EU i hundred hastigheder
Usagligt drilleri at kræve folkeafstemninger om forbehold efter EUs sammenbrud

Socialdemokraterne og de radikale har pludselig fået travlt, efter at EUs grundlovs-traktat ligger i ruin. Begge partier ivrer for en hurtig folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Og de konservative meldte sig også på banen med det krav.

Venstre har sagt nej, og det er forståeligt nok, for det er kun usagligt drilleri at foreslå folkeafstemning om forbeholdene, just som EU ligger på valen.

Socialdemokrater og radikale havde glædet sig til, at EU-grundloven ville tvinge Anders Fogh Rasmussen til at holde folkeafstemning om forbeholdene. Det har længe været tydeligt, at hele denne tankegang hos de tidligere regerings-partier alene har som mål at tilføje Anders Fogh Rasmussen og Venstre et nederlag.

Enhver ved, at de skiftende meningsmålinger om danskernes syn på forbeholdene er ubrugelige, og da især nu da EU er i krise. Når socialdemokrater og radikale er så ivrige, skyldes det alene en næsten sikker viden om, at når først drøftelserne går i gang i kampen forud for en folkeafstemning, så vil den afmattede EU-stemning i hele Europa smitte af på danskerne og føre til endnu et nej.

Ingen lande har jo i virkeligheden lige nu tillid til, at EU-magtsammenrendet skal udvides, og der vil ikke i Danmark på afgørelsens dag være stemmer nok til at gøre Danmark mere afhængigt af det EU, der ikke virker - hverken økonomisk eller politisk.

Kristendemokraterne, Vorherres lille særhær af kristne stridsmænd, er ude med, at i hvert fald forsvars-undtagelsen kan Danmark stemme om nu. Det har partiet sagt så længe, at kristendemokraterne slet ikke selv opdager, at nu virker kravet latterligt. Forsvars-samarbejdet i EU er blevet et sekretær-kontor under NATO. Selv den ivrigste tilhænger af EU-forsvar ville ikke finde på at forstyrre den politiske hverdag med en folkeafstemning om noget, som danskerne nemt kan være foruden på et område, hvor vi er rigeligt dækket ind.

Sagligt set har Venstre ret, når partiet siger, at det ingen mening har at stemme om forbeholdene nu, da vi intet aner om, hvordan en måske kommende EU-traktat vil se ud. Det er visdom for vandmænd. Og Venstre vil stærkt holde fast på det syn for at undgå en folkeafstemning, som kun vil skabe vanskeligheder for partiet og for regeringen, især da for samarbejdet med tidehvervsk folkeparti. Enhver med øjne, der kan se lige ud, indser, at Venstre vil sige nej til folkeafstemning om forbeholdene, indtil en EU-grundlov tvinger den igennem - eller snarere indtil Venstre mister regeringsmagten. EU-partier uden for regeringen siger altid det, som også socialdemokrater og radikale kører los med nu.

Socialdemokrater og radikale forråder folket for at rende efter en billig politisk gevinst, hvis regeringen tvinges til en hurtig folkeafstemning. Socialdemokraterne og radikale har ikke lært af deres valgnederlag. De tror eller indbilder os, at de tabte på grund af indvandrer-spørgsmål. Men så enkelt er det ikke.

Socialdemokrater og radikale mistede også regeringsmagten, fordi de afgav stemmer i hobetal til partier, der er modstandere af EU. I virkeligheden er det EU-modstanden, der er grundlaget for alle de andre modsætninger i dansk politik, nu da højre og venstre, liberalisme og socialisme ikke spiller nogen nøgle-rolle mere.

Socialdemokraterne og de radikale prøver ihærdigt at vinde forrige valgkamp, når de nu gør sig klar til næste valgkamp. Men hele grundlaget er rykket siden, og nu styres politik og vælgere grundlæggende af forholdet til EU, fordi det er selve formindskelsen af dansk selvråderet, der er bunden under alle de øvrige modsætninger.

Socialdemokrater og radikale som også de andre EU-partier lader, som om skillelinjerne i dansk politik ikke skyldes EU. I 25 år har EU-partierne ikke været i nærheden af en politik, der tilgodeser den halvdel af danskerne, der er skeptiske overfor EU eller imod EU. Man lader, som om de danskere slet ikke er til. Man gør dem hjemløse politisk. Man overlader dem til yderligtgående fløje, skønt modstanden mod EUs vokseværk ikke har noget med fløjene at gøre, men findes som hverdags-angst i ganske almindelige danskere i alle partier.

Som altid taler Frankrig og Tyskland, når de ikke får deres vilje, også lige nu om EU i to hastigheder. Hvad med lidt nytænkning? Lad os få et EU i hundred hastigheder. I forvejen er der jo mange hastigheder. Danskernes forbehold er jo ikke anderledes, end hvad de andre lande har i hobetal.

EUs sammenbrud her i julemåneden skyldtes ivreren for at ensrette landene gennem en grundlov, der stik mod alle grundloves historie handlede om at nedgøre hvert enkelt lands demokrati og i stedet at sætte et EU-enevælde.

De allerfleste i Europa vil have samarbejde hen over grænserne, men ikke i EUs udgave. De vil samarbejde - også uden for EUs grænser og nedbryde EUs høje toldmure vendt mod de fattigste lande. Men folkene ønsker ikke EU som lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Svaret er et EU i hundred hastigheder, et indbyrdes aftalt samarbejde fra sag til sag mellem de lande, der vil være med. Sygdommen er med en EU-grundlov at ville gennemtvinge, hvad folkene i alle lande inderligt er imod. Helbredelsen er at sætte et europæisk samarbejde i stedet, der ikke hviler på magtbud, direktiver og EU-domme. Vi har gjort det mellem de nordiske lande i en årrække, før EU løb med magten og æren. Den nordiske samarbejdsform virkede. Den blev til i frihed og magtafkald.

EU ligger på sottesengen økonomisk og politisk, demokratisk og folkeligt. EU må søge sig nye forbilleder. Det nærmeste forbillede er de nordiske landes samarbejde i årtierne lige efter anden verdenskrig. Engang var Det radikale Venstre mere end nogen andre talsfolk for den samarbejds-form. De burde være de første til at sadle om, i stedet for som nu stivbenet og tømmermandspræget efter EU-rusens hurtige nedkøling forleden at ville gennemtvinge, hvad ingen lande i EU i virkeligheden vil have.

© Poul Erik Søe 15.december 2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside