Maling og komøg

Danmarks kommunistiske Ungdom har ifølge dagbladet Politiken været ude med den røde maling. De har udsat flere folketingsmedlemmers bosteder for hærværk. Et sted står der skrevet med rød maling, at her bor en krigsforbryder. Malingen skal vise, at folketingsmedlemmerne har blod på hænderne ved at deltage i den vitterligt ulovlige Irak-krig, der er et brud på folkeretten.

Det er og bliver en uskik, at den politiske kamp føres mod politikernes hjem og familier. Desværre er det ikke nyt. Landmænd under 1960ernes mælkestrejke væltede læs med komøg af ved landbrugsminister Karl Skyttes gård, hvor konen var alene hjemme, Svend Auken har oplevet indtrængen i sin have, og der har været ildspåsættelse i vestjyske folkevalgtes hjem. Dagens røde maling af samme skuffe.

Politikeres hjem er fredhellige som andres. Hærværk af den art er en krænkelse også mod andre voksne og børn i politikernes familie, som måske endda ikke deler synspunkt med politikeren. Og selvom de er enige, har de selvsagt krav på fred.

Når det ender i den slags virkemidler, der ikke er folkestyret værdigt, har det som regel to grunde. Enten er folkestemningen hidset op af politiske modsætninger, eller der mangler den indsigelse, som udtrykker synspunkterne i en stor del af folket.

Det er nemlig også en uskik i dansk folkestyre, at partierne ligger underdrejet for at vente på en taktisk fordel ved at spille på begge vindretninger. Samtidig med den røde maling som trussel mod politiker-hjem, udsender socialdemokraternes nye leder Mogens Lykketoft ord, som viser, hvor falsk politik kan blive og dermed medvirke til ophidselse af de folkelige synspunkter.

Lykketoft siger ifølge dagbladet Information, at socialdemokraterne, når kampagnen op til folkeafstemningen om EUs grundlov begynder en gang til sommer, vil holde sig i skindet med drillerier af hensyn til de EU-ivrige partiers fælles interesse i at få et ja til folkeafstemningen. »Der vil stadig være indenrigspolitiske slagsmål, der skal udkæmpes. Men når kampagnen begynder, så bør vi gøre os umage for at undgå at gå efter det lille benspænd og i stedet tænke på den større sag«, siger Lykketoft til dagbladet Information.

For det første er det dybt, dybt hensynsløst over for det danske folk, at Lykketoft allerede nu ved, at han vil stemme ja til EU-grundloven. Der er netop kommet mere end tusind ændringsforslag til EU-grundloven. Hvordan den ender med at se ud, er der ingen, der ved. Men Lykketoft siger bare ja. Som statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede har gjort det. Statsministeren ved endog, at Danmark ryger ud af EU, hvis det bliver et nej. Selvom statsministeren stadig er uden kendskab til, hvordan EU-grundlovens ord bliver - og tilmed lige selv har skiftet standpunkt med hensyn til EU-kommissionens sammensætning og hvert land mulighed for at vælge et medlem. Der var lige kommet en ny meningsmåling, så Fogh nåede at få rettet ind inden EU-mødet i ugeskiftet.

Lykketofts ord om at "gøre os umage for at undgå at gå efter det lille benspænd" er på mange måder utrolige. Skal man da ikke til daglig i politisk arbejde undgå "det lille benspænd"?

Og hvordan forvalter socialdemokraterne partiets pligt som største oppositionsparti til at yde regeringen modspil? Netop den modsætning er hele forudsætningen for det parlamentariske folkestyre. Den sætter Lykketoft ud af kraft på grund af en folkeafstemning. Måske fordi vi har for få folkeafstemninger. Og fordi Lykketoft som de andre ja-partier ser folkeafstemninger som en tvangs-foranstaltning, der skal tvinge vælgerne til at makke ret. I Schweiz, hvor folkeafstemninger er daglig kost og del af folkestyret, fortsætter den politiske hverdag uanset folkeafstemninger. Der er ikke noget, der skal sættes i stå.

Hvis modsætningerne i politik ikke kommer klart frem, så fremmer man komøg og rød maling. Halvdelen af det danske folk står næsten uden talerør på Christiansborg forud for den nye folkeafstemning. Lykketoft vil med sin bovlamme politik kvæle enhver modstand. Han har intet lært af den svenske folkeafstemning om euroen. Det virker, som om Lykketoft slet ikke er tilstede i virkeligheden. Det er galt nok, at statsminister Fogh Rasmussen har galluptal som bibel og efterplaprer, hvad der lige nu er flertal for. Når så Lykketoft efterplaprer Fogh Rasmussen og ellers vil tie pænt stille, så er der ikke den åbne, modsætningsrige drøftelse, som et folkestyret forudsætter.

Nå jo, det er der. Sent om aftenen - som i aftes, da socialdemokraternes første mand i EU-parlamentet, Torben Lund, omsider fik rum for at advare mod den ny EU-grundlov. I socialdemokratiet er han for længst kvalt. Lund fortalte i radioen, at mange på socialdemokraternes nylige kongres kom til ham og sagde, at de var enige i hans modstand mod EU-grundloven. Men ikke een turde sige det fra talerstolen. Lund omtalte parti-ledelsen som "bjerget". Det er, hvor Danmarks gamle arbejderbevægelse er endt - topstyring, der endnu før emnet for en folkeafstemning er kendt lover den borgerlige regering, at der sandelig bliver fred.

© Poul Erik Søe 7.10.2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside