Fogh prøver at vinde
anden verdenskrig

- da det kniber med med at vinde krigen om folke-meningen om Danmarks deltagelse i irak-krigen


Pearl Harbour lige efter japanernes angreb 7. december 1941, der fik amerikanerne til at gå ind i anden verdenskrig, mere end to år efter krigens udbrud

Statsminister Fogh Rasmussen har fået besættelsens glød tilbage. Han virker selv som besat, når han jubler den stærke mands holdninger på tresårs dagen for den undtagelses-tilstand, tyskerne erklærede 29. august 1943 efter folkestrejken, den danske flådes sænkning af egne skibe og den danske regerings tilbagetræden.

Fogh retter på Danmarks-historien og hudfletter samarbejds-politikerne. Det kan være svært for et nyt slægtled at indse, hvorfor ordet "samarbejds-politiker" bliver et skældsord i fyrrerne. Grunden er ligetil. Danske politikere samarbejdede med den tyske besættelses-magt, sådan som regeringen og kongehuset gjorde det - og sådan som A P Møller gjorde det som den i Danmark, der efter krigen blev afsløret som den største værnemager - den, der havde handlet mest med nazi-tyskerne.

Nu kan Fogh Rasmussen bruge sin historieløse holdning om besættelses-tiden til at finde en grund til den ulovlige krig mod Irak, der er et brud på folkeretten. Sådan som Danmark og danskerne gjorde under anden verdenskrig, skal Danmark ikke handle i dag. Meningen fra statsministerens side er at få danskerne til at gøre et tankespring - så han udnytter besættelsestiden og modstandsfolkene, der satte livet på spil, som brikker i sit Irak-spil.

Venstre har ingen som helst grund til at spille stor på den ved at henvise til partiets rolle under krigen. Venstre var med i samlings-regeringen, som blev dannet dagen efter besættelsen. Venstre prøvede i mange år efter krigen at lade skylden for hændelserne falde på socialdemokrater og især de radikale. Men Venstre havde samme holdning som de andre partier - og Venstres vælgere holdt sig ikke tilbage med at sælge smør og andre fødevarer til de tyske besættelses-tropper.

Helt modsat Venstre brød den konservative John Christmas Møller, tidligere leder af Det konservative Folkeparti, med tyskerne. Han trådte ind i samlingsregeringen 10. april 1940 og blev handelsminister i den anden samlingsregering. Men da han turde sige fra over for tyskerne, måtte han trække sig fra regering og folketing. Sammen med kommunisterne, som også kæmpede imod tyskerne, var Christmas Møller med til at grundlægge det illegale blad Frit Danmark.

Siden opfordrede englænderne den tidligere konservative leder Christmas Møller til at flygte til England. Her var han Danmarks talsmand over for de allierede, amerikanerne, franskmændene og englænderne. Det var der ingen, der bad en Venstre-mand om. Venstre solgte smør - til fjenden.

Hvor er det billigt nu for statsminister Fogh Rasmussen at stå frem som "en engel i vandrehallen" - i en stræben efter at få sit parti renset for de eftergivende holdninger, som Venstre aldeles delte med de andre partier og størstedelen af det danske folk.

Der var jo ingen i Venstres ledelse, der efter krigen gjorde op med samarbejds-politikerne. Partiet skammede sig ikke over sit navn, der var slæbt gennem det moralske morads, som Fogh nu skildrer. Nej, Venstre gik videre, som om intet var hændt. "Godmorgen, min tapre general!" lød det også i Venstre. Ordene på tysk er dem, kong Christian den Tiende brugte på Sorgenfri 29. august 1943 til den tyske general, der skød sig vej til slottet under gardernes modstand.

Hvis Foghs holdninger var renfærdige, så søgte han ikke nu at vinde folke-meningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen ved at omskrive en historie, Venstre selv kun har skam af.

Og hans misbrug af 29. august 1943 viser, at han har slet grundlag for regeringens medrenderi i den ulovlige Irak-krig. Fogh stiller det op, som op Danmarks holdninger under Hitler-krigen aldeles bryder med alt, hvad frihedselskende folk verden over gjorde. Sådan er det jo ikke. Og da slet ikke for de amerikanerne, der nu skal fremhæves for at mildne præsident Bush's krig i Irak.

Amerikanerne gik ikke i krig mod nazisternes Tyskland for at nedkæmpe nazismen og værne friheden i verden. I så fald havde amerikanerne selvsagt været med fra første dag i september 1939. Amerikanerne kom ikke. Ikke den første dag. Ikke det første år. Heller ikke det andet.

Først 7. december 1941 valgte amerikanerne at gå ind i krigen på de allierede europæeres side. Ikke på grund af nazismen eller europæernes nød, men af helt selviske grunde, fordi USA på den dag selv blev angrebet på Pearl Harbour. Vi har grund til at takke amerikanerne for, at de gjorde det, men det er sygt og historieløst at skildre den amerikanske holdning som anderledes end danske politikeres. Længst muligt prøvede amerikanerne at undgå at gå med. Indtil det gik ud over dem selv. Det er såre menneskeligt, som vi ved fra vort eget folk.

© Poul Erik Søe 1. september 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside