Ringgangen slut
Amerikanerne har fanget deres bedste ven

Amerikanske soldater i Irak har fanget USAs mangeårige ven, diktatoren Saddam Hussein. Ringgangen er slut. Det var amerikanerne, der skabte Saddam Husseins magt. De gav ham våbnene, og de gav ham pengene. Da de havde brug for ham - i kampen mod nabostaten Iran.

Det er selvsagt en jubel-dag for amerikanerne, der har for vane at køre politik på øjebliks-følelser og ikke på kendsgerninger. På den vis ligner de irakerne i Bagdad, der med jubel og skud fejrer tilfangetagelsen - helt som de fejrede den dag for ikke længe siden, da Saddam Hussein blev genvalgt som diktator med stalinistiske stemmeprocenter.

Ingen har været i tvivl om, at Saddam Hussein var en skidt knægt. Man kunne se det på hans omgangskreds, der længe mest var magthaverne i USA. Den nuværende amerikanske forsvarsminister Donald H. Rumsfeld hørte til Saddam Husseins glade gæster i Bagdad dengang. Hussein var blandt USAs bedste venner.

De kemiske våben, som Saddam Hussein brugte først mod irakerne med amerikanernes velsignelse og siden mod kurderne i hans eget land, kom til verden med vestlig støtte. I den seneste Irak-krigs tidlige dage afslørede amerikanerne en kemisk fabrik, der efter påstanden kunne have været brugt til at lave kemiske våben. Der blev hurtigt stilstand om den påstand. Fabrikken var bygget af englænderne.

Da Saddam Hussein angreb Kuwait, var der blevet givet rødt lys for handlingen af den amerikanske ambassadør. Ikke en spurv falder til jorden, uden at der først er affyret en amerikansk klyngebombe eller nikket velsignende fra Pentagon.

Der er så for en gangs fældet en diktator, og det er da en god nyhed. Sædvanligvis plejer amerikanerne at vælte demokratiet og indsætte en diktator i stedet - som i Chile.

Det forlyder, og rygterne lige nu er selvsagt mange, at Saddam Hussein skal stilles for en domstol og stå til ansvar for sine handlinger siden 1968. Det burde selvsagt være en mellemfolkelig domstol, så vi alle kunne få Saddam Husseins udgave af hans samarbejde med amerikanerne i de mange år, hvor USA holdt ham ved magten i Irak, uanset hans forbrydelser dengang var lige så grusomme som senere.

Men andre mener, at der bliver tale om en irakisk domstol, og det er ikke en nem sag. Hele retsvæsenet i Irak er blevet til - og personerne udnævnt - i Saddam Husseins tid. Hvis man laver en særlig domstol, skabt af USA som besættelsesmagt og deres øjeblikkelige irakiske medløbere, vil det ud som hævn og ikke som en retfærdig domstol. Og i hvert fald vil det være et forsøg på ikke at give Saddam Hussein taleret for at hindre hans ord om det varme, mangeårige samarbejde med amerikanerne.

Nu har Saddam Hussein aldrig selv været blandt de ivrigste dyrkere af retfærdigheden, så der skal nok være mange, der bare vil have ham klynget op, og som ikke vil godtage nogen snak om retfærdighed. Men det er ikke nemt at slippe af med Saddam Hussein i tavshed, fordi der findes en folkeret, selvom folkeretten ikke har det for godt for tiden.

Netop folkeretten er krænket af amerikanerne ved at gå i krig med Irak uden om FN - den svenske statsminister har tidligst af alle talt om et brud på folkeretten ved at føre den ulovlige krig. Det gælder selvsagt ikke bare USA, men også Danmark. I folkerettens forstand er amerikanerne og danskerne krigsforbrydere - og det er jo ikke sikkert, at ethvert barn på jord synes, at netop krigsforbrydere er de rette til at dømme krigsforbrydere.

Amerikanerne mener selv, de er kommet et mægtigt skridt videre med dagens fangst. Det er de også i den forstand, at de indtil nu havde ofret tusind af menneskeliv på at vælte en statue. Nu har de fanget en mand. Det skal så vise sig, om Saddam Hussein er Irak. Det må man have al grund til at tvivle på. Og sikkert er det, at irakerne til nu ser ud til at sætte deres lands selvstændighed selv i Saddams blodige hænder over al vestlig tale om frihed og demokrati.

Det skulle være sært, om selvstændigheds-trangen og den derefter følgende kamp mod besættelses-tropperne fra USA, Danmark og andre lande hører op, fordi Saddam Hussein er flyttet fra et hul i jorden til et fangehul. Det får vi at se helt umiddelbart på tallet af volds-handlinger mod besættelses-magten, til nu med alvorlige tab for USA, Spanien, Italien og Japan - samt for de irakere, der er på amerikansk side.

Har modstanden været styret af Saddam Hussein? For bare fjorten dage siden hævdede amerikanerne ivrigt, at sådan var det ikke. Modstanden kom fra ikke-irakere, der sneg sig over grænsen. Men den gik ikke så længe, for den amerikanske ledelse af grænse-kontrollen kunne klart sige, at volden ikke blev indført over grænserne. Nu er det så åbent nogle få uger, om Hussein virkelig havde styring over modstands-handlingerne, eller om de i virkeligheden også kommer fra Hussein-modstandere, der ikke vil finde sig i den folkerets-krænkende besættelse af Irak.

Såvel Danmarks Radio som TV2 slap alsidigt og oplysende fra de lange middags-udsendelser om Saddam Husseins tilfangetagelse. Egentlig var kun TV2s Steffen Jensen i en sært jomfruelig rus af demokrati-vækkelse ikke så lidt uden for den udprægede vilje på begge sendere til sagligt at drøfte stillingen efter Husseins tilfangetagelse. Steffen Jensen kunne fortælle om, hvordan irakerne favner demokratiet. Enten er han synsk og vil engang skulle hyldes som profet, eller også er han vildført. Ingen andre, end ikke amerikanerne, er i jubel-lyd på højde med Danmarks Steffen.

På begge kanaler havde man også blik for det selvfølgelige, at nyheden om Saddam Husseins tilfangetagelse modtages anderledes i USA end andre steder, og selv i lande som England og Danmark, der er med som besættelses-magt i Irak, vil følgerne ikke være de samme som i USA.

Amerikanerne - men da langt fra dem alle - har let ved at koge hele Irak-krigen ned til det syn, at det handlede om at slippe af med Saddam Hussein. Det har alle vidst ikke var grundlaget for krigen, og forud blev det i årevis - helt fra den første Golf-krig - gentaget måned for måned, at det ikke hjalp at fjerne Hussein, for hans efterfølgere var om muligt værre. Det skiftede så, da den nuværende præsident Bush skulle hævne faderens nederlag. Personen Saddam Hussein blev vigtigere og vigtigere for amerikanerne, og selv Pentagon har siden indrømmet, at krigens iklædning - påstanden om masseødelæggelsesvåben - kun var "bureaukratiets påfund".

England og Danmark gik med i Irak-krigen på klare, utvetydige politiker-ord om, at Irak havde masseødelæggelses-våben. Englands førsteminister Blair fik sagt, at kemiske våben kunne ramme os på 45 minutter. Og ingen i verden har talt tydeligere om tilstedeværelsen af irakiske masseødelæggelses-våben end vor egen statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Ingen andre har sagt som Fogh: "Det er ikke bare noget, vi tror, det er noget vi ved".

Med de ord klingende i alle danskeres øren ændrer det intet, at Saddam Hussein er fanget. Man kan rage skægget af en diktator, men eget snot bliver hængende.

© Poul Erik Søe 14.12.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside