Statsmagten
truer sandkassen

Regeringen vil skabe den sorte børnehave, hvor enhver vinder muligheden for at blive handelsrejsende i førskole-alderen

Både erhvervslivet og partierne vil være hårdt ramt i fremtiden, når Venstres socialminister Henriette Kjær nu lader statsmagten dykke ned og fastsætte lov og orden for sandkasser og legestuer.

Der skal være mindre fri leg og mere undervisning i børnehaverne, mener det stats-dyrkende Venstre-parti ifølge Berlingske Tidende. Venstre kan ikke nøjes med den røde maling over skuldrene, men dypper sig nu helt ned i socialismens statsstyring.

Hvis der er nogen, Venstre har tillid til, så er det pædagogerne. De vil skabe den liberale fremtid, som vi alle med statstvang skal tage til os som ny religion. Berlingske kan fortælle, at "Undervisningen af børnehavebørnene skal ske gennem målrettet og pædagogstyret leg, der skal give de tre- til seks-årige børn kendskab til både tal og bogstaver."

Som det ser ud, så er der allerede inden lovforslagets vedtagelse gang i planlægningen, for staten kan ikke lade et eneste barn gå tabt for tvangs-liberaliseringen. Berlingske fortæller, at de "konkrete undervisningsredskaber er netop nu ved at blive udviklet af den pædagogiske forskningsinstitution Learning Lab Denmark".

Frihed, frisind og forældreansvar hedder på nudansk Learning Lab Denmark. Gad vide, om det var lige det, Venstres vælgere stemte på ved sidste valg. Nu kan må jo høre på ordene Learning Lab Denmark, at det her selvsagt bliver noget så sjovt. Det er da også sjov, social(ist)minister Kjær er ude på

»Det er noget, der skal leges ind, så man behøver ikke være bange for, at ens børn skal sidde på skolebænken i børnehaven. Det kommer til at foregå på en sjov og pædagogisk måde, som jeg håber alle kan få noget ud af«, siger Henriette Kjær til Berlingske. Hun vil komme med et lovforslag, der skal indføre læreplaner for børnehaverne ved statstvang.

I fjernsynet, som man har til den slags, kunne man høre social(ist)ministeren forklare, at det her er nødvendigt, fordi det er noget så svært at skifte fra børnehaven til skolen. Den tanke er ikke faldet hende ind, at det skyldes skolens mangel på frihed. Netop Venstre - efter partiets tab af folkelighed - har medvirket til at gøre folkeskolen til slaveanstalt for vordende handelsrejsende.

Regeringen vil altså ødelægge børnehavens frihed og lege-indlæring - ikke for at gavne børnehaven, men for at lette overgangen til en dårlig skoleform, ødelagt af politikere, der under hastigt skiftende regeringer alle prøver at sætte sorte mindesmærker i skolelovgivningen.

Det er billigste psykologisering, der her finder sted i liberalismens navn. Intet må være svært. Hellere ødelægge både børnehave og skole end at påføre barnet uoverkommelige, livstruende lidelser ved det ufatteligt svære skift fra børnehave til skole.

I tresserne var der højskoler, der var ude i en lignende psykologisk hjælpsomhed. Man var så dybt bekymret over, hvor svært det var for en ny elev at komme til en højskole og at komme igennem de første dage.

Der var derfor emsige lærere, som udtænkte en plan, der helt ligner regeringens plan for børnehaverne. Lige før eleverne kom med busser, bil og tog, havde lærerne skilt samtlige senge ad. Så var eleverne nødt til at samle sengene. De var så optaget af senge-samleriet - og ikke af at være bange for et nyt sted.

Dengang var jeg på Krogerup Højskole, hvor forstanderen K E Larsen var forstander. Han blev senere tilbudt posten som undervisningsminister i Poul Hartlings Venstre-regering, men sagde nej. I dag ser det ud, som om alle med frisind og tanker i det hele taget siger nej til Venstre.

K E Larsen sagde lige ud nej til den slags senge-samleri. Nye elever kommer, og det er svært, men kun svært en dag eller to. Bagefter har eleverne lært, at det kan være svært at komme et nyt sted, men at det kan klares - og det sker hurtigt.

- Der er jo ingen, der skiller bordene ad, når folk kommer på en ny arbejdsplads for at hjælpe dem igennem den første dag, mente K E Larsen.

Næsten alle forældre ved, at børn, når de kommer i skole, glæder sig - også til at lære noget, ofte endda netop til at lære noget. Den glæde vil regeringen nu tage fra dem. Skolen bliver jo bare "ligesom det vi gjorde i børnehaven".

Der er intet vigtigere end det, der sker i barnets leg i sandkassen. Det er den erfaring, der gør det muligt for udvalgte siden hen at deltage i finanslovs-forhandlinger. Der er intet vigtigere end at bygge sandslotte, lave sandkager og sælge dem til overpris til naboens datter. Det er hele grundlaget for dansk erhvervsliv.

LEGO havde ikke været til, hvis ikke et legebarn havde ført snittekniven. Aage Damgaard i Herning var ordblind og kunne ikke stave til skjorte - men han kunne få lavet skjorter og sælge dem. Han blev senere formand for landets kulturkommission. Det var dengang, vi troede på os selv som folk - og ikke på Learning Lab Denmark.

I fremtiden vil vi alle kunne stave allerede i børnehaven. Men finansloven, erhvervslivet og Danmark falder i staver. Hvor er det dog ærgerligt, at Anders Fogh Rasmussen ikke fik fuldtid i børnehaven, så han havde kunnet lege sig til samarbejdsevne og magtafkald. Så havde statstvangen næppe været vigtigste byggeklods i liberal politik.

© Poul Erik Søe 27. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside