De vil give os
friheden tilbage

Lykkelige tanker om vælgerfremkaldte folkeafstemninger hos radikale, socialdemokrater og folkesocialister

Politikere kan bedst lide folkeafstemninger, når vi siger ja. Men når et nej kommer på afstand, skifter stemningen. Selv EU har rost danskernes nej til Maastrict-traktaten i 1992, fordi det nej fik EU til at indse, at der ikke kan regeres hen over hovedet på folkene. Og enhver kan i dag se, at danskerne var kloge, da de sagde nej til euroen. Alle de spåede vanskeligheder udeblev, og i stedet vandt landet stort på at holde sig uden for.

Folkeafstemninger er søgt lagt for had. Den form for folkeafstemninger, vi bedst kender til, er dog sikret i grundloven. Når Danmark afgiver selvråderet, så skal der stemmes om det. Men selv den ret har nogle villet fjerne, fordi danskerne ikke altid har stemt, som magthaverne vil have det.

En af de første, der ville fjerne folkeafstemningerne, var den tidligere højskolemand og pressemand Niels Højlund. Han mente ikke, at folk var kloge nok til at tage stilling. Det samme kunne jo hævdes om folketingsvalg og andre valg i folkestyret. Og fjerner man både valg og folkeafstemninger, så er der ikke folkestyre tilbage.

Det har vist sig, at folket er klogere end magthaverne, så selvsagt må enhver tale om at fjerne folkeafstemninger standse. Det er da også helt andre toner, der i dag lyder fra Det radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

De tre partier - Socialdemokraterne som magt-parti selvsagt langt mere forbeholden end de to andre - foreslår i dag, at i en fremtidig dansk grundlov skal folket selv have ret til at gennemtvinge folkeafstemninger. Nu er det grundloven, der siger, hvornår der skal være folkeafstemninger - og folketinget, der fastsætter, hvad vi ellers får lov at stemme om.

Men i fremtiden skal en tolvtedel af danske vælgere kunne kræve folkeafstemning, siger Det radikale Venstre. Det er omkring 330.000. Socialistisk Folkeparti mener, at der skal lidt flere til - nemlig en tiendedel af vælgerne.

Det vigtige er dog, at de tre partier i det hele skaber en drøftelse af spørgsmålet. Der anes i tankegangene en vilje til at give folket friheden tilbage. Der er virkelig grund til glæde - næsten uden forbehold, om man så selv kunne tænke sig formen og grundlaget for folkeafstemningerne anderledes end lige foreslået af de tre partier.

Der er politikere nok, som vil stejle. Men det er jo tydeligt for enhver, at magt-udøvelsen i den nuværende form er forældet. Folket har ikke noget værn mod den vilkårlighed, som magten er udtryk for - helt udpræget under den nuværende regering.

Det var anderledes, så længe folketinget ikke kun lovgav for øjeblikket og med vælger-tække som drivkraft, men oftest havde et længere sigte indbygget i lovgivningen. De forlig, der var en følge af folketingets sammensætning gennem mange år, kunne for nogen være trælse nok, men den store værdi var, at lovgivningen var holdbar og så at sige sikret mod de voldsomste følger af regerings-skift.

Den sikkerhed er der ikke mere. Regeringen bygger på Dansk Folkeparti, og det høres oftere og oftere, at partierne uden for regerings-grundlaget vil lave love om, når de får magten - og det ved vi jo, de gør før eller siden. Samfundet bliver mere slingrende, og det fællesskab, der er i et folk også hen over politiske skel, undergraves.

Der er mange, der tror galt om folkeafstemninger. De mener, at folkeafstemninger som dem om EU og euroen er kommet til verden af sær nåde fra de politiske magthavere. Men sådan er det ikke. Den slags folkeafstemninger er en del af den grundlæggende pagt, danskerne gjorde med hinanden, da de vedtog grundloven af 1953.

Forud for den nuværende grundlov havde vi rigsdag, som var sammensat af to ting, folketinget og landstinget. Mange, især i de borgerlige partier, ville fastholde landstinget, fordi to tings drøftelse og vedtagelse af lovgivning efter deres syn havde som følge, at hvert lovforslag blev mere velovervejet. De så landstinget som en sikring mod hovsa-lovgivning.

Da et stort flertal ville af med landstinget, så måtte flertallet af hensyn til tilhængerne af et landsting komme med et modtræk, der kunne sikre mod hastværk og sjusk i lovgivningen, i hvert fald på de vigtigste områder. Derfor kom der folkeafstemninger - og med tanke på FN, ikke fællesmarkedet, EF eller EU, blev der indsat tvungne folkeafstemninger, hvis der blev solgt ud af Danmarks selvråderet.

I de halvtreds år siden 1953-grundlovens vedtagelse har kræfter, som er mest optaget af egen magt, prøvet at sætte folkeafstemningerne i skammekrogen. Den grundlæggende tanke bag de forsøg er, at folket er dummerhoveder, som ikke ved, hvad de vil. Det er de valgte politikere og påståede sagkyndige, som alene vide. Folkeafstemningerne og deres følger har dog til fulde vist, at folkets fælles viden overgår Christiansborgs, hvad der i et folkestyre ikke burde undre, da folketinget dog kommer af folket, skønt partierne har sat urimelige selvmagt-fremkaldende filtre op.

Det store forbillede på folkeafstemningernes område er Schweiz. De har haft folkeafstemninger så længe, at det er helt selvfølgeligt. Inden for den seneste måned har Schweiz på een dag haft otte folkeafstemninger. Det har selvsagt en indsigt-fremmende virkning. Der er en medleven i samfunds-styringen, vi ikke kender til i et Danmark, der mere og mere er i lommen på magtfuldkomne politikere og en selvskabt overklasse af såkaldte eksperter.

Enhver, der kender til Schweiz, ved, at landet ikke bare klarer sig - men klarer sig godt, ikke på trods af folkeafstemninger, men i kraft af dem. Men også fordi folkestyre i Schweiz virkelig vil sige styre ved folket.

Schweizerne er aldrig gået på den galej, at stort er godt. De har ikke ladet sig snyde som bornholmerne, der gyngede med på sangen om store enheder - og ikke har vundet noget som helst andet end vrøvl med at opretholde den eneste nat-færge til øen. Vi blev selv snydt, da vi i årene omkring 1970 lagde kommuner sammen og troede på løfterne om mindre skat og mindre forvaltning. Lige nu skal vi snydes een gang til ved yderligere sammenlægning.

Det er ren vane-tænkning, at noget bliver godt af at blive stort. Ethvert firma, der er blevet lagt sammen med et andet, ved, at det store ender i det uoverskuelige, det upersonlige og i de fås magt over de mange.

Schweizerne modsat de fleste andre har hele tiden tænkt anderledes, fordi deres velfærd, rigdom og selvstændighed er født af små enheder, som er værnet frem til i dag. Nogle kommuner i Schweiz er endog under halvtreds indbyggere. Og det virker!

I Schweiz bestemmer hver kommune selv over de vigtige, nære sager. Skolen kommer ikke kantonen eller staten ved. Den er folks egen sag. Og følgen er selvsagt hundredvis af løsninger på skolesager. De gør erfaring med forskellighederne og lærer roligt af hinanden. Herhjemme er det altid stik modsat. Først og først og først sætter påståede eksperter sig ned i udvalg eller kommissioner for at lave en plan, der så sættes igennem af folketinget. Bagefter klynker vi så, når loven skal virkeliggøres, og hurtigt sidder der en ny kommission eller et nyt udvalg.

I Danmark har magthaverne grundlæggende mistillid til folket - sådan er vor indretning af samfundet bygget op. I Schweiz er der tillid til, at folk kan selv. Og har man den tillid, så kan de selv. Selv de vanskeligste økonomiske og politiske emner er til folkeafstemning i Schweiz, og ingen kan hævde, at landet ikke klarer sig godt af den grund - oftest klarer Schweiz sig bedre.

Nu har så Det radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti pludselig tillid til danskerne. Så megen tillid, at der åbnes for flere folkeafstemninger, om end Socialdemokraterne i iver for at værne egen parti-magt er noget mere gumpetunge end de to andre. Det er dog ganske enkelt frydefuldt, at tankerne bliver til politiske ord, selvom forslagene selvsagt er meget langt fra de schweiziske. Der er slet ikke de folkeafstemninger i vente, som schweizerne kender til, og det skulle ikke undre, om politikerne får sat en række spærreregler ind, så danskerne ikke kommer til at stemme om alt for vigtige sager.

Alt det er dog venteligt og her i førstningen i orden, for hvor ivrig tilhænger man end er af folkeafstemninger, så må det indrømmes, at en overgang til et egentligt folkeligt styre må ske langsomt. Hele det danske samfund - i kommuner, amter og stat - er bygget op på at holde folket mest muligt uden for vedtagelserne. Det kan man ikke ændre i et snuptag.

Men de tre partiers forslag om vælgerfremkaldte folkeafstemninger bør modtages som et første skridt på vejen mod et egentligt folkestyre. Det er helt selvfølgeligt, at et folk ved et så stort skift til indledende frihed skal gøre erfaringer. Vi skal nok gennem flere ny grundlove, før folkeafstemningen selvfølgeligt får plads som del af demokratiet.

© Poul Erik Søe 1. juni 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside