Altid plads til een til,
som ikke er alt for troende

Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Lukas 14,15-2

Den, der er nødt til at skilte med sin kristendom, ender nøgen og ynkelig. Kristendom er ikke et pranger-skilt, et korstogs-banner eller en fromheds-medalje i knaphullet. Kristendom er ikke et grundlag eller en grundvold, men en rystelse.

Derfor har det i Danmark været god skik, at partierne eller politikerne ikke skiltede med deres kristendom. Det har været aldeles selvsagt, at politikere i alle partier - selv med en personligt oplevet sikker kristen-tro - ikke er trådt frem med den i en salgskamp for at fremme egen vælger-tække.

Den gode skik blev trampet under fode, da Kristeligt Folkeparti opstod i kamp mod fri abort og den daværende borgerlige regerings frigivelse af billed-pornoen. Kristeligt Folkeparti blev fra første færd en samling af særkristne, der på grund af deres kristendom mente at kunne sætte sig moralsk til doms over andre - især de andre partier. De sagde, deres grundlag var Bibelen. Det kunne ikke ses anderledes, end at partiets mål var at indrette samfundet på grundlag af 1900-årige skrifter og nogle endnu ældre. Til daglig kaldes den slags nu om stunder fundamentalisme.

Det var indlysende for enhver, der ikke tilpasser Gud efter eget behov, at det ville ende i kristen svindel eller gradbøjning af ordene i forhold til nutidig hverdag. Første Mosebog kapitel 3, vers 16 er ikke just svaret hverken på det stigende antal kejsersnit eller den kendsgerning, at en kvinde nu er formand for det særkristne parti: "Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.«" Der skal ret mange mellemregninger til, før det lyder nutidigt.

Alligevel endte Kristeligt Folkeparti hurtigt som et parti, der så sig selv som særskilt vejledt af Gud. Partiets landsformand sagde på et landsmøde, da han blev tiljublet på grund af partiets stigende meningsmålinger, at landsmødets tak "måtte gå højere op". Der var ikke tvivl om meningen. Gud sørger for gode meningsmålinger til sine udvalgte i Kristeligt Folkeparti. Svindelen blev åbenbar, da partiets meningsmålinger gik nedad, for hvor skulle takken nu sendes hen?

Nu har så Kristeligt Folkeparti fået sig en ny formand, som klart nok ikke vil nøjes med at lade Gud passe meningsmålingerne, da det guddommelige ikke synes at have sans for den såre menneskelige spærregrænse i valgloven.

Kristeligt Folkepartis landsformand Marianne Karlsmose mener, det vil hjælpe på vælger-tilgangen, hvis det bliver klarere, at de hidtil særkristne er et parti for alle, uanset deres tro. Men ordene er jo samtidig et brystbillede af alle andre partier.

Karlsmose siger i dag: "Vi har en såkaldt muslimresolution fra 1995, der siger, at man ikke kan være kandidat for Kristeligt Folkeparti, hvis man offentligt bekender sig til en anden tro end kristendommen. Den resolution er jeg personligt imod. Men jeg respekterer, at der er folk i partiet, der har en anden holdning, og vi er blevet enige om i hovedbestyrelsen, at den resolution vil vi ikke ændre på. Det skal forstås som et kompromis."

Og selvsagt er det en tilpasning. Man vil gerne på samme tid være kristen og have ikke-kristnes stemmer. Den tankegang, at man som parti vil have fat i dem, man ikke har, opstår uden vanskelighed hos enhver politiker i stemme-nød. Og egentlig burde man jo være glad, når det særkristne parti vil ud af sin hjemmelavede kristne fromheds-klædning.

Så det gale er selvsagt ikke, at de særkristne prøver at åbne sig mod samfundet i dets alsidige sammensætning. Men falskheden - for ikke at sige svindelen - ligger i, at man samtidig vil kalde sig kristne. Trosgrundlaget er blevet til noget så flygtigt som "menneskesyn og værdier". Det kan enhver andet parti byde på uden at kalde sig selv kristeligt. Den eneste holdbare løsning er derfor at ophøre med at kalde sig et kristeligt parti - eller at lukke partiet ned.

Det lyder ganske givet som en frigørelse, når landsformand Karlsmose siger: "Når jeg opfordrer vores tillidsfolk til at overveje, hvor meget bibellæsning og bøn der skal være ved vore møder, er det ikke først og fremmest for at undgå at skræmme folk væk. Men fordi det er vigtigt, at vores møder afspejler det, vi er og altid har været: Et politisk parti og ikke en menighed."

I bund og grund er det selvsagt rigtigt, men er jo egentlig kun et udsagn om, at partiet fra første færd og gennem alle årene til nu har været et misfoster i forhold til dansk folkestyre-skik. Det har haft dybt skadelige virkninger. Dels for Kristeligt Folkeparti selv, når det i Guds navn foer frem mod fri abort og nu ikke længere har det som politisk hovedpunkt, fordi det ikke giver stemmer. Nu siger partiet kun, at fri abort skal afskaffes "på sigt". Dels for andre partier, især selvsagt Venstre, der i kappestrid med Kristeligt Folkeparti har stillet sig kristen an og tilmed i et partiprogram pludselig hævdede at bygge på kristent grundlag. Det havde aldrig været nødvendigt for Venstre før. Men Gud er brugbar, når der kan vindes stemmer og sælges trepattede køer som det treparti-fællesskab, der nu udgør regerings-grundlaget.

Karlsmose siger sådan i dag: "Når jeg understreger, at mennesker, der er enig med os politisk, men ikke er bekendende kristne, er velkomne i Kristeligt Folkeparti, betyder det ikke, at jeg vil ændre vores kristne grundlag og vores politik. Men det er vigtigt for mig at få slået fast, at man godt kan tilslutte sig kristne værdier uden at have en personlig tro."

Det såkaldt kristne grundlag ændres altså ikke. Men der opfindes et frit svævende begreb, som hedder "kristne værdier" uden en redegørelse for, hvordan partiets kristne værdier skiller sig fra andre partiers eller folkets i øvrigt. Partiet er skam åbent, og muslimer er velkomne, men bare ikke som kandidater Man vil gerne have stemmerne, men ikke høre røsterne. Man må sige, at kristendommens indhold er gået i dybden i Kristeligt Folkeparti, for var det ikke just, hvad Jesus sagde: "Gå ud i alverden og få de stemmer, I kan rane til jer, og gør nogle udvalgte folk i Ringkøbing amt til mine lærlinge"?

© Poul Erik Søe 12.10.2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside