Belemre
Den vigtigste politiske kunst er at hindre folk i at blande sig i det, der vedkommer dem

Det danske sprog har fra gammel tid indført ord ude fra, så verden har nok altid været større og set lidt anderledes ud, end de forestiller sig, som nu udøver gudsdyrkelse af EU, internationalisering samt globalisering, og som tror, at alt var indavl, før de opdagede verden.

Et af de indførte ord er "belemre". Vi kan have hentet ordet fra tysk eller hollandsk. Det sidste er nok det sandsynlige, fordi ordet formentlig er kommet til os som et søfartsudtryk. Og vi har netop mange søfarts-ord og handels-udtryk fra friserne i Holland eller igennem vore egne frisere, der var del af rigsfællesskabet, indtil tyskerne ranede Sønderjylland i 1864.

Til søs har vi brugt ordet "belemring" og har endda en gammel forklaring af ordet: "Unødvendigt Gods, der hindrer Skibets Manæuvrer eller andet Skibsarbejde, samt hvad der er i Veien eller til Hinder i Lasten".

"Belemre" er på dansk brugt til at udtrykke, at noget er i vejen, at noget hindrer adgang til eller hindrer fri bevægelse. "Belemre" vil sige at spærre.

Fysikeren H C Ørsted var optaget af det danske sprog. Det var ham, der opfandt de danske ord "ilt" og brint". Det var også ham, der gav ordet "hygge" sit nuværende indhold, fordi han under Danmarks krige med preusserne fandt det galt at bruge det almindelige, fra tysk indførte ord "gemytlighed".

H C Ørsted bruger ordet "belemre" i en sætning om sproget: "Sysselsættelsen med fremmede Sprog gaaer hos ofte saa vidt, at man... belemrer Sproget baade med fremmede Vendinger og fremmede Ord."

"Belemre" er i slægt med ordet "lemre", som på dansk vil sige at "lamme", "prygle", "kvæste" eller "lemlæste". Derfor lyder det hensynsfuldt, når statsminister Anders Fogh Rasmussen har sagt, at han ikke vil belemre os. Det sagde han ifølge Annegrethe Rasmussen, dagbladet Information, 18. oktober 2003: "Det nytter ikke noget at belemre befolkningen med konstante folkeafstemninger." Ifølge samme kilde føjede statsministeren til: "Det er det langsigtede arbejde i EU, som skal fremmes."

Nu er ledelses-formen i partiet Venstre jo den, som er blotlagt for alle, at som mester så hans svende og svendinder. Ingen svinkeærinder. Fogh ser på os. Og der er kun gået tre måneder efter statsministerens ord om ikke at "belemre" os med folkeafstemninger, før man i en nyudgivet bog ifølge Jesper Larsen på Berlingske Tidende kan læse ord af en af Foghs svendinder, Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen:

»Folkeafstemninger er ikke mere demokratiske end det repræsentative demokrati.« »Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Folkeafstemninger er meget konserverende for en udvikling. Hvis de andre lande kopierede os, så ville EU gå i opløsning.«

Charlotte Antonsen kalder også folke-afstemningerne en demokratisk stopklods, oplyser Berlingske Tidende.

Det sammenfaldende i Foghs og Antonsens ord er hans "Det er det langsigtede arbejde i EU, som skal fremmes" og hendes "Folkeafstemninger er meget konserverende for en udvikling".

Fogh mener altså, at hensynet til det bestående ikke er vigtigt. Det er den langsigtede udvikling i EU derimod. Og Charlotte Antonsen siger det samme ved at kalde folke-afstemninger "konserverende", altså bevarende.

Hvem kan nu have fundet på at lave den slags folke-afstemninger, der er er tale om? En eller konservativ, der gerne vil konservere eller bevare? Nej, netop den slags folke-afstemninger, vi har om EU, er opfundet og sat ind i Danmarks grundlov af Venstres statsminister i 1953, Erik Eriksen.

Hvorfor gjorde man det dengang? Fordi Venstre ikke var fremsynet nok? Nej, det skete netop for at konservere, at bevare. Det skete som en sikkerhed mod, at en vilkårlig regering eller et vilkårligt flertal i folketinget ikke ved en hovsa-lovgivning skulle sælge ud af landets selvstændighed.

Folke-afstemninger af netop den slags, Fogh og Antonsen vil af med, er sat i grundloven af partiet Venstre. Og det skete, fordi en anden Venstre-mand og tidligere Venstre-statsminister, Knud Kristensen, var imod den ny grundlov.

Knud Kristensen holdt på, at det, man dengang kaldte rigsdagen, skulle have to kamre, både et folketing og et landsting. Knud Kristensen ville ikke af med landstinget, netop fordi han så landstinget som et værn mod pludselige vedtagelser hen over hovedet på det danske folk. Landstinget så han som det konserverende, det bevarende.

Venstres statsminister Erik Eriksen i 1953 var så trængt af sine egne medlemmer, der ofte holdt med Knud Kristensen, at Venstre med stor styrke og megen varme gik ind for at sætte folke-afstemningerne i stedet for landstinget.

Det nuværende Venstre praler ellers af Erik Eriksen på partiets hjemmeside, hvor han er på med billede og kors og bånd og stjerner. Det nuværende Venstre brovter med en skildring af, hvordan Erik Eriksen ivrede for at komme med i det, der siden blev til EU. Men Venstres hjemmeside fortæller ikke, at det var ham, der samtidig var far til de folke-afstemninger, der nu er et værn mod at blive løbet over ende af EU og danske EU-partier. Venstres hjemmeside fortæller heller ikke, at Erik Eriksen var landsformand for Foreningen Norden. Man har nok ikke villet "belemre" hans minde med den slags, der nu er i vejen.

Vi har på det seneste set en røst fra Det konservative Folkeparti foreslå, at landstinget genindføres, så vi igen får to kamre i den folkevalgte forsamling. Hensigten er nok den samme, nemlig at sætte et landsting ind i stedet for de folke-afstemninger, man er så inderligt imod, fordi folket af og til vil noget andet end politikerne. Hvad man end mener om at lade landstinget opstå fra de døde, så er der dog historisk sammenhæng i tænkningen, hvad man ikke kan sige om Venstres forræderi mod folke-afstemningernes far, Venstre-manden Erik Eriksen.

Det er gammelkendt, at den vigtigste politiske kunst er at hindre folk i at blande sig i det, der vedkommer dem. Venstre med kun yderst få rester tilbage af folkelighed og med ringeagt for folkets deltagelse i vedtagelserne om stadig voksende storhed i kommuner og EU vil ikke belemres med folket.

© Poul Erik Søe 24.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside