Azorernes flagFN har sejret
Nederlagets tre lande holdt bundmøde på høgenes ø Azorerne for ikke at møde indsigelse fra anderledes tænkende

De tre nederlags-lande, USA, England og Spanien, holdt i går et møde på Azorerne for at blive enige om, hvad de var enige om. Mødet havde fået den form for at sikre, at nederlagets tre statsledere var alene - uden den modsigelse, som de ville have mødt i FNs sikkerhedsråd.

Azorerne er navngivet af portugiserne, og i god pagt med de krigsgale høge blandt amerikanske republikanere er tydningen af navnet egentlig høgenes ø. Det hele viste sig at være en misforståelse, da øernes fugle var musvåger, men valgt som mødested bliver navnet alligevel talende.

Pressen, der ofte alt for villigt byder sig til som skriveunderlag for magten, kaldte det et topmøde, hvad det ikke var, men et bundmøde mellem slagne lande. Der var skåret i pressens muligheder for at spørge. Det hele var en salgsfremmende foranstaltning af den slags, virksomheder laver for at fremme egen overlevelse og uden at indbyde konkurrenten.

I november genopfandt USA en Irak-krise, der er tolv år gammel, men som ingen de senere år har taget alvorligt, før amerikanerne skulle finde en syndebuk for 11. september 2001.

Siden november 2002 har man ledt efter de masseødelæggelses-våben, som USA og England på forhånd "vidste", Irak havde. Ikke i et eneste tilfælde gennem alle de måneder har USA og England bevist eller bare gjort det sandsynligt, at Irak har den slags våben i et omfang, der er nogen som helst trussel. Det er det resultat, som FN er kommet til.

Derfor er vi, hvor der blev indledt. Saddam Hussein er en diktator, der har brugt gift-våben mod kurderne i hans eget land, sådan som amerikanerne brugte gift mod vietnameserne, og vi ved, at England har bygget og under Margaret Thatcher givet statsstøtte til en irakisk kemifabrik, bygget med englændernes viden for at fremstille gift- og nervegas til krigsformål. Saddam Hussein har ingen atomvåben, ville sikkert gerne have dem, men amerikanerne er stadig ene om i hele verden at have brugt atomvåben i krig.

Da der ingen nye beviser er kommet overhovedet, skal vi nu i "sandhedens time" dømme Hussein på hans og Iraks historie, mens vi samtidig skal glemme USAs historie, som også i tiden efter anden verdenskrig rummer mange eksempler på krigsforbrydelser.

Hyklerisk efter måneders tavshed, mens der blev slagtet løs i Palæstina, lader USA og England i sidste time, som om de pludselig vil løse Mellemøstens egentlig kerne-emne, Israels besættelse og blodige undertrykkelse af palæstinenserne, hvis land israelerne ulovligt har ranet ved terrorisme.

Uden at elske Hussein, uden at foretrække diktatur for demokrati, har en række stater, der hver for sig sandelig heller ikke er Guds bedste børn op igennem historien og i de seneste halvtreds år, sagt fra over for den helt vilkårlige syndebuks-krig, USA vil føre mod Irak.

Det nej, USA og England har fået, er sket gennem FNs sikkerhedsråd. Det er en aldeles lovlig fremgangsmåde, og ingen har brugt samme midler i FN mere end netop USA.

Nu fremstilles den kendsgerning, at USA og England ikke har kunnet samle flertal eller undgå et veto, som et nederlag - for FN! Også Danmarks Radios udsendte til Azorerne, Jens Nauntofte, brugte den vending. Men selvsagt er det ikke FN, der har lidt nederlag. Hvis FN aldrig havde anden mulighed end at følge USA, så ville det være et nederlag. Nu viser det sig netop, at FN kan byde også stormagter trods. Det er det, FN er skabt til. Til nu har FN sejret.

© Poul Erik Søe 17. marts 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside