Gunnar Skousen taler ved Lønne Højskoles åbning 13. september 1985Du lever dog
når vi er til
Fra Uldum Højskoles årsskrift 2003

Du lever dog, når vi er til. Ordene står på en gravsten ved den af havet dødstruede Mårup kirke ud til Jammerbugten. Et menneske dør og lever dog videre i minder og tanker. Sagte ord styrer stadig eftertiden, når de holdes i live. Grundtvig i et tidsstræk, hvor han ikke var elsket af læserne, gav sig til at skrive for de døde. Han vidste, at kun det gamle, det døde genopstår. ”Thi fornyes kan som flyes kun hvad gammelt end er til.”

Sådan har jeg det med Uldum Højskoles mangeårige formand Gunnar Skousen, der nu er død, men ikke væk af den grund. Han lever i den højskole, der uden ham to gange ville være bukket under. Han lever i det ligefremme bonde-frisind, han øste af og delte med andre.

Han var elev på Uldum Højskole 1932 i Marie og Svenning Pedersens forstandertid og bar den ånd med sig ind i nutidig højskole. Han så frejdigt til, mens højskolerne ændrede sig, så gammel dansk-undervisning med diktat-skrivning blev afløst af frie samtalekredse, mens den gamle bondeskole år for år blev for alle lag i det danske folk.

Han spærrede aldrig med snak om de gode gamle dage. Han levede sig ind i den tid, der var de unges. Det ene elevhold efter det andet tog ham til sig med stor agtelse, for han kom meget på højskolen – i varm medleven.

Enhver vidste, hvor Skousen stod. På gården, der vendte ud mod verden. I hans sogn, hvor han var sognerådsformand i en snes år. Og på højskolen, hvor han skabte et frit rum for alle medarbejdere, og hvor hans omsorg for den enkelte var nærværende og uophørlig.

Højskolen overlevede i tresserne, da det kneb et par gange, på Skousens ansvarlige omgang med pengene. Han og andre i styrelsen satte tilmed på et tidspunkt eget velvære på spil ved at stille pengemæssig sikkerhed for skolens drift. Der skulle ligge en højskole på den bakke i Uldum! Det var hans vilje – og der er ikke tvivl om hans standpunkt, at det skyldte han Marie og Svenning Pedersens minde og alt, hvad de havde givet ham.

Sært nok var han heller ikke meget for, at højskolen gav overskud. Det gjorde den, men Skousens erfaring fra sognerådet var, at overskud fremmer overforbruget. Så pengene blev straks sat i varige goder for højskolen, i stadige ombygninger, tilbygninger og nybygninger samt opkøb af nabogården. De syv af otte år, jeg var i Uldum, byggede vi. Det var Skousen, der havde modet og fremsynet. Jeg havde på en tidligere højskole hørt, at bare eet byggeri sled en forstander op, men blev hurtigt fanget af Skousens glubende lyst til at sikre højskolen for fremtiden. En ny elevfløj blev færdig, gamle fløje istandsat, højskolens svømmehal helt fornyet, tårnet – skolens gamle vartegn – sikret, og ”Store skolestue”, den gamle foredragssal, reddet med over i en ny tid og et nyt undervisningshus rejst.

Særlig glad var han, da Uldum Højskole købte Rasmus Sørensens Hus – et sted at samle minderne. Bonden Gunnar Skousen havde klart blik for det helt særlige ved Uldum Højskole, at den som den første folkelige og grundtvigske højskole i Danmark – Rødding var jo skabt af akademikere og ikke grundtvigsk de første mange år – var igangsat af egnens bønder selv, og at det var en husmandssøn fra Jelling, Uldums første forstander Rasmus Sørensen, der skabte hverdags-rammerne for det, Grundtvig havde i tankerne.

Han talte med stolthed om, at Uldum Højskoles første elever 1849 blev undervist ved langbordet i et bonde-køkken. Man slog ikke større brød op, end man kunne bage – intet skolebyggeri, før man vidste, om der kom elever. Og som sindbillede på værdifuld højskole holdt landkøkkenets langbord sig ind i Gunnar Skousens formandstid. Langbordet på gården var det danske folks kultursted. Her mødtes man i glæde og sorg, her gik samtalen, og her lærte næste slægtled dansk skik og historie. Det var hjemligt.

Sådan skulle højskolen være – ikke et kulturpalads eller elitens springbræt, men et hjemligt mødested. Det havde Skousen lært af Marie og Svenning Pedersen, der skrev de ord ud til kommende elever.

Trods aldrig svigtende virkelyst og sikker holdning til højskolens indhold busede Skousen aldrig på med sit eget. Der var også plads til det, han ikke kendte og skattede, den enkeltes frihed værnet med frisindets åbenhed over for modstykket.

Da min kone og jeg blev hentet til Uldum, blev der ikke løftet en pegefinger eller hvisket om sædvanens regelsæt. Det var mig, der på det første møde i styrelsen måtte spørge til, hvad højskolen mente med at kalde sig grundtvigsk. Lang, næsten pinlig tavshed fulgte spørgsmålet. Så sagde Skousen: ”Hvad mener du”, og jeg kastede mig ud i mange ord. Bagefter sagde Skousen varmt smilende: ”Det er lige det, vi mener”.

Senere opdagede jeg selvsagt, at enhver i styrelsen og Skousen med stor sikkerhed vidste, hvad de stod for, når de kaldte sig grundtvigske. Når de holdt sig tilbage, var det blufærdighed, men også agtelse for friheden. Skousen maste ikke skolesyn og livssyn ned over andre. Tilliden lyste ud af hans øjne. Med et gammelt ord påstolede han også den, der sagde ham imod.

Han er væk nu. Men gården står – Skousens gård, ikke bare det landbrug, han drev, men Uldum Højskole som Skousens gård. Han var husbond, først blandt ligemænd. Vi, der var hans karle og piger, har ham inde i os.

© Poul Erik Søe i Uldum Højskoles årsskrift december 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside