Onkel Powell

tegner og fortæller

 

Kærlighed er gentagelse – det er gru også. Og det er en grusom historie, der kan genfortælles om Saddam Hussein. Og den historie hørte vi i nær halvanden time i går, selvom der ikke var lovet genfortælling, men nye beviser.

 

Den amerikanske sender CNN bragte den amerikanske udenrigsminister Colin Powells tale i sin helhed og nogle få af de andre indlæg i FN’s sikkerhedsråd, indtil det lå klart, at i hvert fald hverken kineserne, russerne eller englænderne havde skiftet holdning på grund af Powells tale. De havde skrevet svarene hjemmefra. Måske fordi de forudså indholdet.

 

Danmarks Radios morgen-nyheder i dag, påvirket af lavvands-kanalen EuroNews, fortalte, at irakerne ikke havde lejlighed til at se og høre Powells tale. Det havde danskerne nu heller ikke, kun i helt løse glimt - hvad talen netop er uegnet til. Talen er skruet sådan sammen, at kun få vil bringe eller se den som helhed. Der er ikke kød nok på og ingen nyheder. I stedet er der lidt billed-guf, uden at materialet er overbevisende. Men billed-guffet, noget af det helt uegnet som bevis-materiale, fordi det er tegnet på skrivebordet i USA, er det, der trækker de fleste fjernsyns-kanaler. På kort form virker materialet langt stærkere, end det er. Powells egne forbehold kommer end ikke med. Det påvirknings-middel, som talen var beregnet til, går lige ind hos en presse, der ualvorligt korter påstande ned til beviser.

 

Af alle var det just den tyske udenrigsminister, der ikke ser grund til en krig mod Irak lige nu, som sad i sikkerhedsrådets formandssæde og styrede ordet. Der var imidlertid ikke meget at styre, for de medvirkende kunne deres replikker og veg ikke fra manuskriptet.

 

Man havde straks en følelse af, at rammen var alt for fin til indholdet. Den amerikanske udenrigsministers tale var slet ikke rettet til de, der sad og hørte på. De havde nemlig alle hørt det alt sammen mere end een gang før. Ganske vist var der lovet nye beviser på, at Saddam Hussein har masseødelæggelses-våben og forbindelser til al Qaeda. Det var alene på grund af det nye, der blev holdt møde. Troede vi. Men det nye kom ikke. Sikkerhedsrådet blev bare brugt som en pæn kulisse for en amerikansk markedsføring af de synspunkter, vi godt ved, amerikanerne har.

 

Sædvanligvis kalder man den slags propaganda, og kun Powell er troværdig nok til at kunne aflevere en sådan fristil med frihånds-tegninger og ikke tydeligt afslørende fotografier. Men det er klart, hans troværdighed holder ikke til at gøre den slags mange gange. Og han er klog nok til at have følt det pinligt, da ingen af de efterfølgende talere i sikkerhedsrådet gjorde meget ud af det, han havde leveret.

 

Sagen er jo, at propaganda slet ikke er nødvendig. Saddam Hussein er så øretæveindbydende, at det må krible selv i fingrene på medlemmer af ”Aldrig mere krig”. Hans enevælde, diktatur er så grusomt som andre diktaturer, og hans fremfærd mod eget folk er velkendt og oprørende.

 

Imidlertid har det jo ikke på noget tidspunkt været meningen, at FN - eller USA alene - skulle gå i krig, fordi der findes en diktator. I så fald ville FN få travlt og USA endnu mere, og da nogle af de såkaldt demokratiske stater som Israel og Rusland også optræder som diktaturer med vilkårlige mord, massakrer på folk og tortur mod fanger, indespærret uden dom, ja, så rækker drøftelsen i sikkerhedsrådet i går ingen steder. Og det ville også være svært for USA at finde grundlag for en krig i selve diktator Husseins tilstedeværelse - al den stund, amerikanerne selv samarbejdede med Hussein i lang tid og forsynede ham med våben, helt uden de hensyn til det irakiske folk, man nu taler om.

 

Det er sandelig forståeligt, men alligevel ude på sidelinjen, når TV2s USA-medarbejder som første udsagn om Powells ord siger, at på ham gjorde det stærkest indtryk, da Powell fortalte om Hussein-styrets brug af fanger til eksperimenter med gift-våben. Selvsagt gjorde det indtryk. Det er grusomt. Men det er ikke ualmindeligt at misbruge folk, der ikke kan stritte imod – ikke bare i Hitlers nazi-lejre, men også for eksempel i USA.

 

Den amerikanske hær tvang rekrutter til at prøve LSD uden at oplyse dem om, at de blev brugt som forsøgskaniner. Det samme gjorde den amerikanske stat ved at indsprøjte radioaktivt stof i amerikanske soldater, igen uden at advare om forsøget eller følgerne. Ingen ved bedre end amerikanerne, at selv i frie demokratiske lande må der folkelig overvågning til for at undgå misbrug og overgreb på den personlige frihed. Menneskerettigheder er ingen given sag – slet ikke hos Saddam Hussein, men så sandelig heller ikke i USA.

 

Powell medtager med rette i sin tale mod Hussein Irak-styrets misbrug af mennesker i dets forsøg med fangerne, og det må være selvsagt, at USA's kilder er holdbare. Men det er hykleri at gøre brug af sådanne oplysninger, hvis man ikke samtidig som udenrigsminister gør opmærksom på, at ens eget land har misbrugt folk under tvang i tilsvarende forsøg.

 

Det er selvfølgeligt, at USA – som de andre medlemmer af FNs sikkerhedsråd – kræver, at Irak overholder FNs beslutninger. Men det bliver hykleri, når man i halvanden time taler om emnet og så ikke nævner, at USAs partner i Mellemøsten, Israel, har overtrådt langt flere FN-vedtagelser end Irak. En afvejning af FNs holdning til Nord-Korea og Irak blev ikke nævnt med et ord hos Powell. Det var en tale for troende. Hvis tvivl eller bare overvejelser også havde fået plads, kunne det have været en klog tale. Men så ville den jo næppe kunne kaldes amerikansk. Nå, det var nu ikke pænt sagt - men det slår een, at det er i den politiske ensidighed i taler som denne, vi finder baggrunden for amerikansk rørstrømsk hykleri.

 

Når tingene ikke er vejet op mod hinanden, så kaldes det propaganda. Så er målet ikke at få en sag belyst, men alene at overtale andre til at mene, som man selv gør.

 

Det er dybt ulykkeligt, at USA gør grundlaget for samarbejdet med andre lande mere og mere skrøbeligt, og en forestilling som den i sikkerhedsrådet i går må for den tænksomme føre til et glædessuk over, at USA kun i egen forestilling er verdens ledende nation. USA har utvivlsomt en voldsom herskervilje, men lederskab med det ords ægthed værnet er der ikke tale om.

© Poul Erik Søe 6. februar 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside