Tyskland lider
under euroen

De enkelte staters handlefrihed er tabt, så ingen kan gøre det nødvendige for deres eget folk

Igen venter tyskerne handlingslammet på den europæiske centralbank. I dag atter en forventning om at blive hjulpet af en rentesænkning for alle euro-lande, men tyske politikere indser kun langsomt, hvad det tyske folk vidste, da flere end 60 procent af tyskerne var imod euroens indførelse. Det tyske folk blev bare aldrig spurgt.

Tysklands arbejdsløshed har atter toppet i år. Nu har landet den højeste ledighed siden anden verdenskrig. I første ombæring af kansler Schrøders socialdemokratiske regeringstid gik det fremad. Han havde lovet at få tallet af ledige ned under fire millioner.

Så kom euroen og spændte ben. I tiden siden euroens virkeliggørelse er det kun gået den vej, hønsene skraber. Og i Schrøders anden politiske magt-ombæring er det gået så galt, at han nu især møder indsigelse fra sine egne og fra den fagbevægelse, der føler sig overhørt og svigtet.

Den europæiske centralbank, som lægger euro-landenes økonomiske rammer, har været mere end tilladeligt eftergivende over for svage økonomier i Tyskland og Frankrig. Opskriften er den kendte - reglerne gælder kun for de små lande. Ved rente-fastsættelser som i dag vil det dog være svært for centralbanken at give Tyskland, hvad landet har brug for, en nedsættelse. Hensynet til andre euro-lande modarbejder Tysklands muligheder. Men ingen kan vide sig sikker, for den europæiske centralbank er ikke fri og uafhængig som de fleste gamle nationalbanker. Den er i storstaternes politiske vold.

Danmark har jo - uden at spørge det danske folk - bundet kronen til euroen inden for en ramme. Det fører atter og atter til, at vi kommer i klemme. Danmark har også i dag brug for det modsatte af Tyskland. Dagens vanskeligheder er blot et af de mange fald, hvor hver enkelt EU-stats tab af handlefrihed fører til, at ingen længere rigtigt får, hvad de har brug for. Smidigheden over den økonomiske udvikling, der aldrig er videnskab, men oftest religion, er gået fløjten.

Helt modsat alle spådomme fra regering, nationalbank, økonomiske spåfolk og banker gav Danmarks nej til euroen stor fremgang, målelig fra allerførste dag efter det danske nej. De danske vælgere havde ret i deres skøn. Politikerne havde blot lænket os så fast til euro-slaveriet, at de klare fordele, som enhver har kunnet se siden det danske nej, aldrig helt har kunnet tages hjem.

Politikerne vil blive ved med at hævde euroens velsignelse, selvom enhver længe har kunnet gennemskue fejltagelsen med en mønt-union, der hverken duer, når euroen ligger lavt eller højt. Det er selve friheds-tabet, der sætter hjulene i stå.

© Poul Erik Søe 8. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside