Kaffe og muffinFogh bag facaden
i Det hvide Hus

Den danske statsminister så nær udødeligheden som aldrig før

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen har været til morgenmad hos præsident Bush i Det hvide Hus, fortæller dagbladet Politikens hjemmeside. Bladet skriver: "Valget af mødestedet skal være en særlig gestus fra Bush' side. Der stod blandt andet æggekage, bacon, pølser og muffins på menuen."

Det ses altså som en særlig ære for statsministeren og for Danmark, at han har ædt æggekage med den amerikanske præsident, som havde afsat fyrre minutter til sin danske ven, men forlængede det til en næsten en hel time. Ikke mindst det sidste kvarter, statsministeren fik til æggekagen og pølserne, viser, hvor højt værdsat han er hos vore amerikanske krigskammerater. Nærmere kommer Fogh Rasmussen næppe udødeligheden.

Det er fint at spise morgenmad med præsidenter, og Fogh går jo ind for, at EU skal have hele to præsidenter, så de fremtidige muligheder for ærefuld bacon stiger voldsomt.

Præsidenter har det med også selv at finde det ærefuldt, når de giver morgenkaffe til helt almindelige mennesker som Anders fra Danmark. En af dem gik meget vidt i tildelingen af den særlige morgen-ære, det er at sidde med ved præsident-bordet, nemlig den franske præsident Giscard d'Estaing. Det er netop ham, der i det såkaldte EU-konvent vil give Europa en præsident. Om Giscard d'Estaing fortæller den tjekkiske forfatter Milan Kundera i sin (til dansk oversatte bog) bog "Udødelighed":

"Giscard d'Estaing, der var præsident før ham (Mitterrand), inviterede i året 1974 nogle skraldemænd med til sit første morgenmåltid i Elysee-palæet. Det var en gestus, foretaget af en sentimental bourgeois, der hungrede efter almindelige menneskers kærlighed og ville have dem til at tro, at han var en af deres. Mitterrand var ikke så naiv, at han ville ligne skraldemændene (en sådan drøm kan ikke gå i opfyldelse for nogen præsident!), han ville ligne de døde, hvilket var langt klogere, for døden og udødeligheden er som et uadskilleligt elskende par, og den, hvis ansigt for os smelter sammen med de dødes ansigter, er udødelig allerede i levende live."

Man må sandelig håbe, at Anders Fogh Rasmussen foruden de femten politifolk, der dagligt vogter ham mod verdens ondskab, havde sit fastansatte fjernsyns-filmhold med i Det hvide Hus. Det er jo helt uforglemmelige billeder af øjeblikke i storheden. Og hvor vil det ærgre Per Stig Møller, når han ser den æggekage i nærbillede.

© Poul Erik Søe 8. maj 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside