Foghs lykkelige dag
MED EUs sammenbrud slipper Fogh Rasmussen for den ydmygelse, der var i vente ved dansk folkeafstemning om EU-grundlov

I demokratiets historie har det at få en grundlov været en frisættelse af folket imod diktatur, der på dansk hedder enevælde.

For første gang skulle nu det modsatte prøves. Folkene skulle ved hjælp af en EU-forfatning ikke sættes fri til selvstændighed og selvråderet, men skulle underkaste sig andre magthaverne. For det var magthavernes påhit ganske alene, at EU skulle have grundlov.

Den danske statsminister har hurtigt kaldt dagen i dag for en sort dag for Europa. Det mener han ikke i hjertet. Han er ovenud lykkelig, fordi EU-grundloven led skibbrud.

Dermed slipper statsministeren og den borgerlige regering for en aldeles sikker ydmygelse ved en dansk folkeafstemning om EU-grundloven. En borgerlig regering vil på baggrund af dens deltagelse i den ulovlige Irak-krig og den følgende strid mellem EUs lande umuligt kunne vinde en dansk folkeafstemning i 2004.

Yderligere er vigtige lande i EU i alvorlig pengemæssig krise. Tyskland og Frankrig har end ikke kunnet leve op til EU-unionens regler. De er - fordi de er store lande i unionen - sluppet fri af de bøder, reglerne fastsætter. Euro-unionen er krænket af de store lande, som til gengæld i dag mente, at de kunne få en grundlov igennem med endnu mere magt til de store.

Danmark er selv inde i samme pengemæssige krise, fordi EU-partierne har bundet os til euroen. Vi bliver slæbt med gennem skidtet. Øget gældsætning og ledighed er følgen af de narrestreger, som EU-magthaverne har lokket os ud i som følge af storheds-dyrkelsen. Den danske krise, der sætter års sikkerhed på spil, er endnu en grund til, at Fogh har en lykkelig dag. Han slipper for ved en folkeafstemning i 2004 at få udstillet de økonomiske vanskeligheder, regeringen i EU-snor har ledt landet ud i.

Der bliver nu ingen folkeafstemning om EU-grundlov i det nuværende valg-tidsstræk. Og Fogh kan så håbe på, at han slipper igennem en valgkamp uden for megen tale om EUs krise. Det er jo sædvanligvis sådan EU-partierne henter stemmer på valgdagen, nemlig ved at undertone eller helt snakke uden om EU i ugerne før valgdagen.

Der er selvsagt EU-tilbedere, som straks slår på, at forhandlingerne om EU-grundloven skal genoptages. Det er der ingen grund til. EU er ingen stat og skal ikke være det. Og en grundlov, der alene bliver til for at styrke de nuværende magthavere og undertrykke de enkelte folk, er aldrig set før.

Det ved de fleste af forhandlerne i Brüssel også udmærket. Man prøver at give enten Polen og Spanien skylden eller Frankrig og Tyskland. Nemlig på grund af spørgsmålet om stemmernes vægtfordeling på landene. Men det er ikke den slags enkelt-spørgsmål, der har væltet EU-grundloven.

Den egentlige forklaring på sammenbruddet er, at EU-grundloven ikke i et eneste af EU-landene er noget, der er folkelig opbakning til. Det vidste enhver af forhandlerne. Landenes politiske ledere har - helt udpræget Anders Fogh Rasmussen - været ret ligeglade med indholdet af forfatningen. Fogh Rasmussen er rendt fra standpunkt til standpunkt. Grundlæggende har de alle håbet på, at de kunne slippe uden om forfatningen. De vidste, at de ville møde voldsom modstand hos vælgerne hjemme i landene.

Polen er især udskældt, fordi Polen vil fastholde sin magt-andel i stemmerne omkring EU-bordet. Er det så sært? Polakkerne blev lovet den stemme-andel for at få landet lokket med i EU. Det er de lande, som nu vil fratage Polen dets tilkæmpede rettigheder, der selv har godtaget Polens stemme-andel. Det skete i Nice-traktaten, der kun har knap et år på bagen som virkelighed i EU. Eller med andre ord ville Polen aldrig opnå at bruge den stemme-magt, man havde givet landet alene for at friste vælgerne til at godtage indtrædelsen i EU.

Hvor latterligt må det hele ikke opleves af irerne. Irerne sagde ved en folkeafstemning nej til Nice-traktaten. Så tvang man en ny irsk folkeafstemning igennem og fik ja. Men de to folkeafstemninger er nu gjort rent til grin. Vedtagelserne i Nice-traktaten var netop det, der skulle laves om i den nye såkaldte EU-forfatning. Hvor herligt er det ikke, at netop Irland fra nytår overtager formandskabet i EU. Nu drømmer så magthaverne om, at netop irerne, som EU har latterliggjort, skal være dem, der sætter Nice-traktaten ud af spillet og laver en ny traktat.

Det er ikke en sort dag for Europa. Det er det hjemlige demokrati i hvert enkelt land, der har sejret. Hver eneste statsleder vidste med sikkerhed, at regeringerne aldeles ikke havde deres folk bag sig i ønsket om en EU-grundlov. EU-forfatningen har gjort sig selv til grin som det, den er - et forsøg på at kalde folkestyrets fjernelse fra det enkelte folk for demokrati.

Fogh Rasmussen sover godt i nat. Han er sluppet fra den værst tænkelige pine - at skulle til folkeafstemning om et umuligt folkestyre-fjendsk emne. Og så nåede han endda undervejs at få trynet Socialistisk Folkeparti og dets formand, Holger K. Nielsen, der var langt ude i tovene med EU-grundloven og på forhånd havde tryglet om "et nationalt kompromis", så folkesocialisterne kunne få lov at stemme ja og gøre sig regerings-duelige.

Tænk, at netop Holger K. Nielsen vil tage ordene "nationalt kompromis" i sin mund. Det er ord, som Uffe Ellemann Jensen opfandt, da danskerne havde sagt nej til EU-traktaten fra Maastricht i 1992. Det "nationale kompromis" havde det indhold, at Socialistisk Folkeparti stemte for det, de andre kunne blive enige om at kalde danske forbehold.

Et kompromis var det skam - i den forstand, at folkesocialisterne bøjede sig for magten i de danske EU-partier og magthaverne i EU. Men ordet nationalt i den sammenhæng er en skændsel. Og Holger K. Nielsen bruger da heller ikke ordet til daglig. Et sammenrend fra venstre til højre om EU-grundloven kan aldrig være nationalt, da målet netop er at tryne det nationale, folkets ret til selvstændighed.

© Poul Erik Søe 13.12.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside