Forrådt af dem som vagt

burde være, just af dem

 

Danmarks deltagelse i den ulovlige Irak-krig som slave af USA og med indbygget godtagelse af, at den stærkeste har ret til hvad som helst, har selvsagt følger. En af de tanketomme følger er, at så må vi gøre EU så stærkt som USA, så vi selv kan optræde som verdensmestre i at undertrykke andre.

 

Enhver kan se, at splittelsen i FN, EU og NATO først og fremmest er et udsagn om, at folkene er forskellige. Det er nøjagtig den forskellighed, der rummer håb. De få gik med USA uden et eneste lovligt grundlag. Påstandene, der drev amerikanerne og dermed danskerne i krig, var urigtige. De er ikke bekræftet af virkeligheden, men da store let smadrer små, så er den politiske opfattelse, at krigen var ganske i orden. Det er i orden at slagte mennesker, bare det går hurtigt.

 

Det er da den ny verdensorden, at hvad USA gør er altid det rigtige - eller bliver det i samme øjeblik, de smider bomber og myrder nogle tusinde. Bagefter klapper alle i hænderne, som om det var i teatret.

 

Men tænksomme folk mener selvsagt, at det ikke kan blive ved. Nogen af dem, der finder sig selv tænksomme, mener, at målet er at blive som USA. Mange østeuropæerne, som skal hævne både første og anden verdenskrig samt Sovjet-unionens undertrykkelse, har længe haft den tidligere amerikanske præsident Reagan som forbillede og nu skiftet ham ud med Bush. Og efter Irak-krigen ser det ud til, at mange vesteuropæere slår følge med de nye østlige EU-medlemmer.

 

De vil sætte noget op mod USA. De vil selv være med til at skabe noget, der har lige så stærke våben politisk og militært som USA, og som kan tryne folkene på lige fod med den amerikanske overmagt. Sådan skal EU ende, mener de - stærk nok til at holde USA stangen, hvilket på dansk vil sige stærk nok til at kriges med amerikanerne.

 

Den afmagts-gru breder sig selvsagt også i Danmark. Ordene er langt mere forfinede med blå sløjfer og vatdutter på tåspidserne. Men meningen er ligetil. Der er kun een vej frem. EU skal omdannes i USAs billede.

 

Jesper Thobo-Carlsen i Berlingske Tidende har nylig gjort rede for, hvordan "en række kulturfolk, præster og økonomer" med en ny bog som redskab nu mener noget andet om EU, end de gjorde før. Den slags sker jo, og er jo ikke vigtigere, fordi de er tretten om det.

 

Jeg har ikke læst bogen, som vist udgives senere på måneden. Så jeg lægger Thobo-Carlsens ord til grund, også fordi de ikke har mødt modsigelse fra de tretten.

 

"Fronterne i Danmarks EU-debat er under forandring. I SF er de danske forbehold til diskussion, og partiformand Holger K. Nielsen har efter Irak-krigen argumenteret for en stærk europæisk stemme over for USA." Sådan indleder Thobo-Carlsen sin fremlægning.

 

Og det er jo ganske sandt. Socialistisk Folkeparti har længe haft en sær skik, der ikke er nedavlet i røde køer - de stikker hele tiden hovedet ind over hegnet og æder sig stærke på naboens græs og skider så på egen grund.

 

Det er jo den måde, politik i almindelighed drives på - og folkesocialisterne er ikke anderledes. De holder skam afstand til socialdemokraterne, men altid nøjagtig samme afstand. Så når socialdemokraterne rykker væk fra eget grundlag, så rykker folkesocialisterne med. For nogle i partiet har det med hensyn til EU været så væsentlige ja-nik, at de straks lignede egnede emner til høje offentlige embeder.

 

Det har jo også rykket kraftigt i Enhedslistens folk, som med vilje taler over sig, så man kan høre, at forankringen ikke er det det danske folk, men mere og mere Brüssel. Og Dansk Folkeparti har fastansat sig selv til altid at redde regeringen, når EU går Danmark imod uden regeringens indsigelse.

 

Det er jo alt sammen så forståeligt, så kendt og så kedsommeligt. Når ens synspunkter er i modvind. Når de fleste - den offentlige mening, meningsmålingerne og de kendte - går een imod, så bliver knæene bløde. Åh, når alle de andre løber med tilskuddene, rejserne og skulderklappene, hvem drømmer så ikke om at søle sig i det varme mudder med dem, der har de rigtige meninger? Hvem kan i længden modstå fristelsen til den store offergang eller allerbedst knæ-vandring for med hændervridende tilgivelses-råb at kaste sig i støvet for magten?

 

Vi ved alle sammen, hvor trælse vore egne meninger er - især for os selv, som skal leve dagligt med dem. De er ikke bare vort ståsted, men også lænken om halsen. Hvor saliggørende er ikke tanken om, at man kan stå frem og bekende synder, erkende fejl og sætte ny kurs uden al den forankring? Og det lønner sig. Man bliver et rigtigt menneske igen, agtet og på hat med dem, der hele tiden har set rigtigt. Man kommer tilmed i Berlingeren. Man tumler ikke sitrende rundt i optagethed at kæmpe for noget, der er sandt for een selv, men indser omsider, at det hele, når det kommer til stykket bare er et puslespil, et spindelvæv, et vævestykke af ens egen bedreviden, bedst egnet til at skrotte.

 

Og den, der overvinder sig selv, er større ikke bare end den, der indtager Bagdad, men som genrejser det ganske Babylon og begge pengesilo-tårne i New York.

 

Nå, nu er der også andre forklaringer på, at folk skifter standpunkt. Nogen har det sådan, at deres ord i hvert skal høres i en samtid, de er i pagt med. De vil ikke stille sig så meget uden for, at de ikke bliver hørt. De flytter sig ikke med meningsmålingerne, men de flytter sig trinvist, nølende, næsten ikke synligt, sådan at de i hvert fald redder halvdelen af, hvad de mener over i et nyt standpunkt, mens de giver afkald på den anden halvdel. Sådan halverer de hele tiden eget standpunkt. Det opfattes vist som hæderligt og demokratisk, skønt følgen er, at ingen af os mere siger, hvad vi egentlig mener, men halvdelen af halvdelen af halvdelen af halvdelen af halvdelen af, hvad vi mener at kunne huske, vi egentlig ville.

 

Thobo-Carlsen i Berlingske Tidende skriver: "Nu følger 13 intellektuelle med overvejende kulturradikal-grundtvigiansk baggrund op med en grundlæggende opfordring til at acceptere Den Europæiske Union."

 

Jeg skal ikke dømme dem. Jeg ved ikke, hvem de er. Men Ebbe Reich Kløvedal er imellem, siger Berlingeren, og det stemmer mig i hvert fald mildt og får mig til at læse Thobo-Carlsens ord nøje. Det ser ganske vist lidt pudsigt ud med de der tretten, at de er intellektuelle med grundtvigiansk baggrund. Det er jo en herlig sammenstilling og svarer vist nøje til, hvad Grundtvig selv kaldte drenge-videnskabeligheden. Bogen skal bære titlen "Folkenes Europa" - og det skrækker mig ikke. Det har Europa vist altid været, også før den franske præsident de Gaulle talte så ivrigt om det. Og her er kernen. Magttoppen vil tage Europa fra folkene og gøre verdensdelen til deres magtredskab. Eller også bruger de ordene om folkenes Europa som smøremiddel for eget overløberi.

 

Til Berlingske Tidende siger Ebbe Reich Kløvedal det anderledes. Bladet gengiver ham sådan: "Man kan godt stadigvæk lade som om, EU ikke er der, men det er temmelig tosset efter min mening. Vi har vænnet os til virkeligheden, og fra nu af skal arbejdet gøres på den præmis, at det er et led i en eller anden form for europæisk integration, som så helst skal være så demokratisk som muligt."

 

Dermed mener Ebbe Reich næppe, at Europa skal have samme mål som amerikanerne har for Irak, der jo også skal være så demokratisk som muligt. Og jeg kan næppe - med tanken på Ebbe Reich Kløvedal som taler mod Vietnam-krigen på ladet af en lastbil - forestille mig, at det som i Irak skal ske med vold og magt, hvis folkene i Europa ikke vil Folkenes Europa.

 

Jeg aner måske en smule opgivelse i tonefaldet, når Ebbe Reich vil nøjes med et EU "så demokratisk som muligt". Hvorfor ikke bare sådan helt ligefremt demokratisk? Hans ordvalg lyder, som om vi må opgive en hel del af demokratiet og bare finde os i det.

 

Nu kolbøtter jeg så, da jeg læser videre i Berlingeren, for Thobo-Carlsen skildrer virkeliggørelsen af de banebrydende tanker hos de tretten intellektuelle grundtvigianere sådan: "Flere af forfatterne har tidligere været EU-modstandere. Ebbe Kløvedal Reich er en af dem. Men han foreslår nu sammen med de øvrige, at EU-landenes regeringsledere skal vælge en formand for EU, der både skal sikre større europæisk enighed om udenrigspolitikken og repræsentere EU over for omverdenen."

 

Jeg ved da godt, at når de tretten siger formand, så er det for at svare dem, der lige nu vil have præsident. Men man kan også læse det sådan, at når nu EU skal til at være så demokratisk som muligt, så er det vigtigste for alt i verden, at EU får sig en formand.

 

Umiddelbart forestiller jeg mig folketoget til kongen, da danskerne gik krævegang i København for at få en grundlovs frihed og folkestyre. Meget ville nok have været anderledes, hvis de havde mødt majestæten med ordene: "For alt i verden kræver vi en formand".

 

Det er altså, hvad man kan se af mening i vendingen "så meget demokrati som muligt", at vi får os en formand.

 

Berlingeren siger videre med ord fra bogen om den her formand, som vi alle går og mangler, og som har ligget som en dyb længsel i folkenes Europa: "Det giver traktaten ikke mulighed for i dag, men det er forudsætningen for at kunne optræde som en ligeværdig forhandlingspart over for f.eks. USA.«

 

Vi skal altså have en præsident, fordi amerikanerne har det. De har også atomvåben, klyngebomber og andre masseødelæggelses-våben. Dem skal EU så også have flere af, ellers kan vi jo ikke tale på lige fod med den til enhver tid siddende Bush. Det var vist det, nogen i Sovjetunionens tid kaldte oprustning for at sikre terror-balancen.

 

Bogen siges også at at handle om "en stærkere demokratisk forankring af EU med større åbenhed i Ministerrådet og et kompetencekatalog skrevet ind i traktaten. Det skal i hovedtræk forklare borgerne, hvad EU skal tage sig af, og hvad staterne skal tage sig af." Forankring er jo et ord, folkenes Europa virkelig må have tillid til efter amerikanernes fuldkomne brud med FN før Irak-krigen. Kompetence-kataloget er jo Anders Fogh Rasmussens forslag efter det danske nej til euroen. Man kan sige, at forslaget aldrig var dybt forankret i statsministerens eget sind.

 

»På en lidt intellektuel-kulturradikal vis har de fundet den strømning, der er undervejs i den danske befolkning,« siger Henrik Dam Kristensen om de trettens bog, som vi andre ikke har haft mulighed for at læse. Men så er det første skulderklap da hjemme. Det må være hele umagen værd. Intellektuelt, kulturradikalt og grundtvigiansk har de tretten tænkt og tænkt, før de slap forankringen til deres eget livsværk. Og straks får de ros fra Henrik Dam Kristensen. Kan en intellektuel, kulturradikal og grundtvigiansk tænker overhovedet nå videre?

 

Ebbe Kløvedal Reich slutter i Berlingeren med at sige: "Jeg tror, det er en uafvendelig udvikling, at den pernittengrynske modstand fremover vil høre til på højrefløjen".

 

Det har han så evigt ret i. Han og de tolv andre sælger danskerens fortvivlelse til Dansk Folkeparti. Efter det hidtil fremkomne har de tretten ikke andre forslag til løsning end de allermest velkendte og så at kalde præsidenten for formand. Det er nok den sidste del af det, der er intellektuel.

 

Den pernittengrynske modstand - det er afskedsordene til dem, der vil et frit og selvstændigt Danmark.

 

Heldigvis er dette vers og dets søskende røget ud af højskolesangbogen, så de intellektuelle grundtvigianere kan finde fred:

 

Foragtet af de store,

men elsket af de små,

sig er det ikke vejen,

som det nye må gå?

Forrådt af dem som vagt

burde være, just af dem,

sig er det ikke sådan,

at en sandhed står frem?

© Poul Erik Søe 8. maj 2003 - Slutdigtet er af Bjørnson, skrevet til "Danmarks forenede Venstre" 1874.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside