Vi gik i krig for at
vælte en statue

Danmark gik i krig mod irakerne på amerikanernes og englændernes side. For at vælte en statue. Der døde flere civile i krigen end 11. september, da tårnene sank i grus i New York. Det er, hvad der blev nået.

I går blev der udsendt en bånd-optagelse med Irak-lederen Saddam Hussein. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA mener, båndet kan være ægte og optaget så sent som 14. juli. Men hans statue er væltet.

Præsident Bush har sluttet krigen, siger han. Men i krig overgiver den tabende part sig, eller der bliver forhandlet om en fredsslutning. Amerikanerne siger nu selv, at de stadig er i krig - en guerilla-krig med daglige dræbte. Dermed er Danmark også stadig i krig.

Det værste er selvsagt, at amerikanerne og englænderne selv har brugt de fremgangsmåder, der var Saddam Husseins. Krigen var ulovlig, en krigsforbrydelse, et brud på folkeretten. Som land efter land sagde det i dagene op til krigen, under krigen og stadigvæk.

Er det ikke et mærkeligt tilfælde, at netop den danske udenrigsminister, blandt regeringens og folketingets bedst begavede, synes at være den eneste overhovedet, der ikke kan se det ulovlige grundlag for Irak-krigen, den manglende FN-godkendelse.

Er det da ikke uheldigt for danskerne, at netop en så klog - og af og til næsten vis - mand som Peter Stig Møller er helt alene i verden om at tro, at Hans Blix, lederen af FNs våbeninspektion i Irak. kunne bruges som grundlag for påstanden om, at der stadig fandtes masseødelæggelses-våben i Irak? Ingen andre er kommet på det påfund overhovedet. Enhver vidste, at det handlede om det stik modsatte.

Ethvert barn og vi andre med så i fjernsynet før krigen, at FNs våbeninspektører fandt ulovlige våben i Irak, og at våbnene derefter blev ødelagt. Amerikanerne, englænderne og danskerne fandt aldrig ulovlige våben under eller efter krigen. Hans Blix og FN-folkene gjorde! De eneste, der var i stand til at klare opgaven, blev standset af den amerikanske krigsliderlighed og hævnlysten hos sønnen af den Bush, der heller ikke fik ram på Hussein i den "første" golfkrig.

Ingen var et øjeblik i tvivl om, at våbeninspektørernes ord ikke kunne bruges, som Per Stig Møller gjorde det. Men for at tilfredsstille sin statsministers lyst til at spille kalkunsk hane pressede Per Stig Møller ordene langt ud over, hvad de kunne holde til. Nu har han så indset sin brøler. Han har i folketingets udenrigspolitiske nævn beklaget, hvad han sagde. Men det skete først under pres fra folketinget. Per Stig Møller var med til at skabe en ophidset stemning, nødvendig for at få opbakning til dansk deltagelse i krigen. Det klæder ham ikke - men klæder ham af.

Selvom to alvorlige falske oplysninger allerede var afsløret før Irak-krigen, gjorde hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen eller udenrigsminister Per Stig Møller noget for at fjerne de falske melodier fra den militær-musik, der skulle ophidse gemytterne. Det var kendt forud for krigen, at mere end halvdelen af en såkaldt engelsk efterretningstjeneste-rapport var skrevet af fra en tolv år gammel elev-opgave på et amerikansk universitet, ganske enkelt stjålet fra internettet. Det var kendt, at oplysningerne om et iransk køb af uran i Niger til uran-fremstilling var falske. Efter krigen har den britiske regering vedgået den løgnagtige fremlæggelse af elev-opgaven som efterretningstjenestens arbejde. Og præsident Bush selv har måttet indrømme, at oplysningerne om uran fra Niger til Iran er opspind.

Den engelske førsteminister Tony Blair har lige været i USA og talt til kongressen. Han sagde ifølge dagbladet Politiken: "Hvis vi tog fejl, har vi fjernet en trussel, som i det mindste er ansvarlig for inhumane nedslagtninger og lidelser. Jeg er sikker på, at historien vil give os det".

Nu er det jo sejrherrerne, der skriver historien, så Blair vil få ret, så længe han er sejrherre. Men en langt større del af verden vil huske, at den påståede sejr i krigen, som ikke er forbi, byggede på løgne, fordrejelser og fortielser. Når den amerikanske udenrigsminister Powell i sin lange tale i FNs sikkerhedsråd før Irak-krigen mente så nøjagtigt at kunne sige, hvor der var masseødelæggelsesvåben, er det jo hårrejsende, at de aldrig er fundet til nu.

Det er da smukt, når Tony Blair taler om "inhumane nedslagtninger og lidelser", som Saddam Hussein har påført sit folk. Og Blair har helt ret, men glemmer, at USA og England år efter år uden nogen indsigelse støttede Saddam Hussein, mens de "inhumane nedslagtninger og lidelser" fandt sted. USA solgte giftvåben til Saddam Husseins Irak til brug for kampen mod Iran. Tony Blairs eget England byggede en kemikalie-fabrik til Saddam Hussein i samme tidsstræk.

Det er selvsagt rigtigt at kæmpe mod "inhumane nedslagtninger og lidelser", men det er groft hykleri kun at gøre det, når det tjener ens eget mål - og ellers at lukke øjnene. Det er endnu mere hyklerisk at slå sig for brystet for at have sejret over "inhumane nedslagtninger og lidelser", når man selv - som USA, England og andre vestlige lande - har muliggjort de "inhumane nedslagtninger og lidelser" gennem den politik, der er ført over for Irak i Saddam Husseins tid, og gennem den givtige samhandel, som de selv samme lande har haft med Irak i enevældens voldstid.

Ja, endnu en tand mere hyklerisk er det selvsagt, når USA og England tillader Israel at påføre palæstinenserne "inhumane nedslagtninger og lidelser", mens de brovter sig af, hvad de mener at have standset i Irak. Hvis "inhumane nedslagtninger og lidelser" skal nedkæmpes uden om folkeretten og FN, så er Israels mange massakrer mod palæstinenserne også tilstrækkeligt grundlag for palæstinensernes frihedskamp. Israels nuværende ministerpræsident er tilmed af sine egne dømt for en sådan massakre mod palæstinenserne. Og en af det seneste års israelske massakrer, den i Jenin, var USA med til at hindre en FN-undersøgelse af, da man lod Israel slippe med at nægte inspektørerne adgang - helt som Saddam Hussein på et tidspunkt.

Dermed har vi en verdensorden, som ikke længere bygger på folkeretten og på FN. Det er de stærkeste, med de bedste våben, der har ret. Og selv når de stærkeste har uret, så vil - mener Blair - historien give dem ret, fordi sejrherrer altid har ret.

Herhjemme tales der et lidt andet sprog. Her prøver udenrigsminister Per Stig Møller at slippe uden om det falske grundlag for Irak-krigen. Det er slet ikke sådanne spørgsmål om falske eller sande oplysninger, det hele handler om. Nej, siger den danske udenrigsminister, den danske afgørelse var politisk!

Det er den grummeste udtalelse til nu. Udenrigsministeren mener altså, at når en vedtagelse er politisk, så hæver det den op over ethvert krav om folkeret, sandhed eller løgn, vildførelse eller overtalelse ved misbrug af utroværdige kilder.

I Danmark kan man slippe om ved hele sagen, bare man siger, at den er politisk! Aldrig, aldrig er der blevet talt så ringeagtende om politik - tilmed af politikere selv.

Vi må hurtigt have rejst en statue af en kalkunsk hane, så vi har noget at vælte.

© Poul Erik Søe 18. juli 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside