Befrieren

Det siger sig selv, at den amerikanske præsidents tur til Irak var helt anderledes, end det er blevet skildret i pressen. Man får det indtryk, at præsidenten kun var i Bagdad lufthavn to timer, kun spiste kalkun med nogle amerikanske soldater og overhovedet ikke så noget til Irak, da det var mørkt.

Det må da være givet, at det er sket helt anderledes. Allerede i lufthavnen stod tusinder af irakere, blandt dem mange skolebørn, og viftede med amerikanske flag for at hylde landets befrier.

Og da Bush i lufthavnen kortvarigt havde spist kalkunsk hane for at  fejre taksigelses-fest med soldaterne, kørte han i åben vogn og uden militært følge ind til Bagdad Midtby, mens taktfaste klapsalver skyllede ind over køretøjet.

Talrige steder langs præsidentens rute havde jublende irakere taget opstilling for at hylde ham, amerikanerne og de lande, der har gjort Irak til fredens land og indført demokrati og retfærdighed.

Ad en sidevej i byens nordlige udkant kørte præsidentens vogn til et af de talrige steder, hvor amerikanerne har fundet store lagre af irakiske masseødelæggelsesvåben.

Præsidenten steg ud og gav mange af de tilstedeværende irakere håndtryk, mens Bagdads borgmester viste våben-fundene frem. Han røbede, at der på stedet skal indrettes et museum med de fundne masseødelæggelsesvåben. Museet vil få navnet "Powell museet" for dagligt at minde kommende irakiske slægter om den amerikanske udenrigsminister, der så klart i FNs sikkerhedsråd havde bevist, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.

Da turen gik videre ind til den plads, hvor amerikanerne i foråret væltede en Saddam Hussein statue, var det tydeligt for enhver af de hundredtusinder tilstedeværende, at den amerikanske præsident var dybt rørt. Irakerne havde nemlig til ære for den fornemme gæst på den gamle sokkel rejst en statue, endnu højere end den væltede. Statuen viser en ungdommelig præsident Bush med højre hånd løftet som ved slutningen af en skåltale.

I det bølgende menneskehav sås amerikanske, japanske, polske, spanske, italienske og danske soldater arm i arm med de befriede irakere. Omkring statuen var plantet de befriende nationers nationaltræer, også den danske bøg, der var flagsmykket, men ved en fejltagelse med det schweiziske flag, hvad der siden har fået schweizerne til at gøre indsigelse.

Også et andet indslag havde dansk præg. Præsident Bush spurgte Bagdads borgmester, om Anders Fogh Rasmussen allerede havde gæstet byen. Det benægtede borgmesteren, og så svarede præsidenten frejdigt med sit kendte forsonende smil: - Nå, han er jo heller ikke i valgkamp.

Jubelen ville ingen ende tage, da fire nyrejste springvand, skabt af omdannede missilraketter, spyede fri cola til alle ud over statue-pladsen. Senere vandrede præsidenten arm i arm med medlemmer af den amerikansk udpegede midlertidige irakiske styrelse ned gennem fire større gader i Bagdad.

Flere kvinder brød gennem tilskuer-rækkerne for at kysse præsidentens hænder. Og da Bush tog et barn, en lille irakisk dreng, på sine skuldre, og legede rytter nogle trin ned ad gaden, nåede tilskuer-jubelen højden, så flere ruiner fra krigens dage brød sammen under stor folkelig munterhed.

- Det her er næsten mere, end vi havde drømt om, sagde præsident Bush, da han igen i sit fly Air Force 1 satte kurs mod de hjemlige kalkuner.

© Poul Erik Søe 30.11.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside