Svenskerne ærede folkestyret
ved at stå fast på egen mening

Det blev på sort baggrund en lys dag for Sverige, da svenskerne ærede deres folkestyre. Det var efter mordet på udenrigsministeren blandt politikere og i trykt og elbåren presse ventet, at svenskerne ville sige ja til euroen. Altså stik modsat hvad meningsmålingerne hidtil havde sagt.

Det blev en drønende nej-sejr med 56,2 procent nej og 41,8 ja og en lige så drønende lussing til til dem, der som herhjemme i partier og organisationer vil lede Sverige uden at høre på folket. Svenskerne lod sig ikke købe af de millioner af kroner, som ja-siden havde mere end nej-siden til overtalelse. Som danskerne ikke lod sig købe.

Nej-siden og ja-siden kunne forud enes om at sige til vælgerne, at en stor deltagelse i valget var at ære folkestyret og den myrdedes minde. Det svenske folk har nu føjet til, at æren er endnu større, når hver enkelt fastholder eget standpunkt og ikke lade sig lede af forståeligt stærke følelser i landets krise.

En meningsmåling lige efter mord-dagen hævdede, at det pludselig stod lige mellem nej og ja - efter at alle målinger længe, længe havde spået stor nej-sejr. Der skal en ualmindelig god forklaring til fra de målere, som tilmed dagen før valget mente, at ja-siden ville vinde med 43 mod 42. Alle andre målinger mente selv efter mordet, at det ville blive nej, som det blev.

Det blev en aften, hvor alle flosklerne døde i svensk og dansk fjernsyn, men de blev da luftet. Vi fik een gang til at høre om afvigere, der vil stemme mod samfundsordenen. Ordvalget er ganske enkelt en krænkelse af det kæmpemæssige flertal af det svenske folk, som sagde nej. Og så var det selvsagt kvinderne, de ikke-uddannede og dem langt mod nord, der blev hængt ud som ansvarlige for nejet. Men det var jo gamle tal fra målinger forud - journalisterne glemte helt, at nu var det et bredt og vældigt flertal i det svenske folk, som sagde nej.

Ja-politikerne i Sverige og herhjemme siger, at resultatet er klart og må "respekteres". Det er et sært ord, for det har ingen af dem til hensigt. De ligger på lur for at lave en ny afstemning - den er bare skudt længere ud. Ingen af dem ville have talt om en ny afstemning, hvis det var blevet ja.

Så al den tale om at ære folkestyre er ikke ægte. Magthaverne har intet lært, om de er svenske eller danske. De vil, hvad folket ikke vil. Og de vil kue folkene. Det er jo, hvad der ligger i ordene om at udskyde en ny folkeafstemning om det, der nu er sagt nej til - i Sverige og her. Og som det skete i Irland, der også blev tvunget til to folkeafstemninger om EUs Nice-traktat.

Selv samme dag som det bragende svenske nej kørte socialdemokraterne i Danmark på deres kongres frem, som om det danske folk er helt ligegyldigt. Socialdemokraterne vil hurtigt have de danske EU-forbehold fjernet og indføre euroen. Socialdemokraterne mener, at de retter op på deres valg-nederlag ved at træde Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard i hælene med udlændinge-politikken. Men de skjuler den væsentligste hindring for, at socialdemokraterne kan vinde folkelig troværdighed - de lytter ikke til det halve danske folk, som på forskellig vis er imod EU.

I Sverige har socialdemokraterne været alvorligt delt på euro-sagen. Ministre, endog vicestatsministeren, var imod euroen. Men de fik mundkurv på af den svenske statsminister. De var ikke engang med i aften, da socialdemokraterne var samlet på afstemningsaftenen. Blandt danske socialdemokrater er det endnu værre. Her bliver nej-sigere holdt aldeles uden for politik. Socialdemokratiske nej-sigere har som eneste opgave i partiet at klistre plakater op for ja-sigerne. Næste gang skal de så ud med plakater for Poul Nyrup Rasmussen og Henrik Dam Kristensen - som i Danmark har fået de største folkelige begmænd af folket ved EU-afstemninger og intet lært.

© Poul Erik Søe 14. september 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside