Den troværdige

Socialdemokraterne holder kongres i dag. Jeg har hørt, at Mogens Lykketoft kaldte Nyrup Rasmussen sin "kære ven" i en tale, lige da Nyrup var blevet valgt til socialdemokraternes EU-kandidat.

Nyrup vil altså til Brüssel. Det havde jeg godt hørt om, men for tiden tror man ikke sine egne øren, så man ved aldrig. Men nu har han altså selv bedt om det - at komme ned til EU-parlamentet.

Men er jeg overhovedet den eneste, der kan huske, hvad han sagde, da han gik af som partiformand? Sagde han ikke, at det var for at for at få bedre tid til familien?

Jamen, han har da vel fået at vide, at hans kone, Lone Dybkjær, ikke længere vil sidde i EU-parlamentet? Hun vender jo hjem efter næste EU-valg. Jeg ved godt, politikere har travlt, men det er synd, hvis de ikke har fået snakket sammen og fået fortalt hinanden, at hun rejser hjem, lige når han kommer. De radikale har tilmed i dag valgt den, de håber skal afløse Lone Dybkjær.

Men selvsagt har Nyrup Rasmussen ret. Meningsmålingerne har jo lige sagt, at han er den troværdige hos socialdemokraterne.

© Poul Erik Søe 14. september 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside