Sandhedens øjeblik
- et døgn for tidligt

Jeg kan se på dine øjne,
at du har en anden kær...
(Gammel fynsk vise)

Sædvanligvis er han bare statsministeren med den form, som nu er hans, og som vi kan holde ud et år eller to endnu, indtil vi kender alle enkeltheder og trætte vil kigge rundt efter andre muligheder.

Men så er der de øjeblikke, hvor den tillærte statsleder-figur smelter og røber magtens støbeformer, sådan som der pludselig kan lukkes mørke ud af en lys farve på et uvejrs-maleri.

Foran os på skærmen ændrer skikkelsen og åsynet sig, fanatikerens øjne bliver tomme, mens hjernen spoler hen til gentagelsens indlednings-punkt for at lade munden ensformigt buldre med det forud vedtagne, som i et glimt røber utroværdigheden og magt-lysten bag en veltrænet maske af folkelighed.

Sådan i et sandhedens øjeblik - et døgn for tidligt - stod Anders Fogh Rasmussen på skærmen i aftes og prøvede i samme åndedrag at være både meningsmålingernes bejler og ideologiens bøddel.

Anders Fogh Rasmussens vilje, den trampende, trodsige lille dreng inde i jakkesættet, stred i fanatikerens ansigt en strid med den tilkæmpede ro, popularitetens narremaske, og pludselig røbede øjnene hans foragt for folke-meningen.

Tvetunget talte han stadig om et FN-grundlag for en krig mod Irak, skønt han for længst havde indset, at hans mund var tvunget til den nødløgn, at FNs seneste vedtagelse kunne bruges som grundlag for krigen, skønt vedtagelsens ord om "alvorlige konsekvenser" netop blev valgt af FNs sikkerhedsråd, fordi der ikke var enighed om at gå i krig.

Tvetunget lirede han de forud indlærte sætninger af om at vælge mellem diktatur og demokrati, enslydende ord i Danmarks Radio og på TV2, ikke svar på hvad han blev spurgt om, men planlagte ord til at overtale os - badeværelses-taler af den slags, der er indøvet foran spejlet under barberingen. Han mente at have fundet den endelige løsning - for når man skal vælge mellem diktatur og demokrati, må man altid være på demokratiets side...

Indtil TV2s nærværende journalist stilfærdigt gjorde opmærksom på, at Anders Fogh Rasmussen ikke skulle vælge mellem diktatur og demokrati, men mellem to forskellige standpunkter, som demokratiske, vestlige lande har til krigen. Statsministeren kunne end ikke høre, at han var spiddet. Han styrede videre mod skyttegraven.

I sandhedens øjeblik synes Fogh Rasmussen at have valgt sin egen politiske undergang. Der kan sagtens komme måneder, hvor han vil tro at være blandt sejrherrerne. Men dømt er han. Også i sine egne øjne. Det ses på ham, før han selv ved af det.

© Poul Erik Søe 17. marts 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside