Fjenden, frygten og foragten

Bush og Fogh har talt i telefon med hinanden. Om Irak.

Det var ikke Bush, der lod sive til pressen, at han havde talt med Fogh. Det var Fogh, der fandt det vigtigt, at vi alle sammen ligesom rigtigt blev klar over, at han havde snakket med Bush.

Man må håbe, Danmark betalte opkaldet. De har det jo så svært med pengene derovre. Tænker man så med en lille smule passende foragt.

Ja, netop foragteligt, og det slår een, hvordan foragt er den fremherskende følelse over alt, hvor krigen er på tale. Foragt mod Irak. Foragt mod USA. Foragt mod NATO. Foragt mod EU. Foragt mod alle, der mener noget andet - og det gør alle.

Man kigger selvsagt lidt rundt på norske, svenske, tyske, franske, finske og islandske avisers hjemmesider i håb om, at Bush har ringet andre steder hen den dag. Men nej, det var kun vennen Anders, han ville tale med.

Det er nu forståeligt nok, for de mener jo det samme, tænker man så igen lidt foragteligt, fordi de her dage åbenbart skal leves i stadig foragt. Hvorfor ligefrem snakke med folk, der mener noget andet end en selv - de er jo kun foragt værd.

Nu må det hele ikke misforstås. Det er ikke sådan, at præsident Bush mener det samme som statsminister Fogh. Det er omvendt. Statsminister Fogh mener det samme som præsident Bush.

Uanset hvad Bush mener, eller hvornår han skifter standpunkt, så mener Fogh det, Bush mener, hvis Fogh ellers kan nå at følge med, tænker man så foragteligt.

Berlingske Tidende skriver om telefonsamtalen: "Statsministeren understregede, at den bedste chance for at undgå krig er en stærk og enig international koalition, der kan lægge et maksimum af pres på Saddam Hussein. I den forbindelse understregede Anders Fogh Rasmussen vigtigheden af, at eventuelle militære skridt mod Irak er forankret i FN's Sikkerhedsråd."

Lidt foragteligt skønner man  over, hvordan man understreger noget i en telefonsamtale, og om det koster ekstra, hvis det er i mobiltelefon. Nej, de understreger selvsagt ved at bruge sms - statsleder møder statsleder.

Så stiger foragten, fordi man undrer sig over ordene. Statsleder Fogh understreger, at den krig nemmest undgås ved at stå stærkt sammen for at lægge pres på Iraks Saddam Hussein. Hvorfor i alverden understreger statsleder Fogh det? Det er jo nærmest lidt fornærmeligt over for statsleder Bush, der mener nøjagtig det samme og har gjort det et halvt minut længere end statsleder Fogh. Faktisk har statsleder Fogh fået den tanke om at stå sammen for at lægge pres på statsleder Hussein fra statsleder Bush. Hvorfor i alverden understreger Fogh så den tanke lige netop over for statsleder Bush?

Grunden er helt sikkert den, at de to statsledere ikke talte i telefon sammen for at tale med hinanden. Men for at tale til os. Det kan lyde sært. Vi må ikke få at vide, hvad de har talt om i de ti minutter i telefonen, bortset fra nogle få ord, statsleder Fogh selv har sendt ud til pressen. Sammenlagt tager de ord, vi må få at vide fra samtalen, højst et halvt minut, så der er 9½ ukendte minutter tilbage, og det ved enhver, at 9½ er et lykketal, der hører magtspillet til.

De talte om magten i 9½ minutter, som er ukendte for os alle, men alligevel talte de ikke sammen for hinandens skyld, men for vores - skønt vi ikke må vide, hvad de egentlig talte om. Med sikkerhed talte de ikke om forskelle i synspunkter, fordi statsleder Bush ved, at statsleder Fogh ikke kunne drømme om at tænke andre tanker end dem, han har fra statsleder Bush. Hvis man nemlig tænker selv, er det jo ikke sikkert, at man samtidig kan stå sammen. Og står man ikke sammen, så udøver man ikke det stærkest tænkelige pres. Selv hvis man tænker noget rigtigt, så er det forkert, fordi det er anderledes, og hvis man først tager fat at mene noget forskelligt, så er der ikke noget pres.

Nu har der rigtigt været gang i understregningen i den samtale. Den danske statsleder Fogh understregede også over for statsleder Bush, at "eventuelle militære skridt mod Irak er forankret i FN's Sikkerhedsråd".

Det er anden gang, statsleder Fogh understreger i den telefonsamtale. Det lyder helt hidsigt, nærmest foragteligt, som om statsleder Bush har kraftigt brug for at få tingene understreget. I et foragteligt øjeblik husker man, at statsleder Bush før præsident-valget ikke kunne svare på selv de mest enkle spørgsmål om udenrigspolitik, men tager så sig selv i nakken. Nu er han statsleder, ja, tilmed præsident, så nu ved han det hele. I hvert fald hvis klogere folk som statsleder Fogh understreger dem over for ham.

Men af og til kan det være klogt nok at snakke også om det, man er enig om. Statsleder Bush har sikkert følt sig tryg ved, at statsleder Fogh stadig vil "stå sammen for at øve pres", og der kan da heller ikke være tvivl om, at amerikanerne sådan som helhed må have sovet bedre natten efter den telefonsamtale.

Nu holder vi hverken New York Times eller Washington Post her i huset, men vi ser da CNN, når det ikke kan være andet. Jeg har også kigget på de to avisers hjemmesider. Men hverken aviserne eller CNN har til nu haft et ord om, at statsleder Bush har talt med statsleder Fogh, og at statsleder Fogh har brugt understregninger i samtalen.

Amerikanerne får heller ikke at vide, at "George Bush takkede for Danmarks støtte til presset på Saddam Hussein gennem deltagelse i militær beredskabsplanlægning". Men det gjorde han. I hvert fald står det i statsministerens meddelelse til den danske presse. Ordene kan godt ses som lidt foragtelige. De er ikke to om den sag med Saddam Hussein. Det er ikke verdens-samfundet mod diktatoren. Nej, det er USAs krig mod Saddam Hussein, og når statsleder Fogh "står sammen", så er det ikke i et fællesskab af frie statsledere, men det er mere et lydigt buk for lederskabet.

Sådan bliver man klog på magtens væsen. Statsleder Bush har slet ikke brug for at understrege noget som helst. Kun den, der ingen magt har eller låner den fra andre, må hele tiden understrege, fordi ordene i sig selv ingen virkning har. Når man vil understrege hele tiden, kan man let gå over stregen. Kraftig og hyppig understregning kan på den meget lidt indflydelsesrige virke så opløftende, at stregen pludselig ikke længere står under ordene, men hen over dem og ens eget navn med.

Pludselig skammer jeg mig. Hvor længe er det siden, jeg sidst ringede til Anders Fogh Rasmussen? Har jeg egentlig nogensinde ringet til Anders Fogh Rasmussen? Før han blev statsleder - eller efter. Nej, aldrig. Kære Anders, jeg vil lige understrege... Nej, det har jeg aldrig gjort.

Måske er det derfor, statsleder Fogh har sendt meddelelsen om de ti minutters snak ud til pressen. Endelig er der een, der har ringet - og så helt fra Amerika! Men ellers er telefonen død. Ingen opkald til Fogh. Når man er forelsket og venter på den elskedes opkald, kan man høre, når telefonen ikke ringer. Når man er forelsket i magten, kan man kun høre, når der er telefon fra dem, man låner magten af.

Pludselig sidder man og tænker på alle dem, der ikke har ringet til Fogh. Statsleder Schröder og statsleder Chirac. Og så ham belgieren, der også vil stå sammen, men med Statsleder Schröder og statsleder Chirac. De må da have ringet til Fogh, tænker man. Der må da komme en meddelelse fra statsministeriet om de samtaler med understregninger af, hvad Fogh har understreget.

Hør nu her! Formand Fogh har lige været formand for formandskabet i EU. Og de roste ham da meget. Og dengang snakkede de da godt nok sammen. Og de var da også enige om at sige til os alle sammen, at EU har vi for at undgå krig. Det er der godt nok ikke mange, der snakker om lige for tiden. De sagde også engang, at NATO var der for at hindre krige. Det er der også blevet stille om.

Jeg tror, vi skal være glade for statsleder Fogh. Havde vi ikke ham, så havde vi en anden. Det vil jeg godt lige understrege.

© Poul Erik Søe 11. februar 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside