Er vor prædiken ej tant?

Påskeblomst! Men er det sandt:
har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

Han hænger på korset. Det er det sidste øjeblik, hvor han endnu efter troen er både Gud og menneske.

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Under korset viste sig en himmelsk hærskare med kirkeminister Tove Fergo i spidsen. Og hun råbte med høj røst: - Du er fyret.

Det sidste var nu ikke på Golgatha, men i fjernsynet. Kirkeministeren viste sig på skærmen i aftes og lod ingen tvivl tilbage om, at en præst skal tro på Gud, og at hun selv tror - ganske uden forbehold, måtte man forstå.

Det handler om præsten i Tårbæk, som har sagt, at han ikke tror på "en skabende og opretholdende Gud, ikke på opstandelse eller et evigt liv".

Tanker som dem fra Tårbæk er ikke så uhørte, som nogen tror. Det er mere uhørt, at kirkeministeren endnu engang mere end dummer sig og optræder som dommer i sagen på fjernsynet.

En præsts tro er i hvert fald ikke kirkeministerens sag, men hører til det åndelige liv, som er kirkens egen sag. Og det er revnende ligegyldigt, om kirkeministeren tror eller ikke tror. Man kan i Danmark selvsagt blive kirkeminister med en hvilken som helst tro - og helt uden.

Tove Fergo kan ikke holde fingrene fra kirkens indre emner, som ikke er hendes. Hvad i alverden skal hun mase sig frem på skærmen for med sine bekendelser og domme i sager, der ikke rager hende?

Det åndelige tilsyn med præsterne - troende og ikke-troende - er biskoppens, men med sine ord har Tove Fergo allerede lagt pres på bispen, og det er en utålelig indblanding fra det politiske liv i kirkens egne sager.

Man må sige, at fjernsyns-journalisten også var uden sans for, hvad et åndeligt, frit liv er, da journalisten alene var optaget, om præsten ville blive fyret, og om Tove Fergo ville fyre ham, hvis biskoppen ikke gjorde det.

Tove Fergo forsømte endnu en mulighed for at tie. Den fyring, der ligger først for, er kirkeministerens, ikke præstens. Men partiet Venstre har lagt afstand til J C Christensens og Poul Hartlings dage. Der er næppe nogen tilbage, som ved, hvad kirkens åndelige frihed er - bortset selvsagt fra Birthe Rønn Hornbech, som Venstre ihærdigt prøver at skjule, da hun er en anklage mod selve Venstres friheds-syn med sin viden om, hvad frihed og frisind er.

Men Tove Fergos helt umulige fremfærd tager dog ikke dampen af det spørgsmål, som rejses med præstens ord om, at han ikke tror på "en skabende og opretholdende Gud, ikke på opstandelse eller et evigt liv".

Der findes næppe den biskop, der ikke har siddet sjælesørgende med præster, som har sagt det samme og på anden vis røbet deres tvivl. Det vil være en sjældenhed, om en præst ikke undervejs og måske mange gange har mere tvivl end tro. Det sker ofte allerede under uddannelsen. Når læren om Gud sætter ind for fuld kraft, så er det de skiftende tiders Gud, der bliver undervist i. Det er tolkningernes vrimmel gennem årtusinder, der skal løbe gennem det sind, der siden selv skal tolke for menigheden.

Modsætningerne og modsigelserne i indlæringen er for mange så knusende, at de mister barnetroen, hvis de har haft sådan en. Det er såre menneskeligt. Jeg vil mene, det kun er en hykler, der aldrig har oplevet en tvivl, der er ved at kvæle troen. Jeg vil nødig have en præst, som er troende fanatiker og aldrig selv er blevet ramt af den selvfølgelige tvivl, der i sit væsen er langt mere menneskelig end troens sikkerhed. Jeg taler selvsagt om troen som noget, der er helt ligetil, og som ganske enkelt vil sige tillid. Ordet tro kommer af "at påstole" - at stole på, at have tillid til.

Den tillid ryger igen og igen. De fleste mennesker er helt ærlige i deres omgang med egen tvivl. Kun præster kan ikke tillades ærlighed. Men hvis præsten ikke kan tale åbent om sin tvivl, så er han jo gjort til et overmenneske, et stykke kristenliv af særlig værdi, højt hævet over andre mennesker. Det er ikke bare tåbeligt, men også aldeles imod alt, hvad det luthersk-protestantiske indeholder af historisk og nutidig kamp mod pave-katolicismen, der netop sætter præstens kristendom på et højere trin end andre menneskers.

Det er ukristeligt tænkt, at præsten ikke kan tale frit om sin tvivl. Det er i folkekirken en slags stiltiende aftale, at præster ikke har lov til den åbenhed - i hvert fald opleves det sådan. Dermed ophøjer præsten sig over andre mennesker og skal sættes på plads - på den nederste bænk.

Der har gennem årene dog været mange undtagelser. Præster har turdet åbent tale om tvivlen. En af dem var Grundtvig. Verset, der indleder mine ord her, er hans - og er det mest tvivl-fyldte vers i dansk digtning. Ingen skråsikkerhed hos præsten Grundtvig, mens seks spørgsmålstegn. Han tør tvivle. Han tør sige, han tvivler. Derfor tror man ham, når han finder bagom tvivlen i tro.

Og hvem stiller han de seks spørgsmål til? Såmænd til en blomst, et stykke natur, påskeliljen, der jo i bund og grund intet ved om kødets opstandelse, men kommer igen hvert år alene på grund af løgene. Den er ikke død fra det ene forår til det andet. Dens genopblomstring har intet med den kristne opstandelse at gøre - men blomsten er en trøst, et billede, som kan overkomme tvivlen - for en kortere eller længere tid.

Grundtvig mistede sin tro, da han "læste til præst". Undervisningen tog troen fra ham. Hans tvivl var stærkere. Enhver ved, at han genfandt sin tro på kristendommen - ikke i kristendommen selv, men ved at læse om Nordens gamle guder, Odin, Thor, Freja og Njord. Siden siger han, at den gamle nordiske tro er den danske kirkes våbenhus. Det er den vej, man må ind i kristendommen. Man kan også sige, at Odin, Thor, Freja og Njord er det danske folks barnetro. Uden den i al dens enfoldighed og skrøbelighed kan man ikke have tillid - tro - til kristendommen, der er lige så enfoldig og skrøbelig.

Nu er vi så i en nutid, hvor præste-ord til en avis om fredagen bringer kirkeministeren på skærmen straks den følgende onsdag med krav om, at præsten bare har at tro. Jesus krævede det ikke engang af disciplene, som svigtede ham gang på gang. De turde tale om deres tvivl, men han dømte dem ikke.

Jeg kender ikke præsten i Tårbæk. Det ser ud til, at Kristeligt Dagblad gør. Avisen vover at bruge ordet kristeligt i sit navn, som om hvert ord i bladet bygger på kristen-tro og ikke på overlevelses-kampen for at få flere læsere. Kristeligt Dagblad dømmer i dag Tårbæk-præsten med den forbandede psykologi, som i sig selv gør folk skråsikre og tillader dem dømmende virksomhed.

Man kan i Kristeligt Dagblads ledende artikel læse om Tårbæk-præsten, at hans "selvsikkerhed fejler ikke noget". Avisen kalder præstens stil for "studentikos" og "temmelig krukket".

Kristeligt Dagblads ledende artikel har også dømt Tårbæk-præsten, endnu før bispen har talt med ham om sagen. Bladet skriver, at "han burde være ansat på et teologisk fakultet eller en højskole, hvor den slags diskussioner kan være både gode og nødvendige for de studerende". Man tager sig til hovedet. Er folkekirken ikke stedet at drøfte tro og tvivl?

Videre bygger Kristeligt Dagblads ledende artikel på nabosladder. Den ledende artikel siger: ""Jeg kunne ikke selv klare at være præst, hvis jeg havde de synspunkter. Og jeg ville slet ikke kunne holde den tale, jeg nu skal over at holde, hvis jeg så på tingene på den måde, som Thorkild Grosbøll gør«, siger Grosbølls nabopræst Søren Hermansen, der var på vej til begravelse, da Kristeligt Dagblad i går ringede til ham."

Hvad har det med Tårbæk-præstens tvivl at gøre, at en nabopræst har andre synspunkter. Og hvad er det for et sprog, at troen er blevet til synspunkter? Synspunkter har man jo, til man vælger et nyt - aldeles som standpunkter skiftes ud. Troen er ikke et grundlag, men en rystelse! Kristelig er ikke et smart reklame-ord, man kan bruge i et avis-navn, men har et indhold, der uvægerligt må føre til daglig kamp mellem tvivl og tro for at være redelig.

Og hvad er det for en skråsikkerhed, der rammer kirkeminister, kristen-avis og nabo-præst? Det er jo ikke tyve år siden, at flertallet af folkekirkens præster hellere talte om sjælens udødelighed end kødets opstandelse. Det er alene sjælevandrings-religionerne, der har tvunget kirken til at genopdage kødets opstandelse. Så troen på sjælens udødelighed, der ikke kendes i trosbekendelsen, var altså bare et synspunkt. Troen var gjort til et synspunkt, et vilkårligt indfald i tiden. Troen, tilliden, bar ikke langt nok til at tro det umulige, at den døde krop og sjæl bliver levende igen. Hovedparten af folkekirkens fastansatte forkyndere var selv så meget i tvivl om kødets opstandelse, at de i hvert fald oftere talte om sjælens udødelighed.

Går man ud på kirkegårdene, må man få det indtryk, at kirken tror på gravsten. Men kristendommens budskab er en rystelse. Stenen var væltet fra graven! Hvis det ikke ryster så grundigt, at der bliver plads til tvivl ind imellem, så er vi ikke frigjort fra trællelænken, men overladt til psykologiens, journalistikkens og kirkeministerens dom.

© Poul Erik Søe 29. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside