Stem for det, du er imod
Partierne finder det vigtigere at få nogen valgt end hvad de valgte mener

Når vi også i Danmark 13. juni skal stemme til EU-parlamentet, så vil det som aldrig før være et hensynsløst spil hen over hovedet på vælgerne. Partier, hvis vælgere, medlemmer og opstillede har vidt forskelligt syn på EU, er gået i valgforbund. Meningen er, at de først og fremmest vil have nogen valgt i partiets hellige navn, så skidt med hvad de opstillede mener. Som aldrig før jager EU-partierne vælgerne i armene på yderfløjene.

Det radikale Venstre og kristdemokraterne har smækket sig sammen i et forbund, der alene er valgtaktisk, og som ikke er et billede på de to partiers faktiske holdninger til og handlinger i forhold til EU. Det samme er tilfældet med socialdemokraterne og folkesocialisterne.

Jeg husker, at den afdøde radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard engang i 1950erne sagde, at ved et kommunevalg måtte man være rede til "at alliere sig med fanden selv" for at få nogen valgt ind.

Bertel Dahlgaard havde jo selv i 1957 vanskeligheder med den slags samarbejde, ikke ved kommunale valg og selvsagt ikke i EU-sammenhæng, men forud for valget i 1957 sagde Bertel, at han "hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundet". Da valget var overstået, gik Det radikale Venstre i regerings-samarbejde med Retsforbundet og socialdemokraterne, og Bertel Dahlgaard blev minister. Det var i det landsstyre, som Venstres og konservatives aviser yndede at kalde "ABE-regeringen", fordi de tre landsstyre-partiers bogstaver på stemmesedlen var A, B og E.

Faktisk gik samarbejdet godt, og Bertel Dahlgaard kom over det. Så vi kender selvsagt til samarbejds-former, der i politik lader sig gøre, fordi man må være villig til at gå hen over parti-skellene. Det er jo selve grundvilkåret for dansk politisk samarbejde, da vi modsat alle andre demokratiske lande aldrig har givet eet parti flertal gennem mere end hundrede år. Hvis man ikke vil sidde i stue med sin politiske modstander, så er der ingen fremkommelige veje.

Der er stor forskel på den slags samarbejder, der åbent sker i et møde mellem modstående synspunkter, og så det valg-samarbejde, som Det radikale Venstre og kristdemokraterne indgår. For det første er de politiske synspunkter i de to partier uforenelige, men det er værre, at deres EU-politik samler vidt forskellige vælger-grupper, der nu smækkes sammen i bundter.

Det radikale Venstre har i et slægtled, der indledtes med Hilmar Baunsgaard og foreløbig har nået højdepunktet med Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen, taget det store skift fra at være et folkeligt parti, sindbilledligt tydeliggjort ved oprindelsen i husmandskredse, til at være et tempel for den uddannelsesmæssige overklasse.

Skiftet er først og fremmest sket gennem nøgleordet "internationalisering". Før talte radikale tingfolk altid om "mellemfolkeligt samarbejde". Og partiet har helt fra dets udskillelse fra partiet Venstre - næste år for 100 år siden - været et parti på dansk folkelig grund samtidig med, at det lige fra første færd var udadvendt og særdeles ivrig for samarbejde hen over landegrænserne. Det førte til et mangeårigt virke for FN og et samvirke mellem de nordiske lande.

Det er først med Hilmar Baunsgaard og siden kraftigt gennem Niels Helveg Petersen, der havde stået i lære i EF, at det helt selvfølgeligt udadvendte skiftede til en religiøs holdning, der så folket som en hindring for det mellemfolkelige, selvom der ifølge sagens natur ikke findes mellemfolkeligt samarbejde, hvis der ikke er folk.

Den nye holdning var, at det ubrugelige folk skulle opdrages til det, der før var selvfølgeligt. Derfor hedder det ikke "internationalt samarbejde", men "internationalisering". Man kan høre på ordet, at det er noget, der skal gøres ved folk, noget der skal ændres ved folk, og at Det radikale Venstres selvudråbte elite ved, hvordan manglerne hos folket udbedres.

Med den holdning ender Det radikale Venstre, hvor det nu er - en tilpasningsgruppe, der er mere trofast over for alt, der uanset indhold kalder sig globalt, end over for det danske folk selv. Og hvis det danske folk vover at sige nej - som ved afstemningen om dansk deltagelse i euro-møntunionen, så optræder den radikale leder Marianne Jelved vred og fornærmet. Danskerne lever ikke op til lærerindens forventninger.

Det radikale Venstre ser ikke blot EU som et sted, hvor der kan laves aftaler om samarbejde, men som det egentlige mål. Det radikale Venstre vil overflødiggøre folkene og samle dem i et nyt statsreligiøst sammenrend, der kalder sig den europæiske union.

For blot få år siden var Det radikale Venstre i en folkeafstemning imod EUs indre marked, fordi partiet så det som et overgreb mod dansk udenrigspolitisk selvstændighed. Niels Helveg Petersen havde det synspunkt, at et land, der ikke kan føre selvstændig udenrigspolitik, ikke længere er selvstændigt, ikke længere har selvråderet. Nu er de radikale med på en EU-grundlov, der endog vil indføre en fælles udenrigsminister og dermed selvsagt en fælles udenrigspolitik for EU.

Det radikale Venstres EU-virke skal altså i det kommende EU-parlament ske på grundlag af et valg-samarbejde med kristdemokraterne, de særkristne samlede i det parti, der før hed Kristeligt Folkeparti og i sin oprindelse alene havde kampen mod abort-lovgivning og fri porno som grundlag.

Nu vil kristdemokraterne være et parti som det tyske CDU, de kristelige demokrater i Tyskland, mens det samtidig uredeligt taler om at være et midterparti. Det uredelige fremgår også af kristdemokraternes holdning til EU. Partiet samler både tilhængere og modstandere af den europæiske union på den taktiske måde, at partiet er lidt imod EU, når de optræder som modstykke til det siddende danske landsstyre, hvorimod det særkristne parti er EU-ivrigt, når det selv får plads på minister-stolene som deltagere i et landsstyre.

Dobbelt-moralen fremgår også af partiets holdning til de danske undtagelser, som netop EU-partierne har fået gennemført, men som de prøver at rende fra ved første givne lejlighed - når meningsmålingerne er med dem. Kristdemokraterne har ivret for, at de danske undtagelser på det militære område skal fjernes. De snakker knap så meget om det nu som sidste vår - og det afslører, at hele holdningen var modetrælleri, en udnyttelse af den terror-krig, som ikke kun terrorister, men også magtstaterne lever på.

Valg-forbundet ved juni-valget til EU-parlamentet forener kræfter, der som baggrund har voldsomme modsætninger politisk. Radikale vælgere kan se deres stemme brugt til fremme af et parti, der har CDU som forbillede. Og de særkristne vælgere, som nu tror på, at kristdemokraterne har glimt af EU-modstand i sig, kan opleve, at deres stemmer bruges til radikale politikere, der på det selvudråbte elite-bjerg kan skue, at EU altid kommer før Danmark som selvstændigt land.

Den tydeligste modsætning mellem de to partier, der nu går samarbejdende til valg, findes i striden om den forliste EU-grundlov. Kristdemokraterne vil have den kristne Gud med i EU-grundloven, som de finder for humanistisk. De radikale mener det stik modsatte. Der er ganske enkelt ingen følgestreng tænkning i det taktiske samarbejde mellem de to partier. Grundlæggende mener de, hvad de ikke vil sige åbent, men afslører ved valg-samarbejdet, at det kan være revnende ligegyldigt, om folk stemmer radikalt eller særkristent, for når først politikerne sidder i EU-parlamentet, så tilpasser de sig, uanset hvad de er valgt på.

Samme meningsløse valg-plan er lagt i et stemme-samarbejde mellem socialdemokraterne og folkesocialisterne. Det er ikke set før i forhold til EU, og grunden er selvsagt, at et meget lille flertal har drejet Socialistisk Folkeparti ind i EUs læ. Partiet ønsker - og har ønsket det siden Aksel Larsens formandstid - at blive landsstyre-dueligt, at blive egnet til at sidde på minister-stole. Og egnetheden ligger åbenbart ikke i egne holdninger og synspunkter, men egnetheden afgøres af EU-partierne.

Hos folkesocialisterne er det tydeligt, at der er to holdninger, som kom til udtryk, da Margrethe Auken for kort tid siden knebent vandt førstepladsen på folkesocialisterne liste til EU-parlamentet. Margrethe Auken, der for næsten lige så kort tid siden var så glad for sin kirkelige menighed, vil nu gerne sidde i EU-parlamentet. Og det skal indrømmes, at her ligner folkesocialisten i det mindste socialdemokraternes førstemand på EU-listen, Poul Nyrup Rasmussen. Da han gik af som partiformand, sagde han, at det var godt, for nu fik han mere tid til familien, hvad der unægtelig er en herlig grund til at rejse udenlands.

Hos folkesocialisterne blev Pernille Frahm, som er mere EU-kritisk end Margrethe Auken, sat på EU-listens andenplads med næsten lige så mange stemmer. Mange, der ikke har EU på det hjemlige gudealter, ville sikkert stemme på Pernille Frahm. Men når folkesocialisterne nu laver valg-taktisk samarbejde med socialdemokraterne, så er det i virkeligheden en hjælp til Margrethe Auken. De, der blandt folkesocialisterne er imod eller skeptiske over for EU, vil ikke kunne vise deres modstand ved at stemme på Pernille Frahm, fordi deres stemmer kan blive brugt til ikke bare at få Margrethe Auken valgt, men lige så godt kan ende med at være en stemme på Poul Nyrup Rasmussen eller en anden socialdemokrat.

Det er den gnidder-agtige politik, der her afsløres. Holdningerne opløses i et grå-maleri, som slører meninger og ståsteder. Ingen er rede til den redelig at stå for det, de har kært, og at lide et hæderligt nederlag, hvis det gælder.

© Poul Erik Søe 3.2.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside