Grundlovs-garanti
sættes ud af kraft

Venstre-statsminister Erik Eriksens grundlovs-garanti mod vilkårlig afgivelse af dansk selvråderet brydes af Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen

Til daglig siger vi, at Danmark har et repræsentativt demokrati. Vi vælger nogen til at vedtage love og handle politisk på vore vegne. Folketingets medlemmer repræsenterer vælgerne.

Den fremgangsmåde er brugt i mange lande. I Schweiz er det anderledes. Der har de langt mere direkte demokrati. Det vil sige, at vælgerne i et stort antal sager selv afgør, hvad der skal gælde - uden om de valgte. Det sker ved folkeafstemninger. Sådan var det også oprindeligt i Danmark. På tingstederne rundt om i landet var der direkte demokrati.

Selvom vi har repræsentativt demokrati, er det jo langt fra altid, vælgerne følger sig repræsenteret af politikerne. Partierne er selvkørende størrelser, hvor hvert enkelt medlem af folketinget ikke handler efter egen overbevisning, men følger partiets flertal. Det kan sagtens føre til, at der i folketinget er flertal for noget, der ikke ville være flertal for, hvis hver enkelt stemte efter sin egen holdning.

Partierne er altså et magtpolitisk modtræk mod den egentlige mening med repræsentativt demokrati. Politikerne repræsenterer partier mere end de repræsenterer vælgere. Det har aldrig været grundlovens mening. Den kender slet ikke til partier, som jo bare er foreninger af folk, der nogenlunde mener det samme.

Vi kender også mange fald, hvor folketingets flertal mener og handler modsat folkets holdning. Det er forudsat i grundloven. Et medlem af folketinget er ikke bundet af nogen forskrift fra vælgerne. Man kan ikke stille et menneske op til folketingsvalg og påbyde det at handle efter forud vedtagne holdninger. Det er jo egentlig, hvad partier gør. Partiprogrammer er forskrifter fra vælgerne, ikke alle vælgerne, men de få, der melder sig ind i en parti-forening.

Løftebrud og kovendinger
Der er her tale om noget andet end de løftebrud, der lige nu sker - og som også skete i den forrige regering - ja, i alle forudgående regeringer. Et løfte til vælgerne i en valgkamp kan ikke kaldes en forskrift. Det er holdninger, som den valgte selv har taget på sig. Helt nemt er det ikke at få valgløfter på plads i folkestyrets opbygning. Et løfte kan jo dels være givet af en folkevalgt af egen drift. Løftet er et udsagn om en grundholdning. Men løftet kan også være presset frem af en folkestemning eller af stærke vælger-ønsker i et parti. I så fald laver politikeren ved at give et løfte faktisk en aftale med sine vælgere - og de med politikeren. Det må nok kaldes en forskrift, som ikke er i pagt med grundloven.

Løftebrud har fået en særlig bitter smag fra striden om efterlønnen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen lovede en særlig aftale om efterlønnen med alle, som ønskede det. I en valgkamp gav han en efterløns-garanti, en slags skriftlig aftale med vælgerne. Han, partiet og regeringen var med ordene om garantien bundet af en forskrift, som dog siden skulle vise at være næsten umuligt at udforme i lov og forvaltning. Den nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, kom i hvert fald i almindeligt omdømme lige så galt af sted, da han lovede vælgerne ikke at pille ved dagpengene og alligevel gjorde det.

I den slags sager er løftebrud og kovendinger lette at få øje på. Endnu den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag kunne sige, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det er egentlig ord i pagt med grundlovens tanke. Men da ordene først var sagt, så skabte de en ny tilstand, hvor vælgerne ikke godtager standpunkt-skifter, der kan ses som løftebrud.

Fåtallets magt
Det er sværere at få øje på de løftebrud og kovendinger, som sker over et langt åremål. Der opstår på vigtige områder så stort et gab mellem mellem vælgernes syn og de valgtes handlinger, at det er svært at bruge ordene repræsentativt demokrati. Politikerne er i nogle afgørende sager ikke vælgernes repræsentanter, men tvinger de fås meninger igennem. Parti-foreningernes fåtal af medlemmer får den egentlige magt, og følgelig mener og handler politikere modsat den almene holdning i folket.

Det ses nemmest i holdninger til EU og handlinger i forhold til EU. Oprindelig ved folkeafstemningen i 1972 så de folkevalgte ud til at være i pagt med folkets store flertal. Folkeafstemningen om dansk indmeldelse i EF, som det dengang hed, er den afstemning, der nogen sinde har udløst flest ja-stemmer.

Det skulle hurtigt vise sig, at de folkevalgtes ord før folkeafstemningen blev til et løftebrud, der gør efterløn og dagpenge til småsager. EU hed dengang "de europæiske fællesskaber", egentlig "de europæiske økonomiske fællesskaber". Netop ud fra de ord var da også EF blevet solgt til vælgerne af partierne. Danskerne blev bildt ind, at det hele handlede om penge, og at de ville få flere penge, hvis de sagde ja. Den slags er jo altid svært at sige nej til.

Der var imidlertid en skjult dagsorden. Det handlede ikke om økonomiske fællesskaber, men en union med USA som forbillede. Derfor skiftede danskernes holdninger. De oplevede den fortsatte deltagelse i EF, som jo hurtigt blev til EU, den europæiske union, som et løftebrud. Meget hurtigt skiftede det danske folk fra at være ja-sigere til at være modstandere eller modsigere.

Det halve kongerige sat udenfor
Når det repræsentative demokrati talte, altså de folkevalgte i partierne, så det ud som et mægtigt flertal for EU. Når folket selv talte gennem folkeafstemninger blev det i afgørende spørgsmål til nej. Det ærlige billede af danskernes forhold til EU er, at der er stærkt delte meninger blandt EU-tilhængerne, fordi der selv hos ja-sigerne er mange indsigelser. Nærmeste fald er det danske socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem, der gik imod EUs nye grundlovs-forslag, og som straks fik munden lukket af partiledelsen.

Der er lige så stærke modsætninger blandt EU-modstanderne, tydeligst fremgår det af forskellen på Juni-bevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Der er mange grader af indsigelse og modstand. Som der er mange grader af indsigelse og modstand hos tilhængerne af EU og Euro-aftalen.

Så langt er det godt. Folkestyret lever af samtale mellem modstående synspunkter. Det er frugtbart og livgivende. Men det går galt, når landets politiske partier, der sidder på den daglige magt i det repræsentative demokrati, på ingen måde spejler det holdnings-billede, der er i folket. Selvom det igen og igen viser sig, at der endog kan være et flertal i folket, som siger nej, så har der i et kvart århundrede ikke været udnævnt en minister, som sagde nej til EU. Halvdelen af det danske folk er på grund af parti-foreningernes magt sat uden for folkestyret.

Indsigelse gøres til afvigelse
En vigtig grund er, at EU-spørgsmål af de danske EU-partier holdes uden for valgkampene. Det sker med vilje, fordi EU-partierne ikke vil gøre vælgere opmærksomme på, at de ved at sætte kryds på folketingsvalgets stemmeseddel også vælger de folk, der kommer til at handle på vælgernes vegne i EU-spørgsmål. Det er nemt at holde EU ude af valgkampene, fordi udenrigspolitik sjældent har været afgørende for folketingsvalg. Derfor kan Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller måske også slippe igennem næste valg, skønt de har ført Danmark ud i en krig, som er brud på folkeretten.

Folketingsvalg handler oftest om det nære. De fleste politikere siger, at sådan bør det ikke være. Det lovede de også danskerne efter vort nej til euroen. Men enhver ved, at når valgkampen kommer, så skubbes udenrigspolitikken i baggrunden. Den trykte og elbårne presse medvirker til det, ikke kun fordi den oftest er EU-følgagtig, men også fordi der sædvanligvis er færre læsere til den slags emner.

EU-spørgsmål i valgkampe overlades til yderfløjene, og det er selvsagt uheldigt for folkestyret, at holdninger til EU mere spejles i partier, vælgerne ellers ikke er særligt enige med, end i dansk politiks midte. Når halvdelen af danskerne ikke kan finde talerør for deres EU-syn i de store partier og i midter-partierne, fordi parti-foreningerne hindrer folk med indsigelse mod EU i at stille op til valgene, så er følgen, at den udbredte og almene danske indsigelse mod EU både blandt tilhængere og modstandere af EU ikke kommer til orde.

Og når indsigelsen endelig kommer til orde, så afvises den som yderligtgående, fordi den kun spejles i yderfløjenes partier, skønt indsigelsen er almen i folket. På den måde lykkes det de danske EU-partier at gøre ganske alment udbredte synspunkter til afvigelser.

Det er indlysende nok, at de gange, Danmark til de andre EU-regeringers store "overraskelse" har sagt nej til EU-udvidelser, har Danmark egentlig kun været et spejl af tilstanden i hele EU, hvor folkene sjældent har lejlighed til at ytre sig. Da den franske præsident Mitterrand som modtræk mod danskernes nej til EUs Maastricht-traktat ville vise, at franskmændene skam var ivrige EU-folk, så deltes vandene i Frankrig. Han kendte ikke sit folk. Franskmændene havde lige så mange indsigelser som danskerne. Tyskerne var længe mere ivrige modstandere af euroen end danskerne. Tyskerne blev bare ikke spurgt.

Men det er lige så indlysende, at danske EU-modstandere ikke alene kunne have sikret et nej til Maastricht-traktaten og til euroen. De danske partier har gennem 25 år søgt at gøre modstanderne til afvigere, og det lykkes dem af og til ganske godt. Når det alligevel blev nej, så skyldtes det, at et stort antal EU-tilhængere slet ikke ønsker unionen, men kun et samarbejde mellem enkelt-landene. Det er EU-tilhængerne, der stærkt har medvirket til at få nej-flertal mod EU-udvidelser, fordi de, skønt tilhængere af mellemfolkeligt samarbejde, gør velovervejet indsigelse mod mange holdninger og handlinger i EU, frem for alt mod storheds-dyrkelsen.

EU-tilhængernes og EU-modstandernes fællesskab
Det gale er altså ikke kun, at EU-modstandere er gjort til afvigere, fordi partierne i deres mangefold ikke stiller sig til rådighed for det repræsentative demokrati, de spejler ikke folkets egentlige holdninger til EU. Der er ingen frihed til forskellighed, men parti-tugt. Det er selvsagt lige så galt, at af samme grund spejler EU-partierne heller ikke forskelligheden hos de danske EU-tilhængere. EU-tilhængerne og EU-modstanderne har sammen mere til fælles, end de hver for sig har fælles med partierne.

Man kan sige, at den udvikling blev forudset i grundloven. Vi fik en ny grundlov i 1953 under den Venstre-konservative regering, ledet af Venstre-statsministeren Erik Eriksen. Med den grundlov blev der foruden det repræsentative demokrati også indført et direkte demokrati. Det skete på et helt særligt område, nemlig når Danmark skal afgive suverænitet, altså ret til at råde selv. Når Danmark giver sig ind under former for mellemfolkeligt samarbejde og giver afkald på at styre selv, så kan det repræsentative demokrati sættes ud af spillet. Så overtager det direkte demokrati, hvor folket selv ved en folkeafstemning i det spørgsmål har den magt, som ellers er folketingets.

Når den regel om folkeafstemninger kom ind i grundloven 1953, så var grunden ikke et pres fra de mange danskere, som partierne nu gør til afvigere ved at henvise dem til yderfløjene ved folketingsvalgene. Det er partiet Venstre, der er moder til folkeafstemningen om afgivelse af suverænitet, selvråderet.

I Venstre var der stor strid om den ny grundlov. Man kan også sige det sådan, at Venstre allerede dengang spejlede de modsætninger, der stadig er i det danske folk. Venstres vanskeligheder blev skabt af en tidligere Venstre-statsminister, Knud Kristensen. Han og hans folk gik imod Venstre-statsministeren Erik Eriksens grundlovs-forslag.

Først og fremmest ville den tidligere statsminister Knud Kristensen og hans tilhængere værne landstinget. Danmark havde efter den gamle grundlov en rigsdag, delt i to kamre - folketing og landsting. Erik Eriksen og de øvrige gamle partier ville fjerne landstinget. Knud Kristensen var imod. Han og hans folk så landstinget som et værn mod lovsjusk og hovsa-løsninger, skønt de to ord næppe var opfundet endnu. Så længe der var et landsting, der skulle godtage eller forkaste folketingets vedtagelser, så længe havde folket en sikkerhed mod vilkårlige indgreb på grundlag af øjeblikkelige stemninger. Sådan mente Knud Kristensen.

I store dele af Venstre, men også hos mange konservative, havde man samme syn på landstinget som Knud Kristensen. Der var i hvert fald nok til, at det kunne føre til et nej ved den folkeafstemning, der skulle være om grundloven. Knud Kristensens synspunkter kunne også koste dyrt for Venstre og konservative ved de to folketings-valg, der efter grundloven omgiver afstemninger om grundloven selv.

Grundlovens garanti
Derfor blev der gjort en særlig opfindelse, nemlig en grundlovs-regel om, at hvis ikke fem sjettedele af folketinget stemmer for afgivelse af dansk selvråderet til et mellemfolkeligt samarbejde, så er der tvungen folkeafstemning om sagen. I virkeligheden fik vi i særlige spørgsmål direkte demokrati sideordnet med det gamle repræsentative demokrati. Vælgerne fik selv hånd i hanke med sager, der ville gøre Danmark mindre - eller dansk selvråderet mindre.

Det er vigtigt, at de folkeafstemninger, der holdes om EU, intet har at gøre med en særlig dansk forkælelse, som det ofte fremstilles af EU-partier. Det er heller ikke EU-modstandere, som EU-partierne vil gøre til afvigere, der har gennemtvunget folkeafstemninger. Det er netop partiet Venstre med de konservative som følgesvende, der under pres fra egne vælgere har gennemført den grundlov, der indeholder den slags folkeafstemninger.

Man kan bruge helt andre ord på det. Venstres statsminister Erik Eriksen var i samme knibe som Poul Nyrup Rasmussen med efterlønnen. Han ville afskaffe landstinget. Men det kunne han kun gøre, hvis han gav vælgerne en garanti. Og garantiens udformning er den regel i grundloven, der påbyder folkeafstemning, når Danmark giver slip på dele af selvråderetten.

Folkeafstemninger er derfor danskernes garanti mod vilkårlighed og stemnings-overilelse. Garantien er givet af partiet Venstre ved dets daværende statsminister Erik Eriksen og af folketingets flertal bag grundloven af 1953. Og da det handler om grundloven, så er garantien ikke givet for et folketings-valgstræk på fire år, men er varig, så længe grundloven ikke ændres.

Det er netop den garanti, som Venstres nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen vil løbe fra ved et løftebrud, der i grundlovs-sammenhæng må kaldes historisk. Anders Fogh Rasmussen vil fifle med folkets førstefødselsret til folkeafstemninger ved at ændre på et af de fire danske EU-forbehold. Det gælder det retslige samvirke i EU. Netop her vil Anders Fogh Rasmussen sætte folket ud af kraft ved at ophæve folkeafstemningens nej til EU-indblanding på det retslige område. I stedet vil han lade folketinget afgøre, hvad folket og ikke folketinget har førstefødselsret til ifølge grundloven. Han vil fjerne det direkte demokrati, som hans Venstre-forgænger i statsminister-stolen Erik Eriksen satte ind som en garanti for vælgerne.

Folketinget omgjorde folkeafstemningen
Det er tilmed en forlængelse af endnu et løftebrud, gjort oprindelig af Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister og fortsat af den radikale Niels Helveg Petersen, da Poul Schlüter-regeringen blev fejet ind under gulvtæppet, ikke på grund af et løftebrud, men ligefrem et lovbrud.

Når der ligger et gammelt løftebrud til grund for Anders Fogh Rasmussens nutidige forsøg på at fjerne vælgernes garanti mod vilkårlig afgivelse af selvråderet, så er grunden helt ligetil.

I 1992 var der dansk folkeafstemning om en ny EU-traktat med navn efter den hollandske by Maastricht. Danskerne sagde nej. Efter EUs regler var dermed Maastricht-traktaten faldet i alle landene. Det var den demokratiske regel, men den blev brudt.

Det særlige er måden, EUs egen regel blev brudt på. Folketinget med fem sjettedels flertal, nemlig nu også med Socialistisk Folkeparti, vedtog nemlig at gøre det modsatte af, hvad folkeafstemningen havde fastsat. Det skete uden een ændring i Maastricht-traktaten. Folketinget gennemtrumfede imod folkeafstemningens flertal, hvad danskerne havde sagt nej til. Forud havde de danske EU-tilhængere og de andre EU-lande i Edinburgh lovet danskerne fire forbehold, fire undtagelser fra Maastricht-traktaten. Men undtagelserne blev aldrig skrevet ind i traktaten. Folketinget vedtog altså det stik modsatte af, hvad det danske folk havde valgt. Og først da folketinget havde overtrumfet grundlovs-garantien, så blev der en ny folkeafstemning, som nu sagde ja. Der blev end ikke holdt nyt folketingsvalg, men det selv samme folketing, som havde fået nej af danskerne, omgjorde folkets afgørelse.

Det er også vigtigt, at de fire danske undtagelser blev opfundet af EU-politikerne selv. Danskerne blev ikke spurgt, hvorfor de havde sagt nej. Ingen kunne vide, hvad danskerne var utilfredse med, for det var der ingen plads til på stemmesedlen. Danskerne sagde simpelthen nej, men EU-politikerne gættede på, hvad danskerne ikke kunne godtage. Og ud fra den slags gætteri lavede de danske EU-politikere selv fire danske undtagelser. Siden er det blevet fremstillet, som om det er forkælede danskere, der har krævet undtagelserne. Men sådan var det ikke. EU-partierne, tilhængerne og Socialistisk Folkeparti, mente at kunne udtale sig på Danmarks vegne, skønt danskerne netop havde sagt nej.

EU-politikerne i Danmark og de andre EU-lande hævdede dengang, at de danske undtagelser var gyldige, selvom de ikke var med i Maastricht-traktaten. Ved seneste folketingsvalg i Danmark er de fire undtagelser også lagt til grund selv af de partier, der er tilhængere af EU. De vil blive "respekteret", hed det. Men nu - mens EU drøfter at lave egen grundlov for unionen - prøver så den danske statsminister at fravriste danskerne den garanti, som hans eget parti er moder til - folkeafstemningernes sikkerhed mod at blive løbet over ende af et folketing, der ikke er i pagt med folket.

Anders Fogh Rasmussen vil fjerne danskernes retslige undtagelse, en del af hele aftalen for Danmarks traktatlige forhold til EU, ved at liste en folkeafstemning igennem, der skal sætte det repræsentative demokrati i stedet for det grundlovssikrede, garanti-stemplede direkte demokrati. Netop det folketing, der i 25 ikke har spejlet EU-holdningerne i det danske folk, skal nu sættes til at afgøre, hvad folket har ret til bestemme.

Venstre - og flere EU-partier med dem - ønsker, at folketinget fra sag til sag på det retslige område skal kunne vedtage, hvad vi vil være med i, og hvad vi ikke vil være med i.

Men det er jo netop den tilstand, grundloven skal sikre os imod. Det er netop den slags, grundlovs-garantien fra 1953 som afløser for landstinget værner danskerne imod.

Det er helt kluntet, hvis en folkeafstemning een gang for alle kan tillade folketinget at afgive dansk selvråderet på det retslige område efter forgodtbefindende. Ikke bare kluntet, men aldeles mod grundlovs-givernes hensigt, som var en garanti. Danskerne fik en sikkerhed til gengæld for at afskaffe landstinget, gennemført under en Venstre-statsminister, men nu forsøgt undergravet af en ny Venstre-statsminister.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Men folketingets EU-partier kan ikke tage et ny standpunkt til dansk selvråderet, når retten til at skifte mening alene ligger hos folket som helhed.

© Poul Erik Søe 28.11.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside