Privatiser arveloven
16 års valgretten og gamles ret til egne midler bør knyttes sammen

Et gammelt forslag at sætte valgretsalderen til seksten år er dukket op i socialdemokratisk udgave. Efter al erfaring vil især de 18-25-årige være imod forslaget. Sådan var det, da vi sagde 20 års valgret og siden satte grænsen til 18.

At netop de yngste vælgere ofte er imod, at endnu yngre får samme rettigheder, er let forståeligt. Valgret er en slags modenheds-stempling, opfattes i hvert fald tit sådan, og den, der selv er fyldt 18, har lettest ved at se sin egen umodenhed blot to år tidligere.

Det har også af og til i drøftelsen af valgretsalderen været de ældste, som havde lettest ved at godtage, at endnu flere og endnu yngre fik del i et af folkestyrets grundlæggende rettigheder, valgretten. Det har måske at gøre med, at gamle lettere indser, at måske er det så som så med modenheden som en fast størrelse livet igennem - også på det politiske område.

Forslag om at sænke valgretsalderen kommer nemmest igennem, når der er folkelig sammenhørig mellem slægtleddene. Det kneb under ungdomsoprøret fra tressernes midte. Ungdomsoprøret førte 1968 til en borgerlig flertals-regering under den radikale Hilmar Baunsgaards ledelse. Og for at tækkes de unge i oprør blev vælgerne 1971 sat til at vælge mellem 18 års valgret eller 20 års valgret.

Det blev i første omgang til 20 år, fordi hovedparten af vælgerne frygtede ungdoms-oprøret. Det varede dog ikke så længe, før vi 1978 endte på 18 års valgret, i høj grad fordi mange af ungdoms-oprørets tanker slog igennem i de ældre slægtled. Og fordi der nu var samhørighed med de unge under masse-arbejdsløsheden fra midten af halvfjerdserne.

Lige nu vil en valgretsalder på 16 år have vanskeligheder ved at slippe gennem en folkeafstemning. Det skyldes politisk oppiskede modsætninger mellem slægtleddene. Det politisk skabte begreb ældrebyrden vil være en spærreklods for lavere valgret. I sig selv er udtrykket ældrebyrden en vanskabning. Når alle andre grupper skal have hjælp fra samfunds-fællesskabet kaldes det socialt, hvorimod gamle mennesker fremstilles som nassere. Det syn fremmes modsætningsfyldt mest af Dansk Folkeparti, der prøver at spille den modsatte rolle og ofte stiller forslag, der ikke har hjælp som hensigt, men alene at tækkes gamle som vælgergruppe for at nole deres stemmer.

Det kan ikke måles og vejes, om de gamle i samfundet bliver en byrde for de yngre slægtled. Der prøves selvsagt med politiske ord at skildre en reform-krævende tilstand, hvor de gamle i fremtiden bliver et åg på unges skuldre. Men tal-fremskrivningerne af nutiden viser ikke klart, hvad der vil ske. Påstand står mod påstand. At finde vejen vil som altid blive et politisk valg.

Og dem, der i øjeblikket nærmest ser de gamle som en fremtidig fjende, gør brug af al den tal-trolddom, der dyrkes som del af tidens galskab. For få måneder siden kunne vi læse alarm-nyheden om, at mere end hver fjerde af dem over 60 år er millionær.

Men det er jo bare en af måderne at læse tallene på. Hvis mere end 40 procent af dem over 60 år er millionærer, så er det talmæssigt lige så sikkert, at de fleste af dem dør inden for de nærmeste ti år, og man kunne derfor med lige så stor ret slå politisk på, at et stort tal af unge inden for de nærmeste ti år bliver million-arvinger uden at have rørt en finger. Politik er at vælge, og derfor gælder det om at turde vælge selv - også ordene, der bliver lagt een på læben.

Det er lykkedes politikerne - ud fra vidt forskellige bevæggrunde - at skabe et politisk vejrlig, der ikke lige nu af sig selv baner vej for en lavere valgretsalder. På overfladen vil det blive til en drøftelse af, om 16 års valgret har god mening. Den 16-årige er jo personlig myndig, har rådighed over sine egne tjente penge, kan frit vælge sit bosted og må stå til ansvar over for samfundet, der fra den alder kan straffe den unge med fængsel.

Modsat er 18 år fyldgyldig myndighedsalder, og modstanderne af 16 års valgret vil med lige så stor ret kunne hævde, at der er en følgestreng sammenhæng mellem valgretsalder og tidspunktet for fuld myndighed. Men egentlig er der ingen følgestreng grund til at sætte 18 år som grænsen for fuld myndighed. Grænsen kunne, netop fordi unge er mere modne end før, med de selv samme grunde sættes ved 16 år. Det er ikke naturen, der vælger myndigheds-alder, men menneskene, og i et folkestyre er det en politisk vedtagelse efter en folkelig drøftelse.

Så vi bliver nødt til at snakke med hinanden om det. Derfor er det godt, at socialdemokraterne som parti prøver - i hvert fald i egne rækker i første omgang - at sætte den samtale i gang.

Men forslaget om 16 års valgret kan næppe stå alene. Der må, før en vedtagelse er mulig, skabes et nyt politisk vejrlig for samtalen mellem slægtleddene. Det kan ske med helt håndgribelige følge-forslag til tanken om lavere valgretsalder.

En rimelig vej er at overveje arve-lovgivningen i sammenhæng med den politisk igangsatte kamp mellem slægtleddene. Med vilje tales her kun om de politisk skabte modpoler, for der findes jo en modsætning mellem slægtleddene, som ikke er kunstig, nemlig den nutidige adskillelse mellem forældre og afkom fra en tidlig ungdoms-alder.

Nogen kommer let igennem den livsform, som er blevet danskernes gennem de seneste slægtled, at hvert slægtled lever for sig. Tidligere tids samhørighed og bofællesskab mellem slægtled er i dag så sjældne, at ingen tror, den gamle tid vender tilbage. I 2002 døde mere end 5000 mennesker alene, og mange af dem blev først fundet dage, uger, måneder efter døden.

Måske er det i al tale om ældrebyrden værd at overveje, om samfundet skal blande sig i, hvem der arver de gamle. Det er jo en frihed, der er taget fra det ældste slægtled, retten til at omgås egne midler. Der findes en tvangsarv, som sikrer børnene, og det kan synes rimeligt, hvor der er en samhørighed, men urimeligt, hvor tvangsarven er det eneste og sidste bånd mellem slægtled. Selvsagt skal umyndige børn sikres, men er de øvrige regler ikke utidigt præget af den historie, hvor gårde og andre virksomheder gik i arv fra slægtled til slægtled? Har tankegangen noget at gøre med nutidig virkelighed?

Hvis det fortsat lykkes politikerne at skabe en modsætning mellem slægtleddene, så må der spørges til, om det er en samfundsopgave at fastsætte tvangs-regler for arv. Selvsagt skal der være arve-lovgivning, men har det længere nogen som helst mening at gamle mennesker skal være økonomisk bundet til deres børn, når samfundet - store dele af det politiske liv i hvert fald - prøver at gøre gamle til en hovedfjende for et fremtidigt samfunds trivsel?

Der er så meget, der skal privatiseres, mener både borgerlige og socialdemokrater. Mon ikke det er på tide, at noget af det mest private, folks forvaltning af deres egne midler, privatiseres - eller med langt bedre ord - at gamle får frihed til at forvalte det, der er deres? Følgen er jo ikke, at nye slægtled bliver gjort arveløse, men at de alene arver, når den, der har skabt arven, ønsker det.

© Poul Erik Søe 26.12.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside