"Uventet
overraskelsesangreb"

Floskler, frækhed og falske følelser sendte Danmark i krig

Efter de første angreb i Irak så man den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen i fjernsynet. Det var svært at afgøre, om det var en optagelse eller en direkte udsendelse. Men det lignede ham forbløffende godt. Man syntes straks, man kendte ham - næsten alt for godt.

Det var umuligt ud fra statsministerens ord at afgøre, om optagelsen var ny eller gammel. Han sagde det, han plejede at sige om fred og frihed. Krig skaber fred. Sagkyndige, der nøje har gransket statsministerens ord, mener dog ifølge Enmandsavisens kilder at kunne slå fast, at statsministeren virkelig udtalte sig om det, der foregik lige nu.

De sagkyndige gør i den sammenhæng opmærksom på overraskende, uventede, ikke forudsete ord, som man ikke havde regnet med, statsministeren ville sige. Statsministeren brugte udtrykket et "uventet overraskelsesangreb". Han sagde, at amerikanernes første bombninger lidt uden for Bagdad den første dag var et "uventet overraskelsesangreb".

Nu er overraskelsesangreb som regel ret uventede, da de ellers ikke overrasker ret meget eller ret mange. Men selvsagt kan statsministeren have ret. Et overraskelsesangreb kan sagtens være ventet af dem, der ved, at det skal komme, og samtidig være uventet af dem, der ikke ved noget om det overraskende angreb.

Udtrykket afslører altså, at for statsministeren var angrebet både overraskende og uventet, og det er en helt uventet overraskelse for alle danskere, da den amerikanske præsident Bush - i hvert fald efter statsminister Rasmussens påstand enten på bånd eller direkte - ringede til Anders Fogh Rasmussen en halv time før, Bush uventet gik i gang med at overraske.

Selv midt i krigens gru er der da pludselig den glæde, at statsministeren i hvert kender til, hvad et "uventet overraskelsesangreb" er. Dermed deler statsministeren vilkår med det danske folk. Danskerne har på samme måde været udsat for et "uventet overraskelsesangreb" - fra danskernes egen statsminister, regering og folketingsflertal.

USA er i krig, fordi de folkevalgte derovre for mange måneder siden gav den amerikanske præsident lov til det. I England har premierminister Blair gennem lang tid åbent sagt, at han vil følge USA. Og han har hjemme og ude kæmpet for det synspunkt.

Anderledes i Danmark. Den danske regering med Anders Fogh Rasmussen har spillet et dobbeltspil. Hele tiden talte regeringen om FN-mandat, FN-spor og FN-forankring. Men aldeles uden åbenhed og ærlighed. Ridderhjelmen - nu med indbygget giftgas-værn - var ikke slået op. Regeringen og folketingets flertal bar maske. Løgnen bredte sig som giftgas over det danske folkestyre.

Og så kom det "uventede overraskelsesangreb". Uden at forberede danskerne. Uden rettidigt og redeligt at give et standpunkt til kende som grundlag for en drøftelse, men i stedet med et pludselig angreb i sidste øjeblik tog regeringen det standpunkt at gøre sig til lejesvend for amerikanernes krænkede, religiøse og mere og mere sygelige nationalisme.

End ikke i den korte tid, der blev levnet folketinget til at drøfte Danmarks deltagelse i krigen, blev der gjort en egentlig gennemgang af regeringens grunde til at sige ja. Der var kun floskler, frækhed og falske følelser at byde på, ingen overvejelser, ingen afvejning for og imod. Regeringen havde - også i folketingets drøftelse - alene den udemokratiske opbydelse af diktatorisk vilje at udstille.

Det er klart, at en sådan udstilling af buksebulende magt altid i øjeblikkets rus - på værtshuse og i tanketom politik - får det til at grusse i chemisen på borgerskabets damer. Skåler for dronningen og ord som "Engang imellem må man gå i krig for at skabe fred"  kan få husar-adammerne i Det konservative Folkeparti og den indbyggede VU-balløve i enhver Venstre-mand op at stå. Selv Dansk Folkepartis pebermø så flere gange ud, som om hun selv mente at være en dansk Margaret Thatcher.

Men der bliver kun udløst hverdage - og de ser noget anderledes ud. Også i folketinget. 61 stemte for dansk deltagelse i krigen, 50 imod. En trediedel af danske tingfolk har sendt riget i krig. Hverken ja-sigerne eller nej-sigerne udgjorde den største gruppe ved afstemningen om krigen i folketinget fredag aften ved spisetid.

Den største gruppe på 68 folketingsmedlemmer var taget hjem (eller deltog ikke i afstemningen af anden grund). Det er det, man tidligere kaldte "lyntogs-demokrati". Den største gruppe af folketingsmedlemmer gad ikke engang blive på tinge for at stemme. De praler buksebulende af deres krigsliderlighed, mens de sender unge mænd til krigens farvande. Selv kan de ikke ofre en fredag aften på sagen.

Så meget skal indrømmes de ikke-stemmende tingfolk, at der ikke var meget at lytte til i folketinget. Statsministeren kørte krigen igennem på magt og vilje, men aldeles uden grunde. Det eneste, han kan gentage, er, at efter krigen vil vi andre få at se, at han havde ret. Han kan ikke forklare os sine grunde, men vi skal bare adlyde, for den store flokfører ved skam, at han har ret.

Der kan da tænkes også danske statsledere, som folket - modstandere og tilhængere - ville vise en sådan tillid i en krise. Men det er en uhyrlig selvovervurdering, når Anders Fogh Rasmussen selv mener at have ret den tillid. Hvorfor i alverden skulle nogen mene, at lige netop Anders Fogh Rasmussen kan vide noget som helst om tilstanden efter krigen?

Til nu ved vi egentlig grundlæggende meget lidt om statsministerens sind og troværdighed. Vi ved, at han elsker at undgå samtalen - især med modstandere, sådan som han også flygtede fra og fik aflyst partileder-debatten fredag i Danmarks Radio om krigs-deltagelsen.

Vi ved, at mange af hans handlinger som statsminister er kommet pludseligt som et lyn fra en klar himmel - uventede overraskelsesangreb! Spinkle, aldrig demokratisk åbne ord i valgtaler forud for sidste valg har efter valget åbnet sig og vist at være kødædende.

Den danske deltagelse i krigen er et ny uventet overraskelsesangreb på folkestyret og danskerne. Anders Fogh Rasmussen har ikke den tillid i folket, der giver ham blot mindste ret til den slags handlinger. Han har før i hast måtte vige sit ministersæde, fordi folketingets flertal ellers ville fælde ham på en uredelig handling. Han flygtede ganske enkelt fra sin minister-post, da det stod klart, at folketingets flertal ikke godtog hans handlinger.

I dansk politik kan vi nu ikke for en tid skille tingene ad mere. Ethvert demokratisk emne har sammenhæng med den krigs-deltagelse, regeringen og folketings-flertallet har vedtaget. Det må handle om politisk at fremtvinge et flertal, der kan få statsministeren til at flygte fra minister-taburetten så hastigt, som han gjorde det, da han sidste gang blev grebet i uredelighed.

© Poul Erik Søe 24. marts 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside