik, og hvor stedlig indflydelse er sat helt ud af spillet. Ingen er selvsagt mere fortaler for storheds-vanviddet end partiet Venstre, der i frihedens navn sætter fodlænke på den enkelte borger.

Da politikerne i halvfjerdserne smækkede kommunerne sammen, var den klare hensigt at skaffe politikerne mere magt. Der skulle kunne skæres igennem! Og det, politikerne ville skære igennem, var folks demokratiske indflydelse fra sted til sted.

Sammensmækningen skete under aldeles falske løfter om lavere kommune-skatter, færre kommunalt ansatte og mindre forvaltning. Danskerne blev narret - nogle tvunget - til at bøje sig for et storhedsvanvid, der helt selvsagt endte i højere kommune-skatter, flere ansatte og mere forvaltnings-magt.

Nu skal vi til den igen, uden nogen ydre grund - alene fordi politikerne håber, vi har glemt, da vi sidst blev snydt. Der har ikke været ringeste tegn på et folkeligt ønske om større kommuner. Det kommer alene fra de politiske partier, og det understøttes af de embedsfolk, der selv får større områder at herske over, befamle med utidig styring og med ny nem adgang til magtfordrejning, når det stedlige selvstyre sættes ud af spillet.

Berlingske Tidende ved Bodil Jessen og Flemming Steen Pedersen har 4. januar skildret, hvad der er hensigten med de større kommuner. Bladet skriver: "Når de politiske beslutninger rykker længere væk fra borgerne, bliver det lettere at lukke skoler og sygehuse."  "En række skoler og sygehuse står til lukning, hvis antallet af kommuner og amter reduceres drastisk og erstattes af færre storkommuner og regioner."

Og senere i samme artikel hedder det: "Når den politiske magt rykker længere væk fra de mindre lokalsamfund, bliver det lettere at træffe de ubehagelige beslutninger, så elever og patienter fremover må tage til de større byer for at blive undervist og behandlet."

Man kan oversætte det til dansk ved at sige, at meningen er at tage demokratiet fra os. Staten tager sig ikke kun af stats-opgaver, men ved bedre end os også i de spørgsmål, som alene burde være folkets. Og magt-redskabet til at gennemtvinge, hvad vi ikke vil, er større kommuner.

Det stedlige selvstyre er selve grundlaget for dansk demokrati - og det er ældre end folketings-demokratiet. Meningen med det er, at folk, der kender et sted, og som i fællesskab ønsker egnens udvikling på eget grundlag, skal have mulighed for at vælge folk, de kender og har tillid til - for at gennemføre, hvad der er rigtigt for dem på de områder, der ikke selvfølgeligt er statens.

Der er intet sagligt grundlag for et nyt kommunalt storheds-vanvid. Der er intet økonomisk at hente i sammenlægninger. Tværtimod viser den bornholmske kommune-sammensmækning til en region, at det bliver meget dyrt. Og for den store merudgift, som de større kommuner medfører, får de stedlige folk ikke noget som helst - andet i blår i øjnene, nøjagtigt som det er gået på Bornholm.

Bornholm har fortrudt. Det fortalte Morgenavisen Jyllands-Posten ved Niels Ditlev og Axel Pihl-Andersen 27. december i fjor. Ordene lød: "Pas på, Danmark: kommunesammenlægninger er komplicerede og kræver grundig forberedelse. Sådan lyder advarslen fra de bornholmske politikere efter sammenlægningen af de fem kommuner på øen."

Hvem husker ikke alle de gyldne løfter til bornholmerne. Nu står de med røg uden sild. Sammenlægningen har, siger Jyllands-Posten, "ifølge regionsdirektør Niels Rasmussen betydet et væld af uafklarede forhold og praktiske problemer med både telefon- og EDB-systemer. Borgerne kunne således i en længere periode slet ikke ringe til den nye kommune."

Da Bornholm mistede sit stedlige selvstyre, røg der straks tre bornholmske skoler i svinget. Magthaverne faldt straks tilbage i den gamle gænge, da vælgerne var blevet brugt som stemmekvæg for en stordrifts-tanke, der ikke havde hold i virkeligheden. Men det skal såmænd nok lykkes politikerne at snyde os een gang til. For hvem vågner op og siger det, der skal til - nemlig en opdeling af en række af de alt for store kommuner, vi har. Allerede i dag er kommune-magten uoverskuelig. Venstre-borgmestre har senest givet tydelige eksempler på, hvordan det går, når borgernes demokratiske selvkontrol af magten sættes ud af spillet.

Men danskerne mangler det, der skal til - tillid. Vi mangler tillid til, at vi selv kan gøre det bedre. Vi render med på storheds-vanviddet - for så at fortryde bagefter, som ved sammenlægningerne i 1970erne og som på Bornholm for nylig. Prøv dog at lytte til den indre stemme, der siger nej - af god, sund og gentagen erfaring.

© Poul Erik Søe 5.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside