Hyg-keli-Ky
Vi kan godt dræbe hundredtusind irakere, for de dør alligevel, lyder junglebrølet fra Niels Højlund

Man kan altid være sikker på, at Niels Højlund med knurhår på brystet, hanekam på drøbelen og med stemmen snerrende og snertende er i stand til at levere endnu en tilslutning til, hvad der lige nu enten er på mode eller stemningen blandt magthaverne.

Sådan også til morgen på TV2, hvor de nævnte først, at manden var præst, for så er det mere pirrende, at han går ind for krigen - den i Irak. Højlund var som ung og lidt længere venstreorienteret socialist, for da var det på mode. Siden har han selvpinerisk haft travlt med at sige be-be, mens han samtidig svinger svøben over folk, der er mere tro end han selv.

Højlund havde til morgen valgt sig Johannes Sløk som læremester, nok mest for at have et skjold, og Sløk blev gengivet for den mening, at man må handle umoralsk for at nå moralske mål - i hvert fald i politik.

Nu var Sløk ikke den, der sled lånerkortet mindst, men det er da sandsynligt nok, at lige netop den om umoralens moral er hans egen. Til morgen blev den så også Højlunds, hvad lugten ikke blev sødere af.

Højlunds hovedsyn var det hovedløse, at sanktionerne mod Irak også har været en krig, som tusinder er døde af, og da udspørgeren skildrede, at nogle forudså måske hundredtusind dræbte i en Irak-krig, så var Højlund med den på den, da de jo allerede dør af sanktionerne.

Højlund var i det hele med på det meste af, hvad krigs-tilhængerne har sagt. De almindeligste almindeligheder forlod langsomt en snerrende mund, der ville overtyde om, at ordene var hans egne og nye. Han nåede aldrig længere end alle de andre, der for hyggens skyld til morgenkaffen, formiddagskaffen, eftermiddagskaffen eller aftenkaffen har et færdigt kykkeli-ky parat, fordi det nu engang er så hyggeligt at snakke lidt om krig og drab, mens man fordeler olie-fortyndet Kærgården over franskbrødet - hvis da Højlund spiser franskbrød i disse Chirac-tider.

Netop Frankrig og Tyskland var alt for præget af indenrigspolitik efter Højlunds smag, hvorimod den amerikanske præsidents spil på midtvejsvalget, de øvrige indenrigs-vanskeligheder, især de pengemæssige, og USAs olie-interesser samt opbakning til Israels stats-terror slet ikke fristede til endnu et højlundsk hyg-keli-ky.

Den sammensatte sag om Irak og Mellemøsten var i Højlunds udgave kogt ned til kun at handle om Saddam Hussein og diktatorens lighed med Stalin og Hitler. Verden har en hel del diktatorer af samme slags, og der sidder een i Nordkorea, som endda krænker FNs vedtagelser mere end Saddam Hussein. Men den slags henvisninger var der ingen af hos Højlund.

Højlund ynder at gøre det svære så enkelt, at ikke bare den ukyndige, men også han selv kan forstå det. På sær vis er Højlund endt som skrigende reklamesøjle med en umoralsk, skinger propaganda-stemmeføring, hvis fremmeste mål er at overtyde ham selv om, at han er en god dreng, der er blevet frelst fra Margrethe Aukens og Holger K. Nielsens uhyggelige verden.

Ordene, som TV2 havde god plads til, nåede aldrig at se Mellemøsten i sammenhæng, og man kan sige meget om de fleste af TV2s morgen- og aften-snakkere på udenrigs-området, men ingen skal påstå, de bringer Israel i erindring i utide. End ikke udenrigsminister Per Stig Møllers ord om, at USA og Israel må feje for egen dør, nævnte Højlund eller spørgeren. USA og Israel er mellem de lande, der ikke har godtaget FNs vedtagelser om masseødelægges-våben, heller ikke dem om atomvåben.

Nu kan man jo ikke tro, at TV2 vil lægge studie til enhver fanatiker, som vil krig. Så der må have været en grund til at lade Højlund brede sig over morgenbordet. Den grund fik vi aldrig. Bagefter ved undrende seere egentlig kun, at Højlund har slået den konservative Helge Adam Møller med flere længder. Det konservative tingmedlem var tidligere premierløjtnant ved gardehusarregimentet og længe kendt for at optræde i husar-uniform ved hof-fester, skønt han havde andre, mindre skrigende valg-muligheder. Særkendet er, at Helge Adam Møller i vrede, fremfærd og tonefald helt er den samme, om han vil krig mod Hussein eller rydde Christiania. Nøjagtig sådan er Niels Højlund endt. Ensidighedens husar, der blot nu bærer til højre.

Højlund henter sin skråsikkerhed i trediverne. Mussolini skulle have været stoppet før Etiopien. Hitler før Elsass. Hvis vi ikke stopper Hussein nu, så gentager vi trediverne. Ja, Højlund, det lyder særdeles klogt og som en dyb iagttagelse, at Saddam Hussein i løbet af tre eller fire år vil overgå USA, Rusland og NATO tilsammen. Irak, der end ikke er så langt med atomvåben som Nordkorea, er en verdenstrussel på størrelse med Hitlers Nazi-Tyskland og Stalins Sovjetunionen. Er det andet end husar-vrøvl?

De, der ikke vil krigen mod Irak, blev stemplet som pacifister. Det er altså, hvor Højlunds folkelige syn er endt. Man kan ikke mene noget andet end han ud fra almindelige overvejelser, men skal sættes på hylde som ensidig fanatiker. Og lige så letkøbt var det, når han fremstillede krigs-modstanden som en følge af anti-amerikanisme, som han kaldte for billig.

Men det billige var jo netop, at Højlund skar krisen til, som om den er enkel og kun har een løsning. Jo mere jeg lyttede til Højlund, des oftere tænkte jeg, at sammenlignet lyder selv den amerikanske præsident Bush velovervejet og fornuftig.

© Poul Erik Søe 25. februar 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside