Er Ericsson flyttet?

 

Mange af de dummeste skræk-forsøg fra den danske drøftelse forud for euro-afstemningen blev gentaget under ord-striden forud for den svenske afstemning om den europæiske møntunion.

 

Svenskerne fik at høre, hvad den EU-underdanige danske presse også spredte med lyst, at det ville gå galt med investeringerne. Virkeligheden var en anden. Udenlandske investeringer steg i Danmark efter det danske nej.

 

I Sverige antydede direktøren for den engang så enerådende svenske virksomhed Ericsson, Carl-Henrik Svanberg, at Ericsson efter et svensk nej til euro-møntunionen ville flytte produktion fra Sverige. Han skrev det tilmed i en fælles-artikel, der havde den senere myrdede udenrigsminister Anna Lindh som medforfatter.

 

Det var en gentagelse af det danske legetøjs-firma Legos forsøg på at presse medarbejderne til at stemme ja til EUs Maastricht-traktat i 1992. Lego ville flytte mere produktion til udlandet, hvis det blev nej. Ordene hang endnu grinende i luften, da Lego for nogle få år siden måtte krybe til korset og flytte sig mere hjemad til det danske hede-landskab.

 

Ericsson er stadig en stor butik, omkring 56 milliarder svenske kroner værd efter et skøn i våren i år. Men nu er den bare een blandt mange store virksomheder, og ordene forud for den svenske folkeafstemning om møntunionen i søndags har i hvert fald tydeligt ikke lydt troværdige i svenske øren. Svenskerne vidste, hvad de ville.

 

Allerede forud var Ericssons styrelsesformand, Michael Treschow, da også ude i pressen for at hive sin direktør i ørene. Treschow har nok klogt gennemskuet, at måske var det slet ikke Ericsson, der ville komme til at flytte, men derimod Ericssons kunder, fordi der over alt i Europa er overvældende mange modstandere af euro-møntunionen i alle lejre og alle lande.

 

- Der kommer ingen lastbiler, som fragter maskiner sydpå, sagde styrelsesformanden til pressen. Han mente, at Ericssons direktør var blevet misforstået. Det er vel nok synd, at så mange håndfaste viser sig at være blevet misforstået - nu bagefter. Hvor vi dog kender det til lede.

 

En anden af de håndfaste i Sverige er formanden for Svenskt Näringsliv, arbejdsgivernes sammenslutning. Han hedder Søren Gyll og sagde i svensk fjernsyn en måned før folkeafstemningen, at den svenske erhvervsminister Leif Pagrotsky skulle standse med at kritisere euroen eller gå af.

 

Det er blot et af de få indblik i, hvorfor den svenske euro-drøftelse blev så hård og hadsk. Fem svenske ministre var modstandere af euroen, og de fik mundkurv på af statsminister Göran Persson. Men endnu værre blev ministeren altså truet på sin stilling af Sveriges arbejdsgivere.

 

Vi skal ikke brovte os i forhold til Sverige. I 25 år har vi ikke haft en minister, der er modstander eller tvivlende over for EU. Halvdelen af danskerne har ingen jordisk mulighed for at sidde i landets styre. Vi er tilbage i tiden før systemskiftet i 1901, da landets store flertal, landmændene, ikke kunne sidde i regering. De danske EU-partier har genindført enevældens "vi alene vide".

 

I Sverige er erhvervsministerens skæbne stadig ikke afgjort. Avisen Dagens Nyheter siger i dag, at formanden for arbejdsgiverne i Svenskt Näringsliv har "mildnet" sine krav om, at den svenske erhvervsminister skal gå af. Det er sket, efter at det svenske folk har sagt nej.

 

Dagens Nyheter spørger i dag den svenske statsminister, hvor vigtigt det er, at erhvervsministeren har tillid hos arbejdsgiverne. Persson svarer, at det er overordentligt vigtigt, og at det er helt centralt.

 

Det viser med stor tydelighed, hvordan politik og samfundsstyre forsumper. Det vigtige i et folkestyre er ikke, om en særlig gruppe har tillid til en minister. Det vigtige er alene, at ministeren er hele landets erhvervsminister. Og den svenske erhvervsminister viste sig jo at være i pagt med et kæmpemæssigt flertal af det svenske folk. En minister kan umuligt hele tiden nyde tillid hos alle særinteressernes loge-foreninger. Vi kender det alt for godt i Danmark fra de årtier, da landets skiftende landbrugsministre var bukkende tjenere for landets sammenslutninger af landmænd. En minister er tjener for samfundet for helhed. Om han gør det godt, er alene statsministerens sag under ansvar over for den svenske riksdags flertal.

 

I stedet for at sætte arbejdsgiverne på plads, kryber den socialdemokratiske statsminister for arbejdsgiverne. Han sælger folkestyrets frihed, sin egen frihed og ministrenes frihed med den slags trælle-ord.

© Poul Erik Søe 16. september 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside