Den sikre stemmeføring
Hvem kastede den første sten eller skød den første kugle?

Igen i fredagens første aften-nyheder på Danmarks Radio og TV var der så stor forskel på indholdet i indslag fra Jerusalem, at man må opfordre begge kanaler til at lægge kilderne frem - brugte som ubrugte kilder.

Det handlede om sammenstødet mellem politi og moské-gængere på Tempelbjerget, der er helligt for såvel muslimer som jøder.

I Danmarks Radio fik vi at vide, at det var uvist, hvem der begyndte - de stenkastende muslimer eller det gummikugle-skydende israelske politi.

På TV2 Nyhederne kunne den udsendte medarbejder Steffen Jensen med sikkerhed i stemmen sige, at det var stenkastende muslimske "teenagere", der begyndte.

Spørgsmålet er, om Steffen Jensen var til stede, da det skete. Eller om Danmarks Radio kilde, muslimske præster, der var ved moskeen under sammenstødet, taler sandt - og om Steffen Jensen ikke kendte de muslimske kilders udsagn, da han fældede dom, hvad Danmarks Radio undlod.

At bringe nyheder fra området og fra Irak er et spørgsmål om hårfin afvejning. En tilbundsgående undersøgelse - ikke af hændelsen, men af de til rådighed værende kilder for de to fjernsynsstationer før udsendelserne i aften, vil kunne om ikke klarlægge, så tydeliggøre, om vi bliver oplyst på skæve grundlag.

© Poul Erik Søe 2.4.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside