Den gamle er
tidligt ude i år

Elev-gørelsen breder sig i samfundets umyndiggørelse af enkelt-mennesket, der i en livslang læring fremstilles som evigt ubrugeligt og udueligt

Grundtvig på Sonnes friseHvert år har den samme nyhed at byde på. I år er den bare kommet tidligere end vanligt. Men så er det da overstået.

Det er dagbladet Politiken, som med baggrund i et telegram fra Ritzaus Bureau, allerede 5. januar kan melde, at højskolerne er i strid om Grundtvig.

I al korthed lyder den bragende nyhed: "Flere folkehøjskoler vælger i disse år at sende Grundtvig på pension. Efter at have været samlende figur for højskolebevægelsen i 160 år opfattes Grundtvig i dag som en tænker, der hører fortiden til."

Nu er det jo svært at nægte, at Grundtvig hører fortiden til. Det gør jo alle døde, og Grundtvig døde 1872, så selvsagt er han fortid. Men det underlige er, at han skam stadig er levende nok til, at man kan gøre sig nutidig som højskole bare ved at tage afstand fra ham.

Med de døde er det lidt svært at tage stilling til, hvor levende de er. Grundtvig har vist klaret sig gennem også denne jul, og jeg mener i radio og fjernsyn at have hørt "Velkommen igen, Guds engle små", "Julen har englelyd", "Lad det klinge sødt i sky", "Et lidet barn så lysteligt", "Et barn er født i Bethlehem", "Kimer i klokker" og "Det kimer nu", uden at der er blevet taget afstand fra Grundtvig. Poul Borum i sin bog om Grundtvigs digte kaldte ham Danmarks største digter. Det synes ikke helt at være modsagt på det seneste af dem, der har brug for at tage afstand, ligesom der er optræk til, at H C Andersen skal fejres en hel del i den kommende tid, skønt han stavede "kjærester" med j.

Jeg har virket i højskole-verdenen i over tredive år, og jeg husker ikke noget år, hvor ikke en højskole har taget afstand fra Grundtvig. Det er især nye højskoleforstandere, der gør det - ofte også dem, der ikke kender højskolerne - endsige Grundtvig. De må jo synes, det er en slags pligt, de har for at vise, at de skam er med på noderne, markeds-dyrkelsen, internationaliseringen og globaliseringen.

Det er oftest en sær trang til at tage afstand fra noget, man ikke kender til - eller i hvert aldrig før har ytret sig om, før man træder ind i højskolens verden. Man kan sige rent ud, at det hører ikke til ens verden, men at ville slå skolen op på – og prøve at få elever på at tage afstand fra Grundtvig er lige så sært, som hvis en ny elektriker-butik ville reklamere sig op på at tage afstand fra H C Ørsted og elektromagnetismen.

Der er jo ikke noget galt i, at nye forstandere ikke ved noget om den grundtvigske højskole. Men hvad man end mener om Grundtvig, er det jo svært at komme uden om, at det var ham, der fandt på højskolen. Nye forstandere kan såmænd være ansat af højskolens bestyrelse, der ofte heller ikke ved for meget om emnet, og som i en elev-nedgangstid ser en nytårsmorgen i et menneske, der ved så lidt som muligt om højskoler og så meget som muligt om tysk-undervisning, idræts-opvarmning eller andre faglige emner.

Det er dog meget sært, at folk, man aldrig har hørt bruge Grundtvigs navn eller tanker, nævner ham første gang, når de siger farvel til ham. Men da Grundtvig nu engang er død, må han selvsagt finde sig i hvad som helst - og det er jo værre, når Grundtvig bliver misbrugt som skole-grundlag af folk, der ikke mener noget som helst med det, men bare synes, at det lyder så frisindet at kalde sig grundtvigsk.

Jeg har selv oplevet den brug af Grundtvig på en sjællandsk højskole. Jeg var tilkaldt som mægler, fordi der var trekant-strid mellem styrelse, forstander og lærere. De havde forud sagt til mig, at striden handlede om vigtige sager. Det viste sig at være tre emner - kan det kaldes morgensamling, når det sker klokken 10,30, er det højskole-rigtigt at byde på pardans i stedet for folkedans, og hvem skal smøre en højskoles vindmølle? Forstanderen var kørt træt af at være mølle-smører, efter at den første energi-modebølge havde lagt sig blandt lærerne.

Undervejs i mæglingen oplyste styrelsen mig om, at skolen var grundtvigsk, og at det nu også stod i højskolens vedtægter. På det sted var det styrelsen, der lavede vedtægterne. Og da Grundtvig var stærkt på mode omkring 200 års fødselsdagen i 1983, så havde styrelsen vedtaget, at den højskole skulle være grundtvigsk. Styrelsen havde bare ikke sagt det til forstanderen og lærerne, slet ikke drøftet det med dem, skønt man må gå ud fra, at netop de skulle virkeliggøre styrelsens mode-dyrkelse. Jeg tænkte, at her burde slet ikke mægles.

Det, der glemmes, er, at det aldrig været Grundtvigs mening, at højskolerne skulle undervise i ham, være som han, tilpasse sig hans meninger. Han har aldrig nogen sinde ytret, at højskoler skulle være grundtvigske. Verdens første højskole, den i Rødding, var ikke grundtvigsk, skønt det var Grundtvigs læst, de brugte, men de ville ikke se en grundtvigsk lærer inden for dørene de første mange år.

Grundtvig var modstander af parti-væsen, både i kirke, i skole og i politik. Hans berømte ord om det: ”Jeg tilhører ikke og vil ikke tilhøre noget andet parti end hele det danske folk”. Og det er velkendt, at han i hvert fald ikke selv ville være grundtvigianer. Han slår alle rekorder - ved at være den første til at tage afstand fra sig selv!

Der har gennem mere end halvandet hundrede år på alle højskoler været folk, der byggede på det grundtvigske skole-syn - og mange, der ikke gjorde det. Det har både ført til mangfoldighed og strid. Et menneske, der kunne holde foredrag og spille klaver, men ikke ikke færdedes i det grundtvigske sprog, fik ofte en plads i højskolen af faglige grunde - det er ikke noget nyt. Og i hvert fald har Grundtvig og hans eget syn på skoler aldrig været en hindring for det, tværtimod.

Lige så rigtigt er det, at mange højskole-folk, især mange forstandere i egen selvdyrkelse, i et tidsstræk kaldte sig grundtvigske uden at være det. De mente at have eneret på tolkningen af det grundtvigske skole-syn, i virkeligheden forlængede de bare den gamle husbonde-magtdyrkelse, det store handyrs magthaveriske fremfærd aldeles uden frisind. Men den slags dømmer sig selv i tidens løb, og afkommet ender med titel af integrationsminister med nye grupper at tale ned til og hårdt til, fordi danskerne er kørt trætte i fremgangsmåden.

Hvor der holdes skole, er der altid den fare, at der opstår et magt-forhold mellem lærere og elever - ordet "elev" har for ofte en magt-forstørrende virkning på lærerne. "Elev" er i slægt med "elevator" - den, der skal løftes opad - selvsagt opad imod lærerens umådelige tinder. På de højskoler, hvor jeg har virket og virker, kæmper vi for brugen af ordet "deltager" - den, der tager del. Knud Hansen - forstander en del år på Askov højskole - foreslog engang, at eleverne skulle kaldes "gæster" - det var på den tid, da magten gled fra lærer til elev. Bag ordet "gæst" lå hos den lune Knud Hansen forestillingen om, at en gæst agter husordenen og opfører sig ordentligt.

Det lykkelige i det grundtvigske skole-syn var, at det kunne bruges både til efter anden verdenskrig at gøre kål på forstander-enevældet og siden hen elev-enevældet.

Men den ene magtkamp følger altid den anden. Nu vil en magtsyg liberalisme elev-gøre os alle, og store dele af de såkaldte socialister synger med på sangen. Samfundets medlemmer ses af politikere og andre magthavere som elever, der i en livslang læring skal belæres af højtuddannede, befamles og tilrettes af psykologer, evalueres og rende efter guleroden eller piskes frem. Hele synet på mennesket er kogt ned til et elev-forhold, livet gjort til een lang efteruddannelse, fordi vi i bund og grund ses som uduelige og ubrugelige. Mod den elev-gørelse er Grundtvig et modtræk, og man kunne tro, højskolerne så den som vigtig, men tværtom rider flere og flere med på mode-bølgen, umyndiggørelsen af enkelt-mennesket i markedets navn.

Det er en tilslutning til mode-trælleriet, når så mange højskoler og forstandere har brug for at tage afstand fra Grundtvig, der selv aldrig nærede noget ønske om, at hans person skulle være grundlag for højskoler eller andre frie skoler.

Der er dog ingen grund til, at der indledes et mægtigt opgør med dem, der nu tager afstand. Mode-ordene om afstand lyder år for år. Og nyheden her 2004 den femte januar er ingen nyhed, skønt Ritzaus Bureau deler den ud til alle redaktioner og dermed læserne. Det er en idrætshøjskole, som danner grundlag for den såkaldte nyhed. Samme skoles forstander sagde helt det samme i fjor og fik overskrifterne hjem på det. Og der er intet galt i det, for den idrætshøjskole er styret af tanken om elite-skoler. Også det er prøvet før, i trediverne hos Niels Bukh på Ollerup. Elite-folk får ondt i ryggen, når de bliver gamle, og det er fuldt fortjent. Også en anden forstander, helt ny og tidligere politisk medarbejder ved Ekstrabladet, tog ved sin tiltræden på Vallekilde afstand fra Grundtvig, og kort efter i Berlingske Tidende sagde han, at han havde nået at "researche" Grundtvig, før han tog afstand. Det er da i hvert fald en fornyelse.

Men vi så jo også, at da Askov højskole fik ny forstander, så skulle der tages afstand fra Grundtvig og højskolesangbogen. Den slags sker bedst i TV-avisen, men nogle må nøjes med en avis-kronik. Og der er ingen grund til at himle op af den grund, for det ender altid - har i hvert fald gjort det gennem tredive år - på en af to måder.

Enten forlader Grundtvig-afstandtagere højskolerne meget hurtigt. Det er de ikke ene om. De grundtvigske forstandere og lærere ryger lige så hurtigt ind og ud. En forstander holder gennemsnitligt i tre år, så der vil hele tiden komme nye til, der i deres ukendskab til, at fremgangsmåden er ved at være slidt op, som en bragende nyhed på Ritzaus Bureau vil fortælle, at de tager afstand fra Grundtvig.

Eller også bliver de i højskolen, og det vil oftest gå sådan, at de efter syv-otte år tager fat på at tale om Grundtvig som en gammel ven. De husker ikke engang, at de har skiftet ståsted. Det sker umærkeligt, fordi højskole-synet overtager dem. De har helt enkelt levet sig ind i, hvad højskole er, og det er jo den eneste måde, man kan blive højskolemenneske på. Ved at gøre erfaring, lytte og svare. Der findes ingen uddannelse, som fører til arbejdet som højskolelærer. Der er ingen skole, der leverer den vare. Og det er den pure lykke, for så er efteruddannelsens slaveri udelukket. Man må selv klare det, og det er da et skole-syn.

Det er sådan, gennem dagligt liv, de fleste af os i de fri skoler har mødt Grundtvig. Det ligner en historie, Grundtvig selv holdt af. Et af de sjældent brugte vers i "Moders navn er en himmelsk lyd" fortæller om Hjarne, der sikkert er ukendt for mange:

Skjalde kranses om land for sang,
men ingen så godt som Hjarne,
mildt som skjalde i Danevang
af piger ved høj og arne.

Hjarne blev konge i Danmark, fordi han skrev en god gravskrift over kong Frode Fredegod. Hjarne var bonde og skjald. Grundtvig tænker: Sådan er danskerne, de sætter poeterne til at styre. Sådan burde det i hvert fald være, for sådan har det været i riget engang.

Man kan sige, at det, der sker, med friskolernes folk, som jo kommer fra alle uddannelser, er det samme som med Hjarne. Han var bonde – lejligheden gjorde ham til digter, til skjald. Og det var åbenbart dengang lige som nu. Hende, der - skønt helt nyt medlem af foreningen - skriver en lejlighedssang til foreningens 25 års jubilæum, bliver valgt ind i styrelsen på næste generalforsamling, fordi man har fået øje på hende, og tre år efter er hun formand. Hun vidste intet om foreningen, da hun var ny. Men hun levede sig ind i den og dens skikke.

Det er, hvad vi mangler - viljen til indlevelse. Dog:

Man længe nok må sige,
at kærlighed er blind,
det bli’r dog lysets rige,
hvor ret den strømmer ind,
og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.

© Poul Erik Søe 5.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside