Lurendrejerens
traktat-pause

Alle de små kneb fra hestehandelens tid gælder, når der skal tvinges en ny EU-traktat igennem. Denne gang skal EU have en grundlov, og den traktat skal luskes igennem med særligt mange kneb, fordi det kniber for det atter svindel-ramte EU, som også er i krise, fordi de store lande Tyskland og Frankrig får lov at at bryde selve grundreglen i euro-aftalen.

Kun i det lys skal man se statsminister Anders Fogh Rasmussens forslag om en såkaldt "reformpause" i EU. Han vil skam skrive rundt til de 25 lande og foreslå dem, at der ikke skal laves nye trakter de næste mange år. Det lyder tilforladeligt, men krikken er trebenet.

Enhver, selv EU-tilbederne, ved, at det er en grundskade i EU, at unionen aldrig nogen sinde har virkeliggjort, hvad den hævder at ville gøre. Der er skrevet traktat efter traktat, men knap er den ene vedtaget, før man foreslår en ny. På den vis bliver alt til en overgang. Intet ligger fast. Intet er afprøvet i virkeligheden. Ingen kan huske, hvad der gælder lige nu, og derfor slipper EU af sted med hele tiden at afvige fra det regelsæt, der lige er aftalt. På ti år har vi fået fire EU-traktater. Grundlaget for EU er løse brædder, der fjernes og lægges på efter magthavernes lyst. Traktat-mængden er ikke en drift frem mod lysere tider og egentligt demokrati, men er ganske enkelt en arbejdsform, der sikrer magthaverne frit råderum på grund af stadig mere forvirring.

Den danske statsminister siger altså kun, hvad de fleste folk og lande i EU hele tiden har ment, måske netop bortset fra Frankrig og Tyskland, der sammen har brygget den kop te, der hele tiden skal tilsættes nye blade, mens man drikker den. Statsministeren er en lurendrejer, der snakker folks almindelige syn på EU efter munden, skønt hans hensigt er den stik modsatte - at tvinge EUs forfatnings-traktat igennem. Han vil standse traktaterne, når bare hans traktat vedtages først. Han vil fastsætte, hvornår traktat-pausen skal indledes. Helt tilfældigt skal det selvsagt som altid være, når vi har vedtaget endnu en EU-traktat.

Værst er det, at statsministeren siger det for sent - med vilje selvsagt. Den traktat, der er endnu een for meget, er jo netop forfatningen. Planen er at lave den største omvæltning i Europa i det hele taget, nemlig at skabe grundlag for Europas forenede Stater på et tidspunkt, da en lignende sammenslutning, Amerikas forenede Stater, er et vrangbillede på demokrati og retfærdighed.

Vælgerne kortslutter derfor let, og det er meningen. Der spilles på den tankegang, at vreden over USAs ulovlige Irak-krig kan bruges til at fremhæve EU. Endnu engang skal vi bildes ind, at "EU er fredens projekt", skønt de store magt-ophobninger som Sovjet-unionen, den amerikanske union og nu snart den europæiske union alene i kraft af magt-sammentrængningen er alle kriges moder.

Det er jo netop hensigten, at EU gennem den ny forfatning i højere grad skal militært handle på egne vegne, og samtidig er det planen, at de enkelte lande ikke skal kunne sige nej til en fælles EU-udenrigspolitik. EU er ikke modspillet til USA, men har USA som forbillede.

Der er intet modigt i statsministerens udspil om en sølle hensigts-erklæring, der skal gå imod nye EU-traktater i de kommende år, når bare vi vil sige ja til EU-forfatningen. Den slags erklæringer har ingen som helst virkning i EU. Om få år sidder der i alle europæiske lande nye regeringsledere og nye politikere, og de gør vanligt, som det passer dem.

Det, statsministeren skulle have sagt, og som ville være udtryk for mod og for en gangs skyld for et dansk sind frem for den stadige sælgen ud af landets selvråderet, er ligetil: "EUs forslag til forfatning er unødvendigt, et stykke magthaverisk papir-arbejde og uden nogen som helst ændringer, der presser sig på."

EU-magthaverne bruger som grund for at lave grundlov, at forfatningen er nødvendig, fordi EU udvides med østlandene. Men det har ikke hold i virkeligheden. Nice-traktaten, gennemført i år, blev lavet med nøjagtig samme grund. Hvor må især Irland føle sig til grin. Irerne sagde nej til Nice-traktaten. De blev presset til et ja ved en ny afstemning - som altid i EU hensynsløst tromlende folkestyret. Irerne fik med deres nej pludselig skylden for, at østlandene ikke kunne komme med. Med den skyldbyrde blev de sendt til oversidning i stemmeboksene. Vrøvl var det alt sammen, for snart efter hed det sig, at der skam også måtte en EU-grundlov til, fordi østlandene skal være med. I virkeligheden er jo ikke bare Irland, men alle folk og lande i EU narret på den vis.

Det er nu fra i dag reform-pausen skal sættes i værk. Det er nu, der skal siges nej til ny traktater. Grundlovs-traktaten har intet som helst at gøre med østlandenes optagelse. Det indhold, der nogle dage var med det præg, er for længst pillet af. Nu handler det mest af alt om at sikre EU en fælles udenrigs- og militærpolitik.

Da statsministeren sagde ordene om en traktat-pause i EU, føjede han ifølge dagbladet Politiken til: »For alle parter kunne det være nyttigt at få slået fast, at nu har vi en traktat, der kan holde ganske mange år«.

Det er jo snak hen i tågen. Statsministeren aner ikke en disse om, hvorvidt grundlovs-traktaten kan holde ganske mange år. For han kender ikke traktaten. Grundlovs-forslaget er blevet ændret og ændret og ændret gennem de seneste måneder, og netop i de kommende dage står der ny mægtig EU-strid om indholdet. Den grundlovs-traktat, Anders Fogh Rasmussen snakker om, har et aldeles ukendt indhold, indtil landene har forhandlet på det forestående møde. Alligevel fører statsministeren sig frem, som om han kender resultatet. Han kan allerede i sin selvskabte statsmands-ophøjethed udsige, at det ukendte vil holde i ganske mange år.

Det svarer aldeles til, at han og udenrigsminister Per Stig Møller allerede for lang tid siden kunne sige, at hvis danskerne ikke stemte ja til EUs forfatning, så satte vi os uden for EU. Da var forfatnings-traktaten endnu mere løsagtig. Den er siden blevet ændret, og der har været i hundredvis af ændrings-forslag. Men statsministeren og udenrigsministeren farer i magtbrynde frem mod det danske folk og sparker til os med ordene, at vi kun har een mulighed - at stemme ja. De rødmer ikke engang, skønt de ved, at ingen har nogen som helst anelse om, hvad der bliver indholdet i  forfatnings-traktaten. Der er alligevel kun een vej. Det er sovjet-diktaturets sprog. Det er alle diktaturers sprog. Folket er der kun som en hindring for den politiske magt. Folket kan lige så godt på forhånd indstille sig på, at det skal makke ret.

Lad os tage den traktat-pause. Fra i dag. Cirkus har kørt længe nok, og tilskuerne er for længst ved at forlade bænke-rækkerne.

© Poul Erik Søe 27.11.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside