Fogh vil styrke
kommunismen

Hvor er det dog de særeste overskrifter, virkeligheden tvinger een til at bruge

Det er ikke nemt at få noget at vide om Fogh Rasmussen-landsstyrets handlinger. Samtiden er lukket land for landets egne indbyggere. Det gælder den danske fange, amerikanerne imod folkeretten har holdt indespærret uden dom og uden forsvarer. Det gælder Irak-krigen, hvor regeringen skam grundede sig på åbne kilder, som det så smukt hed sig en kort tid.

Men så afslørede Berlingske Tidende, at den danske efterretningstjeneste sagde noget ganske andet. Hvad efterretningstjenesten sagde, det må vi ikke vide - bortset fra stumper i Berlingeren. Og i stedet for at jagte sandheden, så jagter man den, der lækkede efterretningstjenestens ord, som statsministeren så forud for Irak-krigen.

I stedet for at muliggøre åben samtale om samtiden, så har Venstre og de konservative i landsstyret ivret for en efterhånden strandet jagt på fortiden, et mægtigt opgør, som dog kulturminister Brian Mikkelsen ene mand kunne gøre til grin.

Men det var jo det opgør, Fogh Rasmussen ville have. Med de folk, der ikke havde taget afstand fra kommunismen og fra de kommunistiske lande før den sovjetiske unions sammenbrud for snart 15 år siden.

I samtidens nu ser det helt anderledes ud. Nu er det Fogh Rasmussen, der vil samarbejde med kommunisterne - dem i Kina. Fogh anker over, at danske virksomheder ikke er alt for ivrige efter at handle med kommunist-Kina. Og selv vil han gerne sælge våben til kommunisterne, selvom den handel blev standset, da kineserne sidst i større omfang brugte våben mod eget folk.

Statsministeren gør vel det samme som forgængere af forskellig farve gjorde i Sovjetunionens tid, tilpasser sig. Samtidig bruger han store ord - om aktiv udenrigspolitik for demokrati og frihed. Når han snakker Irak, men altså ikke Kina. Han vil fremtræde som den store moralist, men er så flosset som alle andre før ham. Og socialdemokraterne lister småblege i hælene på ham - også i spørgsmålet om Kina.

Skønt Kina stadig ikke levner indbyggerne frihed og menneskelige retsvilkår, og skønt tortur stadig hører til hverdagen i det kommunistiske samfund, så vil Fogh styrke kommunisterne. For det kan vel ikke kaldes andet end styrke kommunisterne, når man lige frem ivrer for at sælge bedre våben til dem.

Så er det, man tænker, om Fogh og hans landsstyre egentlig overhovedet adskiller sig fra dem, der i sin tid havde samme iver over for den sovjetiske udgave af kommunisterne i østlande. Der er forskel i tid. Ellers ingen forskel. Og egentlig skulle vel Fogh Rasmussen og hans landsstyre have lært af historien, som de ellers er så optaget af, men som åbenbart ikke skal bruges til noget.

Og så er det jo ikke masseødelæggelsesvåben, det handler om. Det skal man nok huske. Vi vil bare sælge dem lidt våben, som kommunisterne kan holde deres egne kinesere nede med. Vi får så lidt nytårs-krudt til gengæld. Noget for noget - når dansk liberalisme holder kinesisk kommunisme kørende.

© Poul Erik Søe 26.2.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside