Der var engang...
før der var engang
Da socialdemokrater, Venstre, konservative og radikale misbrugte magten til at undertrykke ytringsfriheden i Danmarks Radio - år efter år lige før 1968

Kulturministeren har med fejl-påstand efter fejl-påstand grundigt ødelagt det planlagte hadske opgør med 1968, hvor Danmark efter de borgerlige partiers fremstilling blev styret af folk med meninger til venstre.

Regeringens plan var at få folk til at snakke historie i stedet for at drøfte det store tab, som regeringen og Dansk Folkeparti har påført Danmark ved at mindske folkestyret i den form, vi siden Hal Koch kalder mindretals-demokrati.

Hensynet til andre meninger viger og viger, skønt sandheden er, at enhver dansker uanset politisk holdning har været i mindretal i mere end hundred år. Intet parti har flertal alene og har ikke haft det i mere end hundred år.

Ethvert parti i regering har vidst, at det en dag sad uden for styret og dog efter dansk skik ville få indflydelse, fordi der var vilje til at bøje sig mod hinanden, lytte til mindretal og samarbejde med dem. Anders Fogh Rasmussens brug af tre partiers øjeblikkelige flertal er uhørt brutal, er stormagts-smittet af for megen omgang med præsidenter og kanslere, som er vant til at udøve daglig flertalsmagt. Den europæiske syge har ramt demokratiet.

Men den slags må vi ikke tale om. Vi skal tale om 1968 og det såkaldte ungdomsoprør. Men den snak er nu endt i det store grin, takket være en kulturminister, der ikke kan sine ting og slet ikke sin historie.

Anders Fogh Rasmussen har afblæst forfølgelsen i dag for at sikre sig, at grinet ikke sætter ham selv i skammeskrog med kulturministeren. Nu siger statsministeren pludselig ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten: »Ungdomsoprørets kamp mod gamle autoriteter og opgør mod forældede stive systemer og snæversynet borgerlighed var en positiv del af det og med til at give et lidt mere frit samfund.«

Det er nok ord, der skulle have været sagt længe, ikke bare til kulturministeren, men også til Venstres bjæffende blodhunde, der som Bertel Haarder i årevis har levet politisk af at skildre mægtige modsætninger, der springer af tresserne, et slægtled tilbage.

Men Danmark var ikke venstreorienteret i 1968. Der var flere venstreorienterede end tidligere, men de var stadig i klart mindretal. Tilfældigvis havde vi valg i 1968. Endte det i venstreorienteret styre? Nej, det var såmænd det år, vi fik en borgerlig flertals-regering af Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre. Det var første gang siden anden verdenskrig, at borgerlige partier havde flertal til et regerings-samarbejde.

Så der var engang, før der var engang.

Det er der selvsagt også for dem, der vil tjene riddersporer ved at så had til udvalgte forløb i fortiden. En af dem er forfatteren Ole Hyltoft, der engang har skrevet en smuk efterårssang. Men han har også gjort sig til tresser-hader, fordi han blev brugt så skammeligt lidt i radio og fjernsyn, hvad der måske havde været anderledes, hvis han havde holdt sig til efterårssange.

Men Ole Hyltoft med sit had påkalder sig selv en undersøgelse af, hvad han egentlig skrev politisk engang. Det vil overraske, i hvor høj grad han i virkeligheden havde tressernes venstreorienterede synspunkter.

Jeg kan huske, at han 23. januar 1970 - to år efter 1968 - angreb mig, fordi jeg ikke var tilhænger af, at staten skulle overtage Danmarks jord. Han spurgte mig, om jeg troede, at »Socialdemokratiet kan få nogen hjælp af Det radikale Venstre til en socialisering af dansk jord«.

Jeg kunne svare ham, at jeg ville æde alle hans skriverier, hvis Socialdemokratiet inden år 2000 nogen sinde foreslog, at staten skulle socialisere, overtage Danmarks jord. Hvad socialdemokraterne da heller ikke gjorde. I dag er jeg overtydet om, at Hyltoft har glemt, hvad han egentlig mente dengang. Hvis han da mente noget og ikke bare plaprede efter de 68ere, han nu lever af at hade.

Den lille klub, der stadig klynker over, at de ikke kom nok til orde i Danmarks Radio nogle år af 1960erne, glemmer, at også i den sag var der engang, før der var engang.

Jeg blev selv politisk medarbejder ved Danmarks Radio i 1962. Radio og fjernsyn var styret rent politisk. Af radiorådet, der en overgang havde endog tre tidligere statsministre som medlemmer. Og de fire gamle partier, som vi sagde dengang, Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre, misbrugte deres magt, som andre partier aldrig gjorde det senere, da tressernes sidste del blev til ungdomsoprør.

Jeg søgte stillingen som Christiansborg-journalist ved Danmarks Radio, efter at have set en annonce i dagspressen. Jeg blev ringet op af den socialdemokratiske generaldirektør Hans Sølvhøj, som forklarede mig, at det ikke var de radikales tur. Jeg var dengang Christiansborg-journalist for de radikale aviser i provinsen. Og generaldirektøren fortalte mig, at denne gang var det de konservatives tur. Jeg kunne søge næste gang. Det gjorde jeg og fik stillingen. Alle andre partier, også de venstreorienterede, var helt holdt uden for denne ansættelses-politik, som sikrede de gamle partier, socialdemokraterne og de borgerlige magten.

Da jeg først var ansat, opdagede jeg, at der var et indgroet magtsystem, som sikrede borgerlige partier og socialdemokraterne magten. Jeg skabte en dengang ny politisk udsendelse, kaldet "Ugens debat". Som alle andre udsendelser skulle den forud godkendes af den politiske magt, Radiorådet. De godtog mit oplæg. "Ugens debat" skulle udvælge et emne og finde avis-klip, der var kritiske over for emnet. Avis-kritikken skulle jeg så forelægge den ansvarlige politiker, som havde mulighed for at svare på pressens kritik.

Første emne var Kulturkommissionen, som den daværende kulturminister Julius Bomholt havde fået igennem. Der var megen avis-kritik. Og i pagt med udsendelsens mening, samlede jeg de kritiske klip og bad kulturminister Bomholt komme i radiostudiet og svare.

Det ville Julius Bomholt godt, men kun hvis jeg også valgte avis-klip, der roste hans kulturkommission. Det var aldeles imod udsendelsens form, som var godkendt af det politiske radioråd. Jeg sagde nej, villig til at sætte min stilling ind på at afprøve demokratiet i Danmarks Radio.

Så var fanden løs. Min programchef, Jørgen Vedel-Petersen - han var socialdemokrat - drøftede med radiodirektøren - han var socialdemokrat - som drøftede med generaldirektøren, som også var socialdemokrat. Uden at jeg overhovedet blev indblandet, fik de Bomholt til at komme.

Udsendelsen var direkte, og en af mine første, så selvsagt var der nerver på, men dengang kunne man i Danmarks Radio ikke bare hive en minister i studiet. Han skulle modtages. Og det blev han. Som skik var.

Generaldirektøren, socialdemokrat, var der, og programdirektøren, socialdemokrat, plus programchefen, socialdemokrat, plus Danmarks Radios pressechef, socialdemokrat. Han sagde til mig over den sherry, som dengang skulle bydes en minister, om det var mig, der lavede ballade. Man må sige, at ytringsfriheden var i gode hænder.

Nå, vi fik så lavet den udsendelse, men jeg var blevet klar på styreformen i Danmarks Radio. Alle programchefer var socialdemokrater. Programredaktørerne, soucheferne, en grad under programcheferne, var som regel også socialdemokrater, men der var en Venstre-mand af slagsen på TV-Avisen. De små politiske partier i folketinget havde ikke en jordisk mulighed for at få den slags poster, og i det hele var det jo galt, at det alt sammen var politiske udnævnelser. Alt, hvad der lå til venstre for socialdemokraterne og til højre for de konservative, var udelukket fra enhver indflydelse.

Dengang var der langt flere udsendelser fra folketingets debatter, såkaldte transmissioner. Også de var styret af de fire gamle partier. Hvert af de fire gamle partier, socialdemokrater, Venstre, konservative og radikale, udpegede en kontrollant, som sad og tilklippede sit eget partis ordfører og holdt øje med, at de andre ikke fik for meget med. Der var kun kontrollanter fra de fire partier. Alle andre var lukket ude. Og det blev ved sådan lige op mod 1968. Venstres politiske kontrollant var selvsagt den sidste, der veg pladsen.

Hvert år udsendte Danmarks en grundlovstale. Det gik på skift mellem partierne, sådan var vedtagelsen i Radiorådet, så det lød smukt nok. Men det var magtmisbrug. Det var kun de fire gamle partier, der skiftedes til at holde grundlovstale.

Da jeg nu var ny og meget grøn politisk medarbejder, læste jeg Radiorådets vedtagelse om grundlovstalere igennem. Den sagde klart, at det skulle gå på skift. Lige da havde de fire gamle partier været igennem talerækken, så da jeg sendte mit forslag om årets grundlovstaler til Radiorådet, foreslog jeg Socialistisk Folkepartis leder, Aksel Larsen. Socialistisk Folkeparti var femtestørste parti, og hvis det skulle gå på skift, så var det hans tur. Radiorådet sagde, at mit forslag var godt, og sådan skulle det være i fremtiden, men nu ville man begynde helt forfra - med socialdemokraterne selvsagt!

Der er grund til at sige til dem, der nu i løbsk had vil undersøge korte, omhyggeligt udvalgte tidsstræk af Danmarks-historien, at de aldeles mangler en undersøgelse af den politiske magtmisbrug, som fandt sted i årevis, og som helt rigtigt og nødvendigt blev afløst af menings-flerhed fra midten af 1960'erne. Så kom omsider de partier og de mindretal til orde, som havde været undertrykt sammen med ytringsfriheden år efter år. Den mest sandsynlige forklaring på, at folk pludselig mente, at det hele lød mere "til venstre" var ene og alene, at alle andre end de fire gamle partiers folk år efter år havde været holdt grundigt ude af Danmarks Radio - ikke af medarbejderne, men af politikerne.

© Poul Erik Søe 4.10.2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside