Vorherres
lille
frækkert

Lederen af Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe Jann Sjursen går og opstiller ikke til næste valg. Det kan være klogt nok. Man skal gå, mens man kan gå - og inden man ikke sidder. Partiet havde ikke megen udsigt til at blive siddende.

Jann Sjursen blev selv stor i Kristeligt Folkeparti, hvor det burde være en dyd at være lille, stor - fordi han gjorde oprør mod sine forgængere. Han ville slække det særkristne partis eneste to kampsager ved grundlæggelsen, fejden mod fri abort og porno. Nylig nåede han at indtage det hidtil vageste standpunkt. Han sagde, han ville afskaffe fri abort "på sigt". På Christiansborg vil "på sigt" sige, at det er en sag, man bare skilter med, men ikke vil røre en finger for, fordi det kan mindske vælger-tilslutningen

Da selv de særkristne politikere ikke er udødelige, så kommer der fornyelse også i Kristeligt Folkeparti. Uanset Paulus er det blevet dametid i den danske særkristendom. Damen hedder Marianne Karlsmose, som vil slække endnu en tand på det kristelige og derfor omdøbe - hvad i kristendommens historie ses som kættersk - partiet til Kristendemokraterne i stedet for Kristeligt Folkeparti. Hun er formand for partiet - ikke på tinge, men for det særkristne politiske foreningsliv.

I dagbladet Politiken bliver Marianne Karlsmose spurgt af Bjarne Steensbeck, hvad der er hendes medicin. Og hun svarer: - Mere frækhed.

Svaret tyder på, at de særkristnes nye første-engel har til hensigt at hente stemmerne hos partiet Venstre, der i øjeblikket har eneret på frækheden i Farums, finansministerens og film-statsministerens udgaver.

Nu er Jann Sjursen jo et pænt lille menneske af den ordentlige slags - i hvert fald sådan på overfladen. Men han er som alle synder, ikke bare "på sigt", men i det daglige, hvor han skrift-kyndigt altid har vidst, at Judas får mest omtale - og derfor har hans politik været at svigte, hvad man troede, han stod for. Når det gælder EU, har han været imod og samtidigt ivret for udvidelse, tidligere end de fleste andre med krav om EU-hær.

I det danske folkestyres historiske rum har Kristeligt Folkeparti aldrig været andet end en vanskabning, et forsøg på at skaffe kirken politisk magt - i hvert fald en særlig del af det danske kirkefolk.

I Kristeligt Dagblad skildrer den politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen Kristeligt Folkepartis vælger-baggrund med stor nøjagtighed: "Kernegruppen af vælgere er fortsat de kirkeligt aktive, især med tilknytning til de missionske bevægelser, som i øvrigt både Flemming Kofod-Svendsen, Jann Sjursen og Marianne Karlsmose selv er rundet af."

Det er værd at tænke over, at øjeblikkets kirkepolitiske magthavere i Danmark, Dansk Folkepartis Søren Krarup og Jesper Langballe er fra Tidehverv, der har samme kirke-baggrund som det særkristne parti. De kan ikke gå forbi en stemmeknap uden at trykke på den.

Det er en strid om partinavnet, der udløser Jann Sjursens farvel. Nu er Christiansborg ikke Gethsemane Have, så med den såre menneskelige Sjursen kan der let hænde det, at han i ensomheden og forladtheden ude bag buskene lader sig føre tilbage til lederskabet af et folkekrav fra folkepartiets folk. Kristeligt Dagblad, der har høje forbindelser, skriver da også: "På Christiansborg har det i flere måneder stået klart, at han er træt af politik og ikke ville fortsætte efter næste valg - alene af den grund, at partiet har dårlige erfaringer med at have en tidligere og nuværende partiformand på tinge samtidigt."

Men hvorfor ikke tage Jann Sjursen for pålydende værdi? Til Berlingske Tidendes medarbejdere, Søren Lange og Jesper Thobo-Carlsen, siger Sjursen: "Jeg har den holdning, at et partinavn siger noget om, hvad man vil. Det er ikke kun indpakning. Derfor er det udfra en samlet helhedsvurdering af den proces, som partiet er inde i, at jeg har truffet min beslutning."

Her er vi da ved den kerne, der gør Kristeligt Folkeparti til noget særegent, nemlig brugen af ordet kristeligt. Indtil det særkristne parti dukkede op, var der folk i alle partier, også på fløjene, som vedkendte sig - ikke altid bekendte - kristendommen. Det var jo ikke sært, da ni ud af ti danskere er medlemmer af folkekirken. Nogle stillede sig nok mere kristne an hjemme i valgkredsen end på Christiansborg, men det afgørende var, at kristendom ikke var et partipolitisk stridsemne.

Socialdemokraterne, der engang så kirken som fjenden, fik i Viggo Kampmann den første statsminister, som var medlem af folkekirken. Men først da Kristeligt Folkeparti dukkede op, gik der stemme-jagt i kristendom, og selvsagt var det partiet Venstre, der de seneste tyve år har levet af at nedkæmpe sit eget folkelige grundlag, som først af alle også fik sig et partiprogram, hvor Venstre hævdede at bygge på kristent grundlag. Det havde aldrig været nødvendigt før, men skulle Ringkøbing amt reddes for Venstre, så måtte der flere kirkelys i stagerne.

Det er ældgammel strid i det danske folk - efter det helt særlige samspil og modspil, som er skabt mellem stat og kirke med 1849-grundlovens ord - hvor langt man kan gå i hverdags-brugen af ordet kristelig. Selv for Kristeligt Dagblad var bladets navn ømtåleligt fra første færd, og der var tanker om at kalde bladet "Morgenrøden". Baggrunden er den fine, at man i det luthersk-protestantiske Danmark ikke skiltede med at være kristen. Det skulle helst kunne ses på een... Nu er alt til salg. Og er der stemmer i Vorherre, så staves Venstre med V som aldrig før.

Vorherres lille frækkert, Marianne Karlsmose, vil nu kalde partiet Kristendemokraterne, hvilket for den uindviede kunne tolkes som pølse- og fremskridtsmanden Kristen Poulsgaards tilbagevenden til politik. Men tanken med det nye navn er sært nok at sige til vælgerne, at nu skal partiet være mindre kristeligt, mindre kirkeligt end nu med navnet Kristeligt Folkeparti.

Til dagbladet Politiken siger Marianne Karlsmose: "Folk står af på forhånd, når de hører navnet Kristeligt Folkeparti. Det kan vi helt klart måle. Når de hører navnet, så kommer der støjsignaler ind på kommunikationslinjen, og folk hører ikke efter. Det problem må vi have løst. Det er ikke vores budskaber, som skal være anderledes, vi skal bare have folk til at høre efter".

Nu kunne man komme efter Vorherres lille frækkert med Matthæus og ordene "Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på." Det er dog næppe kristendommens indhold, der optager de særkristne lige nu, men nok så meget faren for at komme under valglovens spærregrænse.

Tager man da det gamle og det nye partinavn for sig, da er de begge i strid med dansk folkestyre-skik og et brud på det med årene indarbejdede ligevægts-forhold mellem stat og kirke. Men alt det ligger jo i forvejen i ruin med den nuværende kirkeminister Tove Fergo og kirkeministeriets to departementschefer i Dansk Folkeparti, Krarup og Langballe. Og endelig er der jo ingen, der kan eller vil tvinge det særkristne parti til at følge kirkehistorisk og politisk skik.

Det særeste er dog, at det mest kristne navn af de to er Kristendemokraterne og ikke Kristeligt Folkeparti. Med ordet kristeligt siger partiet, at dets virke er det kristne lig - eller ligner det kristelige. Nu er der næppe noget menneske, der kan afgøre, om dets virke ligner det, Kristus gjorde. Men at sige i et partinavn, at man "ligner det kristelige" eller helst vil "ligne det kristelige", åbner dog den mulighed for andre at hævde, at nok ligner Kristeligt Folkeparti det kristne, men ligner så dårligt som tænkes kan. Kristeligt Folkepartis mål er nu som før at få politisk magt ved misbrug af Vorherres navn.

Men kalder man sig Kristendemokraterne, som er fremtidens partinavn, så er det kristne ikke det, der ligner, men så råber man sig selv ud som kristen. Dermed er enhver kristen i Danmark uden for partiet Kristendemokraterne samtidig stemplet som kætter og sat uden for, hvor der er Tove Fergo og tænders gnidsel.

Nu har Vorherres lille frækkert og hendes særkristne medløbere i partiet ikke navnet Kristendemokraterne fra egen opfindsomhed eller det ny testamente. Det er lånt i Sverige, hvor et lignende parti oprindelig havde pinsebevægelsen som baggrund. Og når navnet frister Marianne Karlsmose, er det så langt fra kristelig tænkning som muligt. Lysten til navneskift har den enkle grund, at de svenske Kristdemokrater har fået fremgang og mere magt.

Det er magten gennem mere frækhed, Karlsmose vil. Glemt er det gamle testamentes "Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!" Netop de ord var i lange tider Kristeligt Dagblads selvpåmindelse på forsiden lige under bladets navn.

Marianne Karlsmose skal dog have den ros, at hun ikke stiller sig fromt an som en af forgængerne i formandsstolen, Jens Møller. Marianne Karlsmose mener, at frækhed belønnes, hvorimod Jens Møller havde det synspunkt, at Vorherre i særlig grad selv tog sig af Kristeligt Folkeparti. På et landsmøde, inden partiet var kommet på tinge, gik partiet frem i Berlingske Tidendes Gallup-tal. Der var af den grund på landsmødet klapsalver til Jens Møller. Men han sagde fra talerstolen, at "takken måtte gå højere op". Det er efter den tankegang Gud, der giver Kristeligt Folkeparti gode Gallup-tal. Jens Møller havde ikke tænkt over, hvem der i Gallup-tallene sendte de særkristne under spærregrænsen.

Marianne Karlsmose svinger sig i en af de udtalelser, som Sjursens farvel har fremkaldt, op til at tale om partiets "kristdemokratiske rødder". Det er jo mageløst sludder. Hun tænker på slægtskabet med det svenske søsterparti og de tyske kristelige demokrater. Men Kristeligt Folkeparti i Danmark er aldrig skabt med svenske eller tyske forbilleder. Det blev til helt vilkårligt på grund af striden om en borgerlig regerings frigivelse af billed-porno og loven om fri abort. Partiet er født til med magt at gennemtvinge et mindretals moral. Det er først siden hen, partiet ser sig i slægt med udenlandske partier - selvom de danske særkristne ikke vil kaldes borgerlige som den ukristelige svindler Kohl og hans efterfølgere i det tyske.

"Kristdemokratiske rødder" lyder, som om folkestyret har sine rødder i det kristne, hvilket er mere end en tilsnigelse. De var ikke tretten, Jesus plus disciplene, for at sikre et ulige tal og dermed mulighed for flertal ved afstemninger. Vel kendes afstemningen i det nye testamente. Paulus stemte for, når de kristne skulle henrettes. Men kristent demokrati og kristdemokratiske rødder er vrøvl. Kristendom er fortællingen om magtafkald. Det vidste i øvrigt netop den pinsebevægelse, som kristdemokraterne i Sverige er rundet af. De talte om at rejse telte i stedet for at bygge templer. De ville undgå magt-byggeriet. Marianne Karlslund er politisk tempel-bygger, mens Sjursen løsner teltets pløkke.

© Poul Erik Søe 28. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside