Bytte-bytte-købmand

Skoler har vi for at sikre børn tid, rum og frihed til at være børn. Alt, hvad der er kommet til, er påklistret af voksne. Lige nu er der kun een leg, der er godkendt – at lege købmand. De fleste børn leger købmand, men plejer at komme over det. Nu gælder det at skole ethvert barn til handelsrejsende fra børnehave-alderen. Skolen er blevet til livslang læring, der leger bytte-bytte-købmand ind i sen voksen-alder.

Den ny skole er ikke bare for erhvervslivet, men skabt i den store varesælgers billede - en omskabelse uden ende. Der skrives kontrakter mellem elev og skole om at sidde stille eller lære bedre engelsk. Evaluering, som om barnet er et varelager, der gøres op. Værdigrundlag, der påduttes frie skoler af fristils-skrivende styrelses-medlemmer på ministeriets tvangsbud. Den glade kappestrid er blevet til benhård konkurrence. Karakterer som prangende udsalgspriser på nettet. Og i dette øjeblik sidder et embedsmenneske fra undervisningsministeriet i erhvervsministeriets fælles æderum for at hente nye opskrifter.

Sådan viser sig enhver ideologi at have sin indbyggede forbandelse. Socialismen tog nedturen og endte i magt i stedet for samhørighed, og liberalismen har længe banket på helveds port. Frihedstanken hos liberalisten måtte i sagens natur ende som kontrol. Frihed forudsætter tillid. Men der er altid nogen, der i ideologiens navn skal ind og pille ved friheden for at ensrette følgerne.

Der er kun een udvej, at genvinde lærerens frihed – at genindføre den frihedstanke, at der er undervisnings-frihed for forældre og lærere og metode-frihed, som det hed engang. Det er alt sammen gået tabt i det tværfaglige og såkaldte samarbejde, der ikke er opstået selvfølgeligt, men med kontrol-lystens tvang.

Vi er endt i kontrol-syge, der senest har ført til tvangsfjernelse af børn, fordi forældrene selv underviste dem. Den ældste skole-frihed i landet, som engang gav os to undervisningsministre, der var blevet undervist hjemme uden for skolens ramme, ses nu som en afvigelse, der fører til samfundets alvorligste overgreb ved brug af en psykologi, der vender vrangen ud i kommunegrå magtmisbrug.

Der er kun een udvej, oprørets. For det er hos forældrene selv, ydmygelsen indledes. De bøjer sig for den handels-pædagogiske snak. Og det er hos læreren, der synger med på det sidste modetrælleri. Magthaverne udnytter vores angst for ikke at være med på noderne. Og magthaverne får mere magt ved hele tiden at ændre grundlag og vilkår, ustandseligt gennem såkaldte undersøgelser og analyser at vælte helt andre omgangsformer og indlæringsmåder over på os.

Enhver kender til mandag morgens frygt for de nye forkortelses-signaler, som just hjemvendte kursus-deltagere bringer ind på skolen. Man står mandags-måbende over for en ny verden, fordi skolelederen har spist laks på et lækkert kursus-sted og hørt halvdelen af et morgen-foredrag ved en af erhvervslivets eksperter i spare-runder for bilreservedels-sælgere. Hans dyrebare erfaring i effektiv lagerstyring skal nu gøres frugtbar i samværet med børnene. BRO har skolelederen lært at kalde det ny system, bilreservedels-ophobning. På en skole vil det hurtigt blive til fjernelse af gammel viden hos børnene for at bygge BRO til den ny – og til ydmygelse af de lærere, der gennemskuer salgsfidusen.

Hvordan gør man oprør? Ved at være gammeldags. ”Thi fornyes kan som flyes kun, hvad gammelt end er til”, synger vi et sted. Man gør oprør ved at tale dansk og vedblive at tale dansk. At turde huske på ordet evaluerings egentlig tydning, at fastsætte en møntværdi. At bruge samme fremgangsmåde på alle ord. At lure modetrællene deres ord af og oversætte dem til dansk. Ja, oprøret er endnu enklere – aldrig at tillade sig selv at bruge en forkortelse Enhver forkortelse brugt om et styre, et system eller en fremgangsmåde er et magt-signal, som om forkortelsens indhold har et selvstændigt guddommeligt liv. Man tager livet af det ved sige Europæisk union i stedet for EU.

Jeg ved godt, ingen tror mig, men så enkle handlinger er den første modværge mod modetrælleriet. Langsomt opbygges oprøret inde i een selv. Hver gang man dræber en pædagogisk forkortelse på lærerværelset bliver det lettere at ånde. Fra det øjeblik får man det mod, der langsomt opbygger den personlige myndighed, der engang var det særegne i undervisningen. Det er første skridt på vej til et nyt sprog, der muliggør en mod-fortælling.

Nu er alle tvunget til at være gennemsnittet af analyser, vi ikke selv tror på. Ingen gør erfaringer med andet end det påtvungne, aldrig med det selvskabte. Det er ikke tusinder af forskellige undersøgelser, som kalder sig analyser og evalueringer for at have noget på, der skaber frihed i skolen. Det er tusinder af forskellige mennesker, som arbejder aldeles forskelligt, men som gør personlige erfaringer med det, de tror på. Og som er værd at høre på, fordi deres iver gør samtalen bred og forståelig. De er ranke mennesker, der ikke har brug for at skjule sig bag en forkortelse.

© Poul Erik Søe Skrevet til Danmarks Skolelederforenings blad 8. september 2003, Enmandsavisen 3.10.2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside