Postbudet, der

ville være frimærke
Henrik Dam Kristensen mener, at man gerne må kalde posten præsident

 

Postbude har næsten altid bildøren åben, det ene ben ude og det andet inde. Man ved ikke, om de kommer eller går. Postbude er nemlig altid under opsyn og skal lysstemple sig selv på ruten, så der ikke går tid tabt for postvæsenet. Men sådan har det ikke altid været.

 

Engang var postbude blandt de mennesker, som de fleste havde tillid til. Postbude gik ind og ud hos folk, mødte sjældent låste døre og var velkomne, selv når der var rykkerbreve i bunken. Tit fik postbudet kaffe, en øl eller de sidste småkager efter jul.

 

I Jylland tæt på Randbøl hede ved den gamle studevej var der sådan et postbud, elsket af alle, selvom han skulle have været fenrik, for det sang de om hver juleaften rundt omkring juletræet. Vid det er en ære, Dannebrog at bære.

 

Henrik fra Vorbasse var rødt postbud, og det var de fleste postbude engang. Rød er kærlighedens farve, men også kongens, djævelens og postvæsenets farve. Så når man ser rødt, kan det have mange grunde.

 

Henrik havde hørt, at de røde var socialdemokrater, så han blev også socialdemokrat. Han troede, det var en pligt, som fulgte med den røde jakke. Og sandt var det da også, at man rundt om i postvæsenet sagde, at det i hvert fald ikke ligefrem skadede at være socialdemokrat.

 

Og Henrik blev hurtigt elsket, for han cyklede rundt og sagde til folk, at socialdemokraterne var lige som en rød postkasse - den sluger alt foroven og sender det ned til dem, der lever på samfundets bund. Socialdemokrater er gode, sagde Henrik.

 

Ja, gode ved sig selv, var der pludselig en mand, der sagde på et møde i Vorbasse. Hvis socialdemokraterne er ligesom en postkasse, så må man også tænke på frimærkerne. De tager sig bedre og bedre betalt for at være gode.

 

Det havde Henrik aldrig tænkt over før. De følgende dage følte han, at frimærkerne gloede olmt på ham. Han hadede de frimærker. Hvorfor var det altid dronningen, der blev klistret på - og aldrig Henrik?

 

Og nu gik det sådan for ham, som det let kan gå for postbude. Lidt efter lidt tænkte han mere og mere ringe om folk. Mange postbude har det sådan, og det er nemt at indse hvorfor. Man kan som postbud vanskeligt undgå at komme til at læse postkort. Breve er der omslag om, men kortene har det med at blotlægge afsenderen, så man ikke engang skal snyde for at se ordene.

 

Det lader sig i hvert fald ikke skjule, at de fleste kort er sendt i selviskhed. Afsenderne praler med, hvor de er henne i verden. Men jo dyrere og jo mere glitrende og farvestrålende kortet er, des mindre står der på det. Det er, som om kortet ikke er skrevet for at sprede glæde, men for at smitte med misundelse.

 

Et enkelt kort af den slags en gang imellem skader ingen, men postbude er udsat for dem dagligt, og det kan give arbejdsskader på sindet. Ganske langsomt begynder postbudet at foragte mennesker. Da postbudet for lang tid siden alene var brevbærer, tog ingen skade på sjælen. Men postkortet er så gustent og goldt, at verden isner, hvor kortet kommer frem.

 

Henrik prøvede at værge sig mod kortenes kulde ved at overse ordene og drømme sig ind i frimærket. Postkort kommer fra fremmede lande, hvor de har helt anderledes skikke end i Vorbasse og Danmark. Postkort fra Amerikas forenede Stater, Frankrig og mange andre lande har ingen dronninge-billeder på frimærket, men præsidenter. Postbudet vidste godt, at han hverken kunne blive konge eller dronning. Men nu voksede en drøm i ham, skabt af frimærkerne, en drøm om at ende ikke i guldramme, men som en firkant af papir, strittende af takker til alle sider.

 

Det var den drøm om at blive et frimærke, der drev postbudet fra Vorbasse højere og højere op i samfundet, indtil han en dag sad i selveste folketinget, tilmed så højt i hakkeordenen, at det var ved at udløse takker, da nogen spåede ham en fremtidig plads som statsminister.

 

Men så en dag var der nogen, der pludselig hørte efter, hvad han sagde. Det var ikke almindeligt, men når det skete, kunne det ene ord ofte tage det andet, så der blev så få ord tilbage som på et postkort. Og det var just, hvad alle opdagede. Henrik talte som et postkort. Han var som en postkasse, der åbnede gabet og slugte alle andres ord for siden at levere dem alle hulter til bulter fra bunden af, som om han var bugtaler.

 

Men det værste var, at alle andres ord havde han fra postkort. Derfor var det altid dejligt vejr med solskin, når Henrik sagde ord. Og der var altid så meget bedre ude i det fremmede end hjemme i Vorbasse og Danmark. Og hvis der var den mindste smule i vejen med maden, så var det altid bagatelagtigt, for det havde Henrik lært fra postkortene.

 

Mange år efter, da alle havde opdaget, at Henrik bare talte som et postkort, og da ingen længere snakkede om, at han kunne blive statsminister, så skete det en dag, at en eller anden fandt på, at Europa skulle have en præsident. Ikke en konge eller dronning, ikke en premierminister eller statsminister, men en præsident.

 

Pludselig gjorde Henrik sære bevægelser fra den ene side til den anden, som om han stod af en cykel, der ikke var der. Han rejste sig op i fuld jakkesæt-højde, og enhver kunne høre ham sige, at han og socialdemokraterne sandelig var tilhængere af, at Europa fik en præsident.

 

Og da der straks kom indsigelser fra den slags folk, som mener så meget, at de ikke kan nøjes med at skrive postkort, så sagde Henrik "for min skyld kan folk kalde posten, hvad de vil". Og nogen tænkte ved ordet posten på stillingen som præsident, men Henrik vidste, at han var posten - og syntes egentlig, han var kommet helt godt fra lige at pege på sig selv, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad han mente. Dejligt vejr, føjede han til.

© Poul Erik Søe 8. marts 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Kommentaren bygger på disse ord fra en artikel 7. marts 2003 af Pierre Collignon - Jyllands-Postens EU-korrespondent: "Ud over Sverige går stort set alle EU's små lande imod forslaget om en fast formand for Det Europæiske Råd. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) støtter også præsident-modellen, men de radikale er stadig skeptiske. Henrik Dam Kristensen mener ikke, at navnet "præsident" er afgørende. »At kalde det en præsident er en normal talemåde i mange lande. Herhjemme er vi vant til at kalde det en formand, og svenskerne kalder det "ordførende", men for min skyld kan folk kalde posten, hvad de vil,« siger han."

Enmandsavisens forside