Iraks 500 tons atom-materiale
var amerikansk-engelsk løgn

Dokumenterne, der skulle bevise påstanden, var falske, underskrevet af for længst afgået minister, med ny dato på gammelt papir og med en falsk statsminister-underskrift

Hvor bliver man dog flov, når det meldes fra statsministeriet, at den amerikanske præsident har ringet til Fogh Rasmussen og sagt tak for støtte. Vel er Danmark et lille land, men fortjener vel ikke af den grund også at være en ringe stat, en spytslikker-nation. Det er sådan, Fogh Rasmussen synliggør Danmark i verden.

Danske politikere pumper sig op og gør sig så stærke, som de ikke er, når Irak er på tale. Vi får stålsatte standpunkter, muskler pumpet som hamburgerryg, barnlige efterligninger af de amerikanske synspunkter. Efter statsminister Fogh Rasmussens mening må man ikke sige andet end USA, fordi presset på Irak skal fastholdes.

På den vis er den danske statsminister endt med at være løgnens forsvarer. Han tror at være amerikanernes ven ved at kysse deres fodvabler, men statsministeren skader dybt det lange forhold mellem danskere og amerikanere ved at sluge de amerikanske og engelske løgne råt. Amerikanerne selv skjuler ikke løgnene. Deres aviser og fjernsyn blotter løgnen. Den danske regering tier.

Fogh Rasmussen nævner end ikke for det folk, der har valgt ham, at amerikanerne og englænderne i de seneste måneder er taget i langt flere løgne end Saddam Hussein.

Fogh Rasmussen fastholder og fastholder og fastholder sine såkaldte holdninger, de lånte ord fra Bush og Blair. Men helt imod al folkestyre-skik i Danmark, så giver statsministeren os ingen grunde. Han smækker sit lånte standpunkt ud som en bjæffende officer-kommando, men der følger ingen forklaringer med. Han tager ikke stilling til, hvad der sker dag for dag i Irak-krisen. Han har lært een sætning udenad, efter at den er blevet oversat fra engelsk, og ved at gentage den mener han at have tilgodeset den demokratiske samtale.

Hvor langt større tjeneste havde statsministeren ikke gjort sit land, sig selv, amerikanerne og englænderne ved at tilkendegive, at han har sit standpunkt, men at han samtidig kraftigt må tage afstand fra, at den engelske regering og den amerikanske udenrigsminister har bygget deres påstande om Irak på såkaldte rapporter fra den engelske efterretningstjeneste, skønt det viste sig, at ti af de nitten sider var ren svindel, simpelthen afskrift af en studerendes hjemmeside om Irak for tolv år siden.

Det er den engelske presse, der har afsløret svindelen. Den engelske regering har måttet vedkende sig, at sådan foregik det rent faktisk. Men den danske regering med statsministeren i spidsen siger det samme før og efter afsløringen. Tænk, hvis Saddam Hussein havde løjet på samme vis, og at det blev bevist, så havde der ingen ende været på Fogh Rasmussens forargelse. Nu tier han - og godkender dermed løgnen. Det er uværdigt.

Og nu er den næste afsløring der så, ikke af Irak, ikke af Hussein, men af USA og England. Den amerikanske præsident Bush har offentligt udtalt, at Saddams Husseins Irak fra den afrikanske stat Niger har prøvet at skaffe sig råstoffer til brug for fremstilling af atomvåben.

Der var tilmed dokumenter, som viste det. De dokumenter har det mellemfolkelige atom-tilsyn, International Atomic Energy Agency (IAEA), siden set på. Der er ikke hold i påstandene overhovedet. Det er løgn og opspind. Og den amerikanske udenrigsminister Powell har da også skyndt sige at sige, at de falske dokumenter ikke er blevet fremstillet i USA, Israel eller England. Hvem ville da også lige komme på den tanke...?

Påstanden, som amerikanerne - i præsident Bush's egen mund tilmed - og englænderne flittigt brugte, gik ud på, at Irak og Niger havde haft forbindelse med hinanden i den hensigt at få Niger til at levere 500 tons koncentreret uranium. Siden december har den påstand været amerikanernes og englændernes hovedeksempel på, at Irak har masseødelæggelses-våben.

Den engelske regering forelagde endda dokumenterne for International Atomic Energy Agency (IAEA). Det er nu afsløret, at alle papirerne og den samlede historie er løgn og svindel, fremstillet for at kunne fastholde, at krigen mod Irak skal gå i gang.

Dokumenterne, der skulle bevise de amerikansk-engelske påstande, er skrevet på papir fra 1980'erne, men dateret år 2000. Nigers forsvarsminister, hvis underskrift findes på de falske papirer, var gået af tolv år før, papiret blev underskrevet. Og Niger-statsministerens underskrift er en barnlig skrift, som intet har at gøre med den virkelige underskrift. 

Hvor tit har vi ikke hørt præsident Bush sige, at han og USA er træt af Saddam Husseins løgne? Det er forståeligt nok. Men hvor tit har vi hørt for eksempel vor egen statsminister sige ligefremt og frejdigt, at vi også er meget trætte af amerikanernes og englændernes løgne?

Ofte får man den tanke, at danske stats- udenrigs- og forsvarsministre fører udenrigs- og militær-politik efter, hvilken stilling i NATO eller EU de kunne tænke sig at søge efter deres afgang som dansk minister. Er det dybt krænkende stilfærdigt at hviske, at medens de sidder på en dansk ministerpost, er det Danmark og danskerne, de skal tjene? Er det muligt lidt højere at sige, at vi ikke tror dem, så længe de synger med i svindel-koret eller fortier løgnene.

© Poul Erik Søe 15. marts 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside