TALGAL
Fra top til bund - fra minister til organisationsfolk - viste næsten alle sig at være aldeles uvidende om dagligdagen i landets skoler. Sådan ender statsstyring som rent tallotteri

Ligesom statsministeren i sin åbningstale nedgjorde landets skolelærere med en hånende snak, der ikke havde hold i virkeligheden, så er nu minister og embedsfolk i undervisningsministeriet og de fleste såkaldte "eksperter" i organisationer og tal-magikerne i internationale og danske institutioner afsløret som aldeles uvidende om de emner, de udtaler sig om.

Med eet slag står det lysende klart, at landet ikke styres på grundlag af viden og indsigt, på grundlag af medleven i danskernes hverdag, men alene er endt i tal-styring. Politikere, embedsfolk og organisations-ledere står aldeles afklædt. Ethvert barn viste sig at vide bedre end dem, der højt på strå tager sig betalt for deres åbenbare uvidenhed.

Det store dyr i skole-åbenbaringen har de seneste år været OECD. Det er en mellemfolkelig indretning, der skal samordne pengesager. Oprindelig var medlemmerne af OECD nogle europæiske lande både inden for og uden for EU, således Schweiz og Norge. Siden kom også Australien, USA, Japan og Canada til. På den vis tilkæmpede OECD sig langsomt med tredive medlemslande et uafhængigt sæde, hvorfra der kunne tales med vægt.

Danskeren Thorkild Kristensen, finansminister i 1950erne kaldet Thorkild Livrem, var første generalsekretær i OECD fra 1960. På den tid var økonomisk samordning en ny og skabende tanke, der i Danmark udløstes i lovgivningen om "økonomiske vismænd", samordnings-loven. På den tid havde OECD vægt og myndighed. Det er for længst slut. OECD er nu en eftersnakker-forening, der tilpasser alle udtalelser om enkeltlande med de siddende regeringer.

Nu er økonomi jo ikke en nøjagtig videnskab. Den er ikke eksakt, som videnskabsfolk vil sige. Økonomien kan ikke måles og vejes på en måde, der kan bruges til spådomme - skønt det er sådan tal-magien bruges, blot kaldes spådommene og kaffegrums-læsningen for prognoser, fordi det lyder mere videnskabeligt.

Tidens store lidenskab er at gøre økonomiens tal-magikere til guder, og deres tal lægges til grund for politisk styring, skønt det hele er oppustet trolddom. Økonomi er blevet svindel-religion, og politikere er aldeles i prognose-troens vold. Deres egen erfaring og sunde sans spiller ingen som helst rolle. Det er revnende ligegyldigt, hvad de medbringer fra deres hverdag, for tallene har magt.

Vi har aldrig før haft en dansk statsminister, der så åbenbart er i tal-troldmændenes magt som Anders Fogh Rasmussen. En enkelt meningsmåling får ham til at skifte standpunkt fra dag til dag. Jens Otto Krag sagde, at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. Men Anders Fogh Rasmussen går et skridt videre. Han har et standpunkt, indtil han ser dagens meningsmålinger.

Som herren så hans svende - og svendinder. Politikerne kan deres tal, men kender ikke det folk, de styrer. Det viste sig endnu engang så tydeligt, da OECD tirsdag kom med en ny måling - af skolebørns pjækkeri.

Man kan undre sig over, hvorfor en mellemfolkelig samarbejds-forening med økonomisk samordning som mål giver sig til at finde ud, hvor skolebørn pjækker mest. Forklaringen er den ganske enkle, at OECD har mistet enhver troværdighed på det økonomiske område. OECD udtaler sig ikke uafhængigt, men forelægger udtalelserne for det lands regering, som OECD udtaler sig om. Vi får altså ikke den uafhængige samordning, som er hensigten, men en sludder for en sladder tilpasset den øjeblikkelige flertalsmagt i det land, OECD siger noget om.

Efterhånden som OECD mistede troværdighed, og efterhånden som ledelse og medarbejdere i OECD indså, at økonomi ikke er en nøjagtig videnskab, tog OECD fat på at være et spejl af den politiske magt og holdt op med at være en kilde til modspil.

Enhver udtalelse fra OECD om økonomi og politik er i dag blot en afliring af de emner, der forud er drøftet i det land, OECD siger noget om. Reglen er, at der er flest emner fra den siddende regerings opskriftsbog, og så er der klistret et par synspunkter på fra regeringens modstandere. Det hele har aldeles intet med rådgivning at gøre, men er et uværdigt spil - og spild af samfundsmidler. Også OECD er endt som et sted, der kun holder ledigheden blandt overflødige embedsfolk nede. OECD har tilmed skrivestue i de fleste af landene, i Danmark sidder danskere og plukker ord fra den politiske drøftelse for at ophøje dem til OECD-orakler.

Det er OECD-folkene selvsagt for længe siden kørt træt i. Hvem gider tage halvårsrapporter fra OECD alvorligt, når det alt sammen er kendt i forvejen og aldrig på nogen måde kommer som en overraskelse i det land, OECD omtaler. Ikke engang OECD-folkene selv kan tage det alvorligt, og langsomt har de så taget fat på andre sider af tal-magien. Det var OECD, der i en tvivlsom undersøgelse pludselig sagde, at danske børn ikke var så gode til dansk. Og straks blev der nejet og bukket på Christiansborg og ude i skolerne.

Det er svært at se, hvad dansk-kundskaber har med international økonomisk samordning at gøre. Men forklaringen på den slags pjat, som danskerne selvsagt kan klare alene - som hollænderne og tyskerne kan det - er, at den slags tal-magi er meget nemmere at overskue end den økonomi, som OECD ikke bidrager til at samordne på nogen vis.

Det har så lige gentaget sig. OECD udsendte en ny måling, der viste, at danske børn har nær verdensrekord i fravær fra skolen, samordnet i ordet "pjækkeri". Kun spanierne har endnu mere fravær end danskerne. Det var de store overskrifters budskab i pressen. OECD havde endnu engang vist sin højhed og guddommelighed.

I løbet af den dag, OECD udsendte sit budskab, blev det imidlertid klarlagt, at der simpelthen var fejl i målingerne. De andre landes børn var blevet udspurgt om, hvor meget de havde været fraværende i to uger. Men de danske børn var blevet spurgt, hvor meget de havde været fraværende i fire uger, altså et dobbelt så langt tidsstræk. Sådan var danske børn endt på pinebænken. Danske børn var ikke mere fraværende end andre lands børn. Det hele var tal-magi og uvidenhed hos de mange, der havde haft fat i målingen, og som havde tjent godt på den ubrugelige tal-opgørelse.

Der har været al mulig grund til at tvivle på OECDs undersøgelser, siden målingerne af danske børns læse-evne kom frem. Der var også et dårligt grundlag for den undersøgelse, men den spredte straks politisk skræk og rædsel, og følgerne er hele den gang spanskrør, som siden er ramlet ned over danske skoler, ja, såmænd også børnehaver og vuggestuer, der endelig ikke må gå tabt for uddannelses-guden på vej til at blive de nye tal-magikere i OECD og andre umulige tal-styringssteder som Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og tal-okraterne i alle ministerier.

Det viser sig, at det slet ikke er OECD, der har lavet undersøgelsen af pjækkeriet. De er alt for fine til den slags håndarbejde. De sender opgaven videre til Danmark, hvorved den ophører at være international og uafhængig. Det er Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, der leverer varen.

Manden, der i et privat firma var ansvarlig for kontrollen af den danske undersøgelse af danske børn, er blevet afskediget. Han burde havde haft et tiloversblevet sølvbæger af den slags, husmænd engang fik for at opdyrke hedejord. Han har virkelig opdyrket nyt land, for fejlen har afsløret, hvordan politikere, embedsfolk og organisations-folk alene bruger tal-magi som styrings-redskab og selv er aldeles uden føling med det virkelige liv.

Takket været fejlen har vi nu fået at vide, hvordan OECD gør sin strålende falske indsats til plage for alverdens børn. Morgenavisen Jyllands-Posten kan fortælle, hvordan den slags tal-tåbeligheder bliver til. For at finde ud af danske børns sygefravær, der viser sig at være som i andre lande, er der ingen ende på den mængde embedsfolk, der bliver sat i sving.

Jyllands-Posten fortæller, hvordan der først blev udarbejdet "internationale spørgsmål" på engelsk og fransk. Man kan undre sig, hvordan spørgsmål bliver internationale, de har nok bare været ens - undtagen lige for Danmarks vedkommende.

De "internationale spørgsmål" bliver så sendt til hvert land for at blive oversat. I Danmark var ikke færre end tre institutioner i gang fra første færd. Man kan forestille sig glæden ved arbejds-mængden, der væltede ind de tre steder, Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut.

Når så de formentligt vellæsende (undersøgelse mangler) embedsfolk har oversat de "internationale spørgsmål", så bliver oversættelsen sendt tilbage til OECD for at blive godkendt. Man må håbe, at de er gode til dansk i OECD - eller er det bare endnu et dansk kontor, OECDs i Danmark.

Nu godkender OECD oversættelsen af spørgsmålene til dansk, og for at det ikke skal være løgn, så sendes de ifølge Jyllands-Posten til en uvildig konsulent. Jyllands-Posten fortæller ikke, hvordan konsulenten er uvildig, endsige hvilken skrivestue han udfolder sin dyrebare virksomhed på. Så går spørgsmålene ud til skolerne, og svarene bliver senere prentet ind på en computer og modtages i OECD.

Det er det historiske øjeblik. Tallene viser, at "Hver tredje danske skoleelev har "for meget fravær", og omfanget af pjækkeriet blandt skoleelever, gymnasieelever og erhvervsskoleelever overgås kun af eleverne i et andet land, nemlig Spanien," skriver JydskeVestkysten.

Her standser vi lige op et øjeblik. Hvordan er det muligt, at såkaldte eksperter på hele tre institutioner, Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, ikke så meget som løfter brynene, da de ser tallene? Har de ikke selv - eller har haft - børn i de forskellige skoleformer. Har de overhovedet ingen føling med børns og unges hverdagsliv, skønt det jo netop er på det område, de kalder sig selv sagkyndige. Er de blot automatiske regnemaskiner, der lægger tal sammen? Findes der ikke et liv, de tager del i?

Eller journalisterne for den sags skyld. De viderebringer bare tallene. Engang var det at være journalist en hædersstilling, blandt andet fordi magthaverne gennem journalisten blev stillet over for det virkelige liv. På de fleste aviser er der tale om fagmedarbejdere, undervisnings-journalister, hvis de da ikke pjækkede lige den dag. Hvordan er det muligt, at journalister er endt som skrivebords-skriverkarle uden mindste føling med dagligdagen? Hvordan kan man forvalte et stofområde, som er så fjernt for een, at man ikke straks tænker: - Det her er løgn.

Det skal indrømmes, at det netop kan være en vågen journalist, som har afsløret det hele. Så længe Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut plus undervisningsministeriet var alene om at kende undersøgelsen, blev der end ikke blinket med øjnene. Men just den dag sagen kom ud til pressen, gik det hele i gang - om det nu var en vågen, livsduelig journalist eller skolefolk fra hverdagen, som førte frem til fejl-findingen.

Da undersøgelsen kom frem, inden man kendte til bommerten, skrev journalist Las Olsen i Berlingske Tidende: "Målingen er foretaget blandt 15-16-årige danskere i 2000, og omfatter derfor elever i både folkeskolen, erhvervsskolerne og gymnasiet. Fraværet er samlet set på 33 pct., og selv i de bedste fem procent af skolerne herhjemme er 23 pct. af eleverne meget fraværende, uanset skoletype."

Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, en af de institutioner, som har sat fingeraftryk på undersøgelsen, siger til Jyllands-Posten 15. oktober: »Jeg har aldrig hørt om, at der skulle være problemer med fravær i folkeskolen, men eleverne har svaret rigtigt og ærligt i undersøgelsen,« siger han og understreger, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved OECD-undersøgelsens kvalitet."

Hvordan går det til, at en professor på Danmarks Pædagogiske Universitet ikke bruger sin egen sunde sans? Han har aldrig hørt om fraværs-problemer i folkeskolen. Alligevel tror han ikke på sin egen erfaring, men som alle andre bliver han videnskabelig oven i hovedet og siger, at "der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved OECD-undersøgelsens kvalitet." Det var jo netop, hvad der kunne sættes spørgsmålstegn ved. Professoren tror blindt på halvvidenskabeligheden i stedet for at bygge på den virkelighed, han kender til. Sådan får tal-magien magt. Magthavere og såkaldt sagkyndige holder ikke op med at tænke, men de tænker kun på et tal.

Det er mere forståeligt, at undervisningsminister Ulla Tørnæs går lige i fælden. Hun har ikke andet grundlag for sin politik end statistik, løse meningsmålinger og ren tal-magi. Hun har ikke bidraget til andet i dansk folkeoplysning, end hvad hver morgens nye tal kunne overtyde hende om. Senest misbrugte hun de karakter-oplysninger, hendes ministerium har lagt ud på nettet, til at se tallene som symbol på, at karakter-givningen ikke har sammenhæng med elev-tallet i en klasse. Det er farligt, når tal-magien styrer landet, men farligst når magthaveren er talblind.

Statsministeren har samme talblindhed. Han håndplukker løsrevne tal og gør dem til styringsgrundlag. Der er ingen tvivl om, at han blandt det stof, undervisningsministeriet sendte ham som grundlag for åbningstalen i folketinget, også fik praj om den falske OECD-rapport. Undervisningsministeriet har haft OECD-rapporten liggende i syv måneder og bare troet på den. I statsministerens tale blev det til ordene: "Gymnasieelever skal leve op til skærpede faglige krav og ikke pjække fra skole". Der er intet grundlag for de ord. Det er rent tallotteri, der ligger til grund for regeringens politik, og statsministeren er altid klar med det stemme-givende bank-o, når han hører tal, den løftede stemmes spanskrørs-hvislen og den lårgnidende ophidselse ved at vise magt-brunst med råb om lov og orden.

Der var heller ikke den dumhed, undervisningsministeren ikke fik nået at sige, inden det blev afsløret, af OECDs pjæk-undersøgelse var gak-gak. Til Berlingske Tidende fik hun sagt, at undersøgelsen gjorde hende dybt bekymret og lovede indgreb til december. »Tallene sætter spørgsmålstegn ved, om vi kan blive ved med at begrunde et lavere fagligt niveau med, at danske børn er glade for at gå i skole. Det er trist, hvis glæden over skolen skyldes, at eleverne selv kan bestemme, om de har lyst til at møde op til undervisningen,« sagde Ulla Tørnæs til Berlingske.

Det er en grov mistænkeliggørelse af danske børn og unge. Det er en mistænkeliggørelse af deres forældre og lærere. Det er en hånsk og nedladende ordstrøm. Har hun sagt undskyld? Har undervisningsministeren haft mod til at stå frem og alvorligt beklage, at hun fældede dom uden viden - og på et aldeles falsk grundlag. Nej, hun sidder bare på den flade og venter på de næste tal.

Igen og igen - og nu igen - ser vi med egne øjne, hvordan Danmark styres på grundlag af tal-pjatteri og menings-måleri. Politik er fornedret til at være et magtfordrejende, brunstigt brøl til de nyeste tal - aldrig byggende på indsigt, overvejelse eller fordybelse. Ministeren pludrer tøsepjanket om et emne, hun aldeles ikke ved noget om, fordi hun endnu engang er blevet snydt af tal-trolddom. Vi har en undervisningsminister, for hvem undervisning, folkeoplysning, børn og forældre, lærere og skoleledere er tal. Hun har kortet styringen ned til at være en regnemaskine.

Glemt er også al snak om hovsa-lovgivning. Hun var skam i samme øjeblik, tal-nyheden var ude, rede med svar. Der vil blive lovgivet til december imod pjækkeriet, som ikke findes.

I JydskeVestkysten kunne man læse: "Hos undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er der ikke tvivl om, at der er store problemer med pjæk i skolen. Hun varsler derfor et indgreb til december. Ministeren ønsker ikke at løfte sløret for indgrebets art, men hun har tidligere i år været inde på, at hun vil skærpe kravene til mødepligt."

Når ministeren tidligere har varslet indgreb fravær i skolerne, skyldes det efter al sandsynlighed, at pjæk-undersøgelsen længe har været kendt i ministeriet, hvortil den såmænd er sendt til udtalelse af OECD. Ministeren havde lagt en plan og var klar med pjæk-lov, fordi ministeriet troede på tal-magien og ikke på skolernes virkelighed. Undervisningsministeren og hele hendes ministerium er til grin. OECD har før lavet pjæk-undersøgelsen, og bare fem år før den nye og altså fejlagtige undersøgelse sagde OECD, at danske skolebørn passede deres skole, og at deres fravær lå under gennemsnittet i OECD-landene. Alle klokker burde have ringet, men et helt ministerium har mistet høresansen og samtidig tabt mælet ved at stirre sig blinde på tomme tal. I øvrigt lå også Spaniens skolebørn, der nu er udskreget til at have verdensrekord i forsømmelse, fem år tidligere i en OECD-undersøgelse under gennemsnittet for fravær i OECD-landene. Der er sikkert også noget rablende galt i de nye tal fra Spanien.

Der er fyret en medarbejder i et privat firma på grund af skandalen. Men det er undervisningsministeren, der står til tælling. Udueligheden og uvidenheden er for grel. Hendes fravær vil være en lettelse.

Nå, der var andre end Ulla Tørnæs, der faldt på næsen. Det er selvsagt alvorligt, at landets undervisningsminister ikke har begreb skabt om skolernes hverdag, men vil lovgive ud i den blå luft. Dansk Folkepartis Louise Frevert, sagde til Jyllands-Posten på grundlag de falske tal: »Der må stilles krav til forældre om, at børnene skal møde i skole, ellers må de gå en klasse om eller gå op til ekstra eksamener. Der skal strammes op.« Uden at overveje, undersøge eller gå i dybden, så kan Dansk Folkeparti på stedet sige, at eleverne må gå en klasse om! Det er ikke bare pjat og pjank, det er dybt uvederhæftigt.

Socialdemokraten Carsten Hansen, der på sin hjemmeside hævder at have uddannelse som mærkesag, og som samme sted vender sig mod "en centralistisk statsskole", svigtede straks alt, da han efter OECDs tal-nyhed blev ringet op af Jyllands-Posten og straks godtog det påståede pjækkeri som holdnings-grundlag for disse ord: "Det er ikke acceptabelt, at vi ligger under Albanien i fremmøde. Danske elever får stillet en af verdens dyreste folkeskoler til rådighed, og de har altså mødepligt," siger Carsten Hansen (S), der kræver, at skolerne laver en plan for at udrydde pjæk." Presse-liderlighed synes at dræbe enhver politikers evne til selvstændig overvejelse.

© Poul Erik Søe 16.10.2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs i Friskolebladet 18. december 2003):
Dansk uddannelsespolitik er mere og andet end OECD-undersøgelser

Poul Erik Søe skriver i Friskolebladet d. 20. november, at politiske beslutningstagere ikke ligger inde med hverken egne holdninger til eller erfaringer med virkeligheden i den danske uddannelsesverden. Politiske beslutningstagere sætter i stedet deres lid til organisationer som OECD, når det kommer til at tegne de politiske linjer. Han henviser til, at OECD (som i øvrigt absolut ingen troværdighed har i PES's øjne) tidligere i år offentliggjorde en undersøgelse om elevers fravær i folkeskolen. Undersøgelsen placerede danske børn i top, når det kom til fravær. Undersøgelsen viste sig meget beklageligt at være behæftet med fejl.

Som sidebemærkning vil jeg indskyde, at jeg ikke kan følge logikken i PES's argumenter. Han siger på den ene side, at politikere baserer deres politik på tal, økonomi og statistikker og ikke har nogen politiske holdninger selv. På den anden side skriver han, at f.eks. OECD og deres konklusioner er underlagt eller påvirket af medlemslandenes til enhver tid siddende politiske flertal. OECD er altså ikke uafhængigt, men styres af de valgte politikere, hvorved rådgivningseffekten bliver minimal. Hvordan hænger det sammen?

Nu kan PES mene, hvad han vil om OECD. Jeg er ikke enig med ham, og jeg har ikke tidligere hørt om, at OECD-rapporter skulle være fejlagtige, selv om der selvfølgelig er forhold som svært lader sig måle, og som derfor vil være behæftet med usikkerhed, hvis forsøgt sammenlignet på tværs af lande. Og PES kan mene, hvad han vil om mig. Men styrken af hans argument svækkes og vægten af hans kritik mindskes proportionalt med de usandheder, han fortæller.

For der første var det AKF selv, der opdagede - og ikke mindst straks påpegede fejlen. Der var ikke tale om, som PES antyder, at det var en journalist, der opdagede en fejl, som AKF, DPU, Socialforskningsinstituttet og undervisningsministeriet havde overset eller forsøgte at skjule. For det andet har den fejlbehæftede OECD-undersøgelse ikke ført til ændringer i min politik hverken da den kom eller da det viste sig, at konklusionerne ikke holdt vand. Endnu før undersøgelsen så dagens lys, havde jeg varslet stramninger på området for registrering af fravær og årsagerne til fravær. PES påstår, at jeg personligt har kendt til undersøgelsens resultat, længe før rapporten så dagens lys i offentligheden, og at jeg på den baggrund valgte at forberede et forslag om øget fokus på fravær. Dette er usandt, og PES bevæger sig her på grænsen til at fremkomme med injurier.

Jeg ønsker større fokus på fravær og årsagerne til fravær. Ikke for at vi kan lave statistik i undervisningsministeriet, men for at skolerne bliver mere opmærksomme på elever, som har fravær - nogen endda bekymrende meget fravær, som griber forstyrrende ind i elevens mulighed for at følge undervisningen tilfredsstillende. Det ønsker jeg, uanset om det er 15, 22 eller 33 pct. af eleverne, der har meget fravær. jeg ønsker ikke at føre en laveste fællesnævnerpolitik, hvor danske elevers fravær er acceptabelt, så længe det ikke ligger over gennemsnittet i OECD.

Ulla Tørnæs, undervisningsminister

Genmæle

Undervisningsministeren svarer i Friskolebladet (18. december 2003) på min indsigelse mod politikernes villighed til at følge selv den mest forrykte tal-undersøgelse fra den økonomiske samordnings-sammenslutning OECD. Undersøgelsen viste, at danske elevers fravær var blandt de højeste i Europa. Det var en fejl. Danskernes fravær var talt gennem fire uger, de andres i to uger.

Ministeren har ikke sagt undskyld til forældre, lærere, børn og unge for, at hun troede på den fejlagtige undersøgelse. Ministerens tro på tallene fremgik endog tydeligere end gengivet af mig i Friskolebladet. Ministeren sagde til Berlingske Tidendes Las Olsen, som 14. oktober skrev:  

”Spanien er det eneste vestlige land, hvor det står værre til. Hver tredje danske 15-årige har så meget fravær, at det går ud over deres uddannelse. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er dybt bekymret og lover indgreb til december. »Tallene sætter spørgsmålstegn ved, om vi kan blive ved med at begrunde et lavere fagligt niveau med, at danske børn er glade for at gå i skole. Det er trist, hvis glæden over skolen skyldes, at eleverne selv kan bestemme, om de har lyst til at møde op til undervisningen,« siger hun.” 

Ministeren var altså grebet af de gale tal så meget, at hun modsat eget udsagn i Friskolebladet var rede til at ændre sin politik, nemlig at grunde mindre faglighed på skole-glæde. Hvor så end ministeren griber det synspunkt fra?

Da jeg skrev mine ord om en mulig arbejdsgang i ministeriet forud for et lovforslag om pjækkeri og om tal-fejlens afsløring, skrev jeg på det da kendte grundlag. Min artikel blev til straks, da undersøgelsen kom og offentliggjort 16. oktober. Ministeren svarer mig i Friskolebladet to måneder senere. Hun henviser til en viden, som jeg ikke kunne have, og som hun da også selv først skrev om i Berlingske Tidende 21. oktober, altså syv dage efter fejl-undersøgelsens fremkomst.

Ulla Tørnæs ser en modsætning mellem mine ord om, at OECD lever af at sammendrage og gentage som mirakel-råd, hvad der er sagt i hvert af hjemlandene forud, og så min påvisning af, at politikerne løber efter de tal, der kommer fra OECDs såkaldte undersøgelser.

Der er ingen modsætning. Det ene udsagn handler om OECDs halvårs-rapporter. Det andet handler om OECDs særskilte målinger på emne-områder – som den alvorligt fejlagtige måling af danske børn og unge som nogle af de mest pjækkende. Det fremgår klart af mine ord, og ministeren må være ramt af politiske læse-vanskeligheder.

Tilmed fremturer OECD efter den fejlagtige undersøgelse om pjækkeri. I januar 2004 kan vi læse i Jyllands-Posten, at "Danske studerende er blandt de ældste i den vestlige verden, når de afslutter en uddannelse." Det gør OECD til en voldsom vanskelighed. For få år siden sagde OECD det stik modsatte. Danske unge havde nemmest ved at tilpasse sig erhvervslivet, fordi de havde haft arbejde under studierne og derfor kendte erhvervslivet. Og OECD sagde dengang, at "danske unges relevante fritidsarbejde, rejser og studier er aktiver for samfundet". Fritidsarbejde og rejser er just, hvad der forlænger studietiden, og det er skidt nu, fordi OECD snakker den danske regering efter munden. Men det var godt sidst, OECD mente noget.

Minister-svaret i Friskolebladet har overskriften ”Dansk uddannelsespolitik er mere og andet end OECD-undersøgelser”. Det har jeg stadig ingen grund til at tro. Statsministeren har i folketingets første spørgetime 2004 ikke kunne give andet svar på regeringens skole-politik end to henvisninger til ”internationale undersøgelser”, som vi skulle styres af.

Ministeren mener, det er ”næsten injurierende”, når jeg foreslår, at hende pjække-lovforslag har sammenhæng med OECD-undersøgelser. Hvad er meningen? Enhver ved da, at års strid om dansk-undervisningen alene har en OECD-undersøgelse som grundlag, skønt den sagde, at tyskerne havde langt større læse-vanskeligheder end danske børn.

Ulla Tørnæs skylder mig for at fare med usandheder. Hun siger, at jeg antyder, at en journalist opdager en fejl, som Amternes- og Kommunernes Forskningsinstitut, Danmarks Pædagogiske Universitet, Socialforskningsinstituttet og undervisningsministeriet ”havde overset eller forsøgte at skjule”. Det er ren misbrug af mine ord. Jeg har ikke eet sted hævdet, at der var tale om at skjule fejlen. Det griber ministeren ud af den blå luft. Men at alle, også undervisningsministeriet, overså fejlen, er jo den skinbarlige sandhed.

Ulla Tørnæs skriver, at ”For der første var det AKF selv, der opdagede - og ikke mindst straks påpegede fejlen”. Nu er ordet ”straks” i den sammenhæng måske ikke det heldigste valg. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut havde da ifølge Jyllands-Posten arbejdet med den fejlagtige undersøgelse i månedsvis. Selv ministeren må vel undre sig over, at fejlen aldrig blev opdaget undervejs, men lige netop den dag pressen kundgjorde undersøgelsen?

Da hverken pressen eller jeg kunne vide, hvem der fandt fejlen, så gør jeg op med alle de såkaldte forskere, der har haft fingre i undersøgelsen, med undervisningsministeriet og med de mange politikere, som straks godtog undersøgelsens usandhed. Blandt dem også Ulla Tørnæs.

Ordene holder aldeles i forhold til, hvad der dengang var kendt. Og der er ikke ringeste forsøg på at fremstille journalisterne som helte i sammenhængen. Jeg skrev, at ”På de fleste aviser er der tale om fagmedarbejdere, undervisnings-journalister, hvis de da ikke pjækkede lige den dag. Hvordan er det muligt, at journalister er endt som skrivebords-skriverkarle uden mindste føling med dagligdagen? Hvordan kan man forvalte et stofområde, som er så fjernt for een, at man ikke straks tænker: - Det her er løgn.” Jeg antydede ikke, som Ulla Tørnæs påstår, at en journalist opdagede fejlen, men tog det forbehold, at det kunne være sådan.

Pressen oplyste midt i oktober 2003, at den fejlagtige undersøgelse var sendt til udtalelse i undervisningsministeriet måneder før offentliggørelsen. Da Ulla Tørnæs er så optaget af pjækkeri og på det tidspunkt planlægger ny lovgivning, går jeg i mine ord ud fra, at hun er blevet underrettet. Og det er da endnu værre, hvis hun ikke er. Har ministeren i så fald sørget for at ændre arbejdsgangen i ministeriet, så oplysningerne når hende?

I hvert fald står det fast, at det ikke var landets undervisningsminister, der opdagede den grove fejl. Det tier hun om. Uvidende om skolernes dagligdag gik hun i fælden med samlede ben. Jeg kan tilføje endnu et eksempel på, hvordan ministeren slet ikke kan gennemskue tallene i den fejlagtige undersøgelse, men tager det hele for gode varer. Det er fra Jyllands-Posten 14. oktober 2003 ved Anne Mette Svane og Sanne Gram:

”Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er dybt bekymret over det høje fravær: »Det har et omfang, som jeg ikke har haft den vildeste fantasi til at forestille mig,« siger hun. »Jeg går ud fra, at danske unge ikke er mere syge end i andre lande. Det tyder på, at indstillingen er anderledes herhjemme end i andre lande. At man ikke tager skolen alvorligt og ikke tror, det er betydningsfuldt at møde op til undervisning,« siger Ulla Tørnæs.”

Nu fremstiller Ulla Tørnæs det i Friskolebladet, som om undersøgelsen intet ændrede. Det gjorde den med ord, der er ærekrænkende for det danske folk, den danske skole, forældre, børn og unge samt deres lærere.

Poul Erik Søe

Enmandsavisens forside