Arlas Jesper fra Arlas hjemmeside www.harmonie.dkDer står en mand
på min mælk

I sommerens løb har jeg lært en ny mand at kende. Han står på min mælk. Han hedder Jesper.

Der er et billede på mælke-pappet af ham. Han er i hvid kittel, har hvide tænder og smiler, måske mere til fotografen end til mig.

Jeg har set ham over alt i denne sommer fra Hjørring i nord til Lønne i syd. Han er den bærende i Arlas vældige indsats for, at vi skal drikke naturlig mælk.

På den ene pap-side af mælken er der en hel fortælling om ham. Overskriften er Jespers økologi uden klumper.

Det er for tiden den eneste økologi, der er uden klumper. I dagbladet Politiken kan man i dag læse ord af Thomas Hundsbæk og Christian Lindhardt. De skildrer, at vi drikker for lidt økologisk mælk. Derfor vil Arla have op mod hver anden økologisk landmand til at gå væk fra økologien.

Der er ingen tvivl om, at ordet økologi skingrer i manges øren. Grunden er, at ordet er blevet politisk. Man viser holdning ved at vælge økologisk. Det er godt for det politiske, men skidt for det økologiske.

Det er indlysende nok, at når et folk ikke bliver hørt, så finder det andre veje at få indflydelse på. Når A P Møller rederiet stiller sig til rådighed for amerikanernes og Fogh Rasmussens ulovlige Irak-krig, og man hverken kan standse Møller og Fogh, så er der folk, der holder op med at købe sukker og kortærmede trøjer i Møllers salgsboder.

Det er ud fra samme tankegang, økologiske varer er ramt lige nu. Der er nogen, der ikke køber økologiske varer på grund af prisen. Andre stemmer for regeringen og Dansk Folkeparti ved at undgå alt med økologisk mærke. De synes, de hævner sig på Svend Auken og alle, der i årevis havde økologi og miljø som slagord.

Miljø er også et ord, som er hårdt ramt af politiske undertoner. For ikke engang halvtreds år siden var der ingen, der talte om miljø. Ordet fandtes ikke engang, og hvis det dukkede op, blev det stavet milieu. Så kom der gang i den - og snart var alt miljø. I Ikea købte man ikke en seng, men et sovemiljø.

Ord og holdninger har deres bølge-gange. Hvor rigtig end udgangspunktet er, så bliver sandheden sagt så ofte, at ingen gider høre på den. Hvis nogen med iver-spyt på læberne bliver ved at råbe det til os, vi godt ved, så hører vi ikke efter. Det ender med at give bagslag.

Sådan er det med lige nu med økologi. På sin vis har økologien sejret. Hver fjortende landmand arbejder økologisk. Det er en seksdobling på mindre end ti år. Men så er der jo det med dem, der skal købe de økologiske varer.

Når varer sælges for lidt, mener virksomheder og sælgere - eller er nødt til at mene - at det ikke er kunderne, men varen eller salgsmåden, den er gal med. Sådan er det ikke i landbrugets store sammenslutninger for fremstilling og salg. De er ufejlbarlige.

For halvtreds år siden var der i den folkelige del af landbrugets ledelse fremsynede folk som gårdmands-lederen Niels Eriksen og husmands-lederen Peter Jørgensen, der mente anderledes og ville nærme sig køberne gennem Landbrugets afsætningsråd. Det blev ødelagt af magt-politik, og siden har danske landbrugs-ledere været tilbage i den holdning, at netop danske landbrugsvarer er ufatteligt gode, men desværre har landbruget på hjemmemarkedet elendige kunder.

Alle i landbrugets sammenslutninger ved, at ord som økologi og miljø er lagt for had, og at landbrugets politiske ledelse i høj grad har medvirket til det. Men når nu salget af økologisk mælk ikke er tilfredsstillende, så kunne den viden måske nyttes.

Her kommer Jesper ind - ham uden klumper, som står på min mælk. På nogle stykker mælkepap, ikke dem alle, siger han: ”Jeg skal ikke tage stilling til, om økologi er bedre end ikke-økologi."

Mon ikke Jesper ufrivilligt får nævnt sagens kerne. Hvor meget anderledes ville det ikke være, hvis Arlas folk tog stilling til, om økologi er bedre end ikke-økologi? Hvordan skal man tage folk i Arla alvorligt, når de ikke engang ved, hvad der bedst, og alligevel tager flere penge for det ene end det andet?

Jesper er markedskoordinator på Brabrand mejeri og hedder Jesper Bo Petersen. Jeg aner intet om ham, bortset fra ordene på mælke-pappet. Så ikke et ondt om Jesper, uanset om det nu er hans egne ord eller reklame-folkenes.

Men pap-holdningen lægger jo både han og Arla navn til. Og der står på mælpepappet, at Jesper "havde paraderne oppe, da mejeriet skulle til at producere økologisk yoghurt. Var det ikke besværligt og lidt fanatisk med den økologi?"

Nu skal der rigtigt tages fat på fordommene, tænker man, men så fortæller pappet: "Men økologisk yoghurt viste sig såmænd blot at handle om frisk mælk og frugt. Fuldstændigt som al anden yoghurt. Blot skal de stramme krav til økologisk produktion naturligvis overholdes."

Hvad er nu det for noget. Hvis økologisk yoghurt handler om fuldstændig det samme som al anden yoghurt, hvorfor i alverden skulle man så købe den - endsige give mere for den.

Kunne det tænkes, at den økologiske yoghurt var bedre, sundere, mere giftfri, med færre døde bakterie-celler, og at køerne havde haft det bedre undervejs? Hvis det er sådan, må det bare ikke stå der. For man skal jo også sælge det, der ikke er nær så godt. Og det er samme Arla, der skal sælge det.

Så Arla er der, hvor Jesper er, når han siger: "”Jeg skal ikke tage stilling til, om økologi er bedre end ikke-økologi."

Hvis ikke engang en virksomhed selv tør sige om en vare, at den er bedre end andre varer, hvordan skal så en køber bliver overtydet?

Og hvad skal de ord om "lidt fanatisk" til for - hvis de da ikke skal falde i de ikke-økologiske landmænds smag?

Jesper er sikkert en fremragende sagkyndig i at undgå klumper i yoghurt, men hvorfor er det netop ham, som skal fortælle os om økologiske varer, når han ikke tager stilling - eller ikke må tage stilling til - om økologi er bedre end ikke-økologi.

Nu er hans titel i hvert fald flot. Og der står mere om ham på Arlas hjemmeside. Jeg forstår det sådan, at en markedskoordinator er en, der fjerner klumper fra yoghurt. Jeg indrømmer, at klumpfjerner ikke lyder nær så flot som titel og næppe kan give grund til en rimelig løn. Men hvis han nu vitterligt har fagviden om mælk, kunne Arla så ikke bruge ham til at fjerne de klumper, som Arla selv skaber hos kunderne?

Der er åbenbart en hel del økologisk mælk, der i øjeblikket ikke bliver solgt som økologisk. Det blandes med eller sælges som den øvrige mælk, den ikke-økologiske. Men den mælk kunne jo bruges til et salgs-fremstød.

Hvis nu en del kunder ikke køber økologisk, fordi de holdningsmæssigt eller ud fra fordomme, som ordet fremkalder, vil lave indkøbssedlen om til en stemmeseddel, hvorfor så ikke prøve på hel enkel vis at kalde den økologiske mælk for mælk. Og så kunne man kalde den anden slags mælk for kunstmælk, særmælk eller et andet navn, som en markedskoordinator sikkert kan finde på.

Det særlige ved økologisk mælk er jo, at mælken ikke er særlig, men mælk, som køer og bønder har givet os i tusind år. Den er lavet efter natur-metoden, som også vor mor brugte, da hun selv gav os mælk fra brysterne engang.

Det kunstige, det særegne, industri-produktet er jo netop den mælk, der i dag kaldes mælk, men som er og bliver et kunst-produkt, presset i unaturlige mængder fra køerne med foder, som er bragt til verden med giftstoffer som krykker.

Reklame-folkene og navne-påhitterne i Arla har mistet enhver naturlighed. Når de sælger rigtig økologisk kærnemælk, som er den mælk, der bliver til overs, når man kærner smør, så kalder de den ikke kærnemælk. Nej, den hedder gammeldags kærnemælk. Og det er jo aldeles bagvendt. Det er jo den kunstigt syrnede kærnemælk, som er gammeldags, og den ægte kærnemælk, som er nutidig - hvis den ikke hæmmes af en fjollet gammeldags-dyrkelse.

Det gale er, at Arla ikke tror på det, virksomheden arbejder med. Eller dækker over så mange områder og holdninger i sin storheds-dyrkelse, at alt bliver ligegyldigt. Som Jesper siger Arla: ”Jeg skal ikke tage stilling til, om økologi er bedre end ikke-økologi.". Men det er jo den kampvilje, der skal til. Sådan som det var i dansk landbrug, før holdningerne blev solgt for at få EU-tilskud. Var de der andels-folk, som engang reddede landbruget, ikke også "lidt fanatiske", som mælke-pappen udtrykker det? Vel var de så. Det var en nødvendighed. Det var en kamp. Og kamp skal der til, hvis livet skal gro.

Den naturlige mælk bærer foruden økologisk stempel hos Arla også det mærkværdige navn "Harmonie", som vel kun har mening, hvis homogeniseret letmælk og andre vædsker i pappet er uharmoniske. Det ægte er altså poppet med med kunstigheden, fjollet navngivning og tom snak om klumper i yoghurt.

Det lykkelige ville jo netop være at nå frem til ikke at skulle stemple mælken eller andre varer som økologisk. Hvis mælk er mælk, naturlig mælk, og der bare står mælk på pappet, så er den klump da overvundet.

Indtil da tænker man meget over pappets budskab. Hvorfor er det på den økologiske mælk, de her ord står? Hvorfor er reklamerne for det økologiske ikke på kunstmælken, den homogeniserede og alt, hvad der ellers klumper sig sammen under fællesordet mælk? Fordi Arla lige som Jesper ikke skal "tage stilling til, om økologi er bedre end ikke-økologi".

Ifølge en landbrugsskole-leder står der kun 14.000 unge rede til at overtage de danske landbrug. Det vil sige, at allerede næste slægtled af landbrugere forudser en halvering af de heltids-beskæftigede i landbruget. Allerede nu ejer 1 procent af det danske folk 61 procent af landets jord. Det bliver endnu værre. Tror nogen virkelig, at så få alene får lov at afgøre, hvad den jord skal bruges til? Nogen tror måske at ligge lunt i svinget med EU-tilskud og jord-fordeling, men enhver med sans for politisk bølge-gang ved, at der er et folkeligt oprør på vej, som ikke kan klares med ord på pap.

© Poul Erik Søe 30. juli 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside