Statsministeren dømmer
sig selv politisk uduelig

Dansk deltagelse i Irak-krigen var efter Fogh Rasmussens mening en politisk afgørelse, hvad der gør den danske vedtagelse værre end den amerikanske og engelske, der i det mindste hævdede at bygge på kendsgerninger om Irak

Når Danmark gik i krig i Irak, var det en politisk vedtagelse. Det er statsministerens synspunkt. Amerikanerne, englænderne og australierne gik i krig, fordi de fra deres efterretningstjenester vidste, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det viste sig siden ikke at bære vand.

Men Danmark vidste intet fra efterretningstjenesterne - hverken fra de danske, de amerikanske eller de engelske. I hvert fald byggede man ikke på meldingerne. Sådan skal det fremstilles. Danmark gik slet ikke i krig, fordi Irak havde masseødelæggelsesvåben, men fordi det irakiske landsstyre under Saddam Hussein ikke samarbejdede med FN og verdens-sammenslutningens våbentilsyn.

Lederen af FNs våbeninspektører sagde ganske vist - og det var kendt, før folketinget vedtog at gå i krig - at Irak da samarbejdede med FN bedre end gennem de forudgående ti år. Våben-inspektørerne fra FN ønskede at slutte deres arbejde. Det var netop det, som krigen hindrede.

Danmark gik altså i krig i Irak, fordi Irak efter det danske landsstyres, statsminister Anders Fogh Rasmussens og udenrigsminister Per Stig Møllers syn ikke samarbejdede med FN, selvom FN netop på det tidspunkt sagde, at samarbejdet aldrig var gået så godt i ti år, og at FN, flertallet i FNs sikkerhedsråd, ønskede at fortsætte samarbejdet.

Danmark er altså gået i krig i Irak på den stik modsatte opfattelse af den, amerikanerne, englænderne og australierne gik i krig på. USA, England og Australien mente, Irak havde masseødelæggelsesvåben. Men det spillede slet ingen rolle for det danske landsstyre, hvor statsministrene, hans ministre, de to partier plus Dansk Folkeparti mente, at det var tilstrækkeligt til at gå i krig, fordi Irak ikke samarbejdede med FN, hvad lande altså faktisk gjorde efter FNs egne udsagn.

Enhver ved, at Anders Fogh Rasmussens landsstyre på den måde prøver at snyde sig uden om det egentlig indhold i grunden til den danske krigs-deltagelse. Det ville have været aldeles umuligt at få et ja igennem med bare nogen folkelig opbakning, hvis grunden til krigen alene var manglende samarbejde mellem Irak og FN, fordi samarbejdet, som FNs våbeninspektører roste, netop blev afbrudt af den amerikanske krig med dansk deltagelse. Våbeninspektørerne måtte trækkes ud af Irak, ikke på grund af irakerne, men fordi FN måtte forlade Irak, da USA gik i krig med Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Pia Kjærsgaard som væbnere.

Hele baggrunden for, at en formel dansk vedtagelse kunne ske på grundlag af Iraks manglende eller ikke-manglende samarbejde med FNs våbeninspektører, var den hysterisk oppiskede terror-trussel, som det danske landsstyre lånte fra USA, hvor udenrigsminister Powell viste falske lysbilleder i FNs sikkerhedsråd, og fra England, hvor en påstået rapport fra efterretningstjenesten for mere end halvdelens vedkommende var lånt fra en studenter-opgave på internettet om Irak for over ti år siden. Tony Blair vidste tilmed, at masseødelæggelsesvåben fra Irak kunne true på 45 minutter. Det var på alle disse falskheder og direkte løgne, Anders Fogh Rasmussen kunne bygge vedtagelsen om dansk krigsdeltagelse - og siden hygge sig med paragraf-nørkleri om, at masseødelæggelsesvåben slet ikke spillede nogen rolle for Danmarks ja til krig.

Derfor vil den danske statsminister ikke have en undersøgelse af, hvorfor vi egentlig sagde ja til krigen, og hvad der var grundlaget for flertallets vedtagelse i folketinget. Det har statsminister Anders Fogh Rasmussen tydeliggjort i formiddag på et pressemøde.

I går sagde udenrigsminister Per Stig Møller ifølge dagbladet Politiken, at "der ikke er nogen grund til at undersøge de danske efterretningstjenester, fordi den danske beslutning om at gå krig blev besluttet ud fra åbne kilder."

Der kunne dog være een god grund til undersøgelsen - nemlig at de danske efterretnings-kilder måske sagde noget helt andet end de amerikanske, engelske og australske. Alene det er en undersøgelse værd. Har Anders Fogh Rasmussen og hans danske landsstyre siddet med helt andre oplysninger og ikke lagt dem til grund for spørgsmålet om krigs-deltagelse? Har det danske landsstyre bevidst valgt at skubbe helt andre oplysninger end de amerikanske og engelske til side for at få et grundlag at gå i krig på?

Det radikale Venstre har ønsket en kommissions-undersøgelse af grundlaget for den danske deltagelse. Socialdemokraterne har siden sluttet sig til ønsket. Men da vi stadig har det flertal, som sendte Danmark i krig, siddende som landsstyre og folketings-flertal, så har Venstre, konservative og og Pia Kjærgaards folkepartister magt til at hindre undersøgelser. Det er dybt krænkende for det grundlæggende i dansk folkestyre, hensyntagen til landsstyrets modstykke i de partier, der allerede før vedtagelsen af den danske krigs-deltagelse gennemskuede de usandheder, der lå til grund.

Krænkelsen fremgår også af den høring, der skal være om Irak. Anders Fogh Rasmussen og hans folketings-flertal har hindret, at høringen kommer til at handle om det eneste, som optager verden og danskerne, nemlig spørgsmålet om de manglende masseødelæggelsesvåben. Høringen skal være fremadrettet. Nu skal vi se fremad, siger enhver magthaver, der endelig ikke vil kigges historisk efter i papirerne. Historiske opgør handler aldrig om een selv, men altid om modstanderne. Vi må hjertens gerne snakke anden verdenskrig og den kolde krig, mener Anders Fogh Rasmussen, men der er lukket for den varme krig, vi er midt i - og som Fogh gæstede på den uheldigst tænkelige dag, den blodigste siden præsident Bush ensidigt erklærede Irak-krigen for sluttet.

Høringen kommer heller ikke til at handle om, hvad statsminister Fogh rent faktisk sagde om tilstedeværelsen af Iraks masseødelæggelsesvåben - hans ord om, at det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved.

Vi må ikke få at vide, hvad Fogh vidste. Og da slet ikke hvor han vidste det fra. Vidste han det fra de løgne, der nu er afsløret og indrømmet af amerikanerne og englænderne? Eller havde Fogh andre kilder. Alle kilder var jo åbne, siger udenrigsminister Møller, men handler det om de kilder, der nu har vist sig at være gak gak, så er det jo et rivegalt grundlag, Danmark er gået i krig på. Uanset om vedtagelsen om krigs-deltagelsen var politisk eller ej. Det politiske må jo også bygge på et grundlag. Og det grundlag må vi ikke kende. Det, vi fik at vide, var løgn. Det er ikke bare noget, vi tror, det er noget, vi ved. For det er indrømmet af dem, der bragte usandhederne over læberne for at sælge krigen til os og verden.

Kun i Danmark er alt anderledes, for vi gik skam i krig, fordi irakerne ikke samarbejdede med FN, selvom FN selv sagde, at samarbejdet på det tidspunkt aldrig havde været så godt gennem ti år, og at våben-undersøgelserne snart var færdige. Det var jo netop den færdiggørelse af FN-våbeninspektørernes arbejde, som amerikanerne ville hindre. De frygtede, at FNs våbeninspektører ville sige, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Så havde USA nemlig ikke noget grundlag for den krig, som det amerikanske landsstyre og præsident Bush ville gennemføre.

I dag kan vi ikke være i tvivl om, at FNs våbeninspektører på kort tid ville have sluttet deres arbejde med en erklæring om, at der ingen masseødelæggelsesvåben var. Det er ikke bare noget, vi tror, men det ved vi fra amerikanerne selv. De har selv i langt større omfang ledt efter masseødelæggelsesvåben efter deres besættelse af Irak, og lederen af undersøgelserne er nu trådt tilbage med ord om, at alle tog fejl. Han og undersøgerne mener ikke, Irak havde masseødelæggelsesvåben.

Danmark brugte altså som grundlag for at gå i krig et manglende samarbejde mellem FN og Irak, skønt samarbejdet netop på det tidspunkt, da krigen kom, gik så godt som aldrig før, og selvom FNs våbeninspektører var ved at slutte det arbejde, de var sat på. De sagde, der var måneder tilbage. Man kunne roligt have givet dem de måneder, for siden er der jo gået mange måneder, og der er ingen masseødelæggelsesvåben fundet.

Foghs optræden her tirsdag middag på pressemødet med afvisning af en undersøgelse af det, som foregik forud, viser en politisk uduelighed. Venstre rasler tilbage i vælgernes omdømme, og intet som Irak-krigen hindrer Venstre i at blive troet i det hele taget. Samme tilstand har der været for de politiske ledere i USA og England. De har måttet bøje sig. De vedkender sig i hvert fald om ikke demokratiets lov, så vælgernes ret til at kræve en samtale om det, der brænder på - en samtale på et forhåbentlig uvildigt grundlag.

Den for folkestyrets omdømme nødvendige samtale om den danske krigs-deltagelse hindrer Anders Fogh Rasmussens landsstyre. Det gøres alene ved hjælp af Dansk Folkepartis stemmer. Der graves af den grund grøfter, som aldrig har været så dybe i dansk politik. Fogh Rasmussen kan ikke samarbejdets kunst, hverken i sit landsstyre mellem ministrene, i partiet Venstre eller i forhold til folketingets øvrige partier.

Dansk deltagelse i Irak-krigen var efter Fogh Rasmussens mening en politisk afgørelse, hvad der gør den danske vedtagelse værre end den amerikanske og engelske, der i det mindste hævdede at bygge på kendsgerninger om Irak. Fogh Rasmussen tog en politisk beslutning, altså en afvejning af fordele og ulemper politisk. Han byggede ikke på kendsgerninger. Undersøgelserne i USA og England skal vise, om politikerne derovre tog fejl, fordi de fik misvisende oplysninger. Men den undskyldning vil Danmark ikke kunne bruge. Vi tog nemlig en politisk beslutning, og dermed dømmer statsministeren sig selv uduelig politisk. Især da fordi vi nu må dømme uden en klargørende undersøgelse. Fogh hindrer os i egentlig oplysning om grundlaget, altså må vi dømme ham og hans ud fra, hvad vi ved fra de andre krigsdeltagende lande. Og den viden tilsiger alene, at hvis den danske beslutning var politisk, så står den i dag som en politisk brøler.

© Poul Erik Søe 3.2.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside