Folkekirken styrket ud af
regerings-mishandlingen

Det mest velsignede ved nuets kirkestrid er, at langt flere end ventet har indsigt og historisk viden om forholdet mellem stat og kirke. Det gælder også folketinget og dets partier, som bygger på det folkelige ønske om at værne den sære, men skønne folkekirke - en samfunds-ramme om et frit åndeligt liv. Det folkelige fællesskab som kirkens rum.

Folkekirken er ikke opfundet af Vorherre, som også må have nok andet at tage sig til. Folkekirken er en nødløsning for grundlovs-givere, og slet forvaltet kunne grundlovens ord om at ordne kirken ved lov have endt i ragnarok. Efterhånden ved vi, at folkekirken ikke førte til statskirke, og at kirken ikke endte som politisk magt-redskab.

Men både statskirken og kirke-magten lurer hver dag i den ordning, vi har fået - ikke ved en samlet forfatning for kirken på een gang, men gennem en udvikling, der har udmøntet sig i skikke - holdbare når forstandige og ikke fanatikere vedligeholder og fornyer dem. De lurende trusler er holdt fra døren gennem grundlovens og folkekirkens levetid takket være politikere på folkelig grund som den radikale Th V Poulsen, Venstre-manden J C Christensen, socialdemokraten Bodil Koch og mange andre. Det er dem, vi skylder, at folkekirken som en umulig ordning har vist at være den frieste og bedst egnede.

Da socialdemokraten Jørgen Peder Hansen i 1975 blev kirkeminister, spurgte Børsen-journalisten, senere Venstre-folketingsmand Jens Peter Jensen, om "Jørgen Peder var konfirmeret". Det røbede ukendskab til foikekirke-ordningen, selvom Jens Peter Jensen nok mest har villet drille socialdemokraterne med deres gamle modstand mod kirken. Men det er netop ikke væsentligt, om en kirkeminister er folkekirke-medlem eller ej. Det vigtigste er, at kirkeministeren er politiker. For folkekirken som ordning er et spil mellem den politiske magt og kirken som folkets, ikke biskoppernes.

Vi har i øjeblikket, som trækker længere ud end tåleligt er, en kirkeminister, som er præst. Det har vi haft før, uden store vanskeligheder. Men Tove Fergo hører til den slags Venstre-folk, der lige som statsministeren og finansministeren bygger deres politiske liv på det, man må kalde Farum-frækheden. Man bruger partiets øjeblikkelige vælger-tække til at gennemføre, hvad man ikke forud har bragt til demokratisk samtale med vælgerne eller andre partier, end ikke regerings-fællen. Og når der gøres fejl, misbruger man folketings-flertallet eller byråds-flertallet til at dække over dem.

Tove Fergos gøremål omkring den ny salmebog viste fra første færd en kirkeminister uden sans for det magtafkald, som netop den post kræver. Tove Fergo stamper i jorden, og får hun ikke sin vilje, søger hun at udstille bisperne som sin modpart for at indbilde os en bispe-kirke, som ikke er til, som er fjern fra de fleste valgte biskoppers tanker, og som bisperne aldrig ville have mulighed for at indføre, hvis de nok så meget som drømte om det.

Selvsagt er der af og til bisper, der i den ene eller anden sag skal have at vide, at de ikke er Guds udvalgte, men såmænd bare valgt af menighedsråds-medlemmer, og at der lige så godt kunne have siddet en anden i stolen. Men Fergo har spillet det politiske spil at udstille bisperne som en kirkelig overklasse, der vil tilrane sig magt for sig selv som gruppe, Der er intet som helst grundlag for det i nogen af de sager, Fergo har fremkaldt med sin Farum-frækhed.

Der er ikke tvivl om, at Tove Fergo har overtrådt loven om ministeransvar. Hun har som minister ansvar for den Farum-frækhed som ulovlig bogføring med overflytning af udgifter til et følgende år er udtryk for. Det er en frækhed, hun har lært hos statsministeren, der af selv samme grund blev tvunget væk som minister i en tidligere regering. Hvis han ikke i hast selv havde trukket sig, havde han fået folketingets flertal imod sig - og Anders Fogh Rasmussen som statsminister ville derefter være utænkelig efter folkestyrets sædvaner.

Tove Fergo får formentlig lov til at overleve sit brud på ministeransvaret, skønt hun gentager Anders Fogh Rasmussens frækhed og ulovlighed. Overlevelsen skyldes, at flertallet bag regeringen dækker over Farum-frækhederne. Det er Dansk folkeparti, der til nu har værnet om den minister, der truer folkekirken - og det er for de danske folkepartisters særlige stemmeføring kun følgestrengt, at ministeren værnes i folkekirkens navn.

En statsminister, der virkelig tog sin egen fortid og sin egen afgang som minister dengang alvorligt, ville for måneder siden have hvisket det nødvendige farvel til Tove Fergo. Men utvivlsomt er han ræd for yderligere at skabe drøftelse om hans eget tidligere lovbrud, og mens hans mod dag for dag synker, hvirvles han og hans regering mere og mere ind i tilstande, der undergraver regeringen, fordi nye bunker af møg skal "fejes ind under gulvtæppet".

Den egentlige kirkeminister lige nu er formanden for folketingets kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech - den sære, svære, men aldrig uberegnelige Venstre-kvinde, som kan sit lov-kram, ikke lader sig nøje med kirkens forkyndelses-frihed, men ved, at den skal have en ramme af forvaltnings-frihed også.

De seneste dage har Birthe Rønn Hornbech med et flertal i folketinget bag sig tvunget kirkeministeren til magtafkald. Netop magtafkaldet burde være selve grundlaget for ministerens virke, men Tove Fergo aner ikke, hvad magtafkald er - hun er vokset op i Farum-frækheden, næret af de Venstre-folk, der i hendes slægtled vristede sig ud af den folkelige samhørighed og gav sig stemme-lokkeriet i vold.

Det er Birthe Rønn Hornbech, der har ført pennen, da Tove Fergos forslag til økonomilov for folkekirken nylig blev ændret, så menighedsrådene alene og aldeles uden ministerens indblanding får ret til selv at fastsætte sognets udgifter og kirkeskattens størrelse. På sin vis er det ærgerligt, at ændringen er nødvendig, for skiftende ministre, folketing og menighedsråd har kunnet leve med den gamle ordning. Men når Farum-frækheden afløser viljen til magtafkald, må der bydes trods, og nu bliver der rene linjer.

Kirkeministeriets åbenbare ulovligheder skal nu undersøges. Af en sagfører. Og tilmed en sagfører, som Tove Fergo selv udpeger. Den slags er ikke værd at spilde penge på, og kirkeministerens Farum-frækhed får hende venteligt til at sige, at hun burde roses, fordi hun sætter en undersøgelse i gang. Først fupper man, så skubber man.

Vi ved fra Færø-sagen, at sagfører-undersøgelser ikke kan bruges til andet end at styrke Farum-frækhedens herredømme i politik. I sagfører-undersøgelser kan der ikke udspørges vidner, men bare blades papirer igennem. Vi ved fra sagen om Færøernes undertrykkelse i Poul Nyrup Rasmussens tid, at sagfører-undersøgelser ikke er brugbare. Vi fik sådan en undersøgelse, da Poul Nyrup Rasmussen fik overtalt det færøske landsstyre - hans egne partifæller - til at overtage ansvaret for Føroya Banki på et tidspunkt, da Den danske Bank havde en milliard i klemme på Færøerne.

Hvem husker ikke, da sagfører-undersøgelsen om Færøerne kom frem? Venstres Uffe Ellemann Jensen forsøgte i en lang og pinlig kamp med Nyrup Rasmussen at finde fældende beviser i undersøgelsen, men alt var luft og vind.

Det er Erik Ninn-Hansens og Poul Schlüters dommer-undersøgelse, der spøger på Christiansborg. Politikerne er hunderædde for dommer-undersøgelser. Dommere kan nemlig udspørge vidner. Og det var socialdemokraterne selv, der i Færø-sagen skabte den umulige undersøgelses-form, som nu skal gentages i Fergo-sagen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har skyndt sig at sige, at folkekirke-sagen er for lille til, at man skal bruge penge på en dommer-undersøgelse. Mon det lige er ham, der som statsminister selvsagt er medskyldig, som skal skønne over det?

Tilmed er det så lykkeligt, at den sagfører, der skal undersøge sagen mod Fergo, skal udpeges af Tove Fergo selv! Igen burde hun lære af Birthe Rønn Hornbech. Magtafkald er ordet. Sagfører-undersøgelser er til for at frifinde politikere, uanset hvad de har gjort, så lad dog i det mindste de partier i folketinget, som Tove Fergo har vildledt, udpege undersøgeren.

© Poul Erik Søe 16. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside