Dåben ud til siden

Berlingske Tidende ved Brita Stenstrup kan melde om vanskeligheder, der tårner sig op for brylluppet i kongehuset. Det er døbefonten i Københavns domkirke, der er i vejen. Brudens slæb er så langt, at det vanskeligt kan slå et sving uden om Bertel Thorvaldsens dåbsengel. Og derfor ønsker kongehuset englen flyttet for at undgå svajet.

Berlingske skildrer, at "Dåbens Engel, som skulpturen med døbefonten rettelig hedder, modellerede han (Thorvaldsen) i 1823 som sin personlige gave til domkirken. Englen kom på plads i koret i 1839, ti år efter kirkens genindvielse."

Den har stået på samme plads i alle de år, men nu vil kongehuset have dåben skubbet ud til siden, og da det formentlig bliver vigtigste emne i de kommende måneder, kan man lige så godt tage stilling nu, for ingen slipper uden om  - eller det er jo netop hvad brudeparret gør, hvis flytningen bliver til noget.

Ingen del af udstyret i en dansk kirke er helligt. Heller ikke døbefonten, om den nu er af granit og 900 år gammel eller formet af den store kunstner Bertel, som også var leverandør til paven. Og derfor kan der flyttes rundt på udstyret, uden at nogen som helst hellighed spærrer vejen. Mange tror, at altret eller døbefonten er mere hellige end det øvrige i kirken, bænkene, nummertavlerne og lysekronerne. Men det er helt i strid med tankegangen i den luthersk-evangeliske kirke.

Den, der har sagt det bedst, er Grundtvig. "Ordet kun helliger huset" lyder det hos ham. Murstenene, det flotte altermaleri og Georg Jensen alterkalken er ikke hellige. Hvis det var sådan, gjaldt det om at have det fineste murværk, det mest glinsende alterbillede og guldkander i stedet for sølv.

Ordene om, at kun ordet gør kirkehuset helligt, står i salmen "Kirken den er et gammelt hus". Mange kender ikke det vers, og grunden er, at det er strøget i salmebogen. Sådan var det i den gamle salmebog - og sådan er det i den ny.

Når verset er strøget, så det ikke lyder under gudstjenesterne, skyldes det et hensyn netop til kongehuset og så til de fastansatte i kirkerne, præsterne. I det slettede vers siger Grundtvig nemlig, at "Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst".
Det går også uden konge eller præst, for i kirken er intet andet helligt end ordet. Her et verset, som er sakset af salmen:

Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds ord
troen og dåben forene!
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
ordet kun helliger huset!

På den måde ved saksens hjælp kommer kongehus og præst uden om Grundtvig, og når nu døbefonten i den københavnske domkirke skal flyttes, så ligner det i omridset, hvordan man slår et sving uden om alvoren.

Det er menighedsrådet, der skal tage stilling til, om brudeslæbet skal svinges uden om døbefonten, og om dåben skal være stedfæstet i domkirken, som den har været siden 1839.

Og da døbefonten er menneskeværk, så kan den selvsagt flyttes rundt, ikke som kongehuset, men som menighedsrådet lyster. Og det skal da også siges lige ud, at næppe noget kirke-udstyr er flyttet rundt i de danske kirker som netop døbefonten.

Oprindelig stod dåben ved kvindedøren i kirkens nordside i de fleste kirker. Tanken var, at barnet skulle døbes ved kirkens indgang, før det kom ind i menigheden. Det gav god mening i århundreder.

Den, der har flyttet døbefontene, er netop Grundtvig. Det er ham, der i luthersk ånd giver dåben og nadveren et særligt indhold i den danske kirke - og han gjorde det så stærkt, at det blev almindeligt at flytte døbefonten fra indgangsdøren til koret, så døbefonten og altret blev midtpunkt i gudstjenesten.

For nogen har hele denne grundtvigske tankegang ingen mening mere - eller har aldrig haft det. For andre er det et helt afgørende træk i dansk kirke og gudstjeneste. Man krænker altså ingen hellighed ved at flytte døbefonten i domkirken, men man tilsidesætter den reformation, som Grundtvig stod for, og som gjorde "bordet og badet" - nadveren og dåben - til kernepunktet.

Grundtvigs kerne-ord om nadver og dåb lyder:
"Kun ved bordet og ved badet
høre vi Guds ord".

Det er et udsagn, som altid har været meget omdrøftet. Mener han, at det kun er ved altret og ved døbefonten, vi hører Guds ord, sådan som de fleste opfatter udsagnet - i hvert fald folk med rod i det grundtvigske. Det er i høj grad den tanke, dansk kirke i stor bredde bygger på.

Men for redelighedens skyld skal gemmelegen fra salmebogens omgang med Grundtvig ikke gentages. Et andet syn findes, og det er nok bedst klarlagt af præsten Kristen Erik Andersen, Fredsø på Mors, som var medlem af den grundtvigske studenterkreds fra trediverne - og senere tidehvervsmand.
Han mener, at forvirringen skyldes en særegen grundtvigsk sprogbrug. Ordet "kun" knytter sig - efter hans forslag - til "Guds ord". Sådan at der står:
Ved bordet og badet
hører vi kun Guds ord

- altså på den måde, at ved altergangen hører vi kun indstiftelses-ordene - og ved døbefonten kun de to tekster om "lad de små børn komme til mig" og "missionsbefalingen".

Størstedelen af kirkehistoriens folk siden Grundtvig har tolket det på den første måde, at det kun er ved altergangen og dåben, vi hører Guds ord. Det syn blev kernen i gudstjenesten efter Grundtvig. Det omdannede katolsk og efter-luthersk skik og gjorde dansk kirke særegen. Skønt Grundtvig-ordene kan læses anderledes, så er folkekirkens sædvaner grundlagt på Grundtvigs tanke om, at dåb og nadver er midtpunktet, fylden i gudstjenesten.

Kongehuset kan selvsagt flytte døbefonten, hvis menighedsrådet siger ja. Men flytningen kan ikke ske uden at krænke et folkekirkeligt grundsyn. Man kunne jo flytte altret, hvis der er for lidt plads. Tankegangen og handlingen ville være den samme. Nadveren er ikke vigtigere end dåben, da dåben er en forudsætning for nadveren. Og vi ved alle, at det er en tilfældighed, billedstormen i Wittenberg i Luthers levetid, som gjorde, at altret blev fastholdt som del af luthersk kirkeudstyr. Egentlig er altret uluthersk. Altret er der for at ofre, en slags Hjallerup marked, hvor man slår en handel af med Gud ved at ofre noget og få noget til gengæld. Med Luther ophører handelen. Det er Gud, der giver. Og med Grundtvig får altret som nadver-fællesskabets sted ny mening på dansk jord.

For de fleste ville det nok have været mere oprørende, hvis kongehuset ville have flyttet altret, skønt altret jo blev fjernet af andre reformatorer på Luthers tid. Døbefonten er altid blevet tilbage, uanset kirkeretning.

Sammenlagt kan kongehuset med menighedsrådets eventuelle velsignelse flytte rundt på hvad som helst i domkirken, udskifte bænke med lænestole og stille askebægre op til trængende. Det ændrer ikke kirken, for i den er det kun ordet, der er helligt.

Men da nu kongehuset selv har valgt at holde bryllup i domkirken, så ville det klæde hoffet at godtage kirken, som den er, og som det danske folk bruger den. Find en saks til det lange slæb, så det bliver nemmere at svaje om døbefonten, og det skal nok vise sig, at stoffet kan genbruges ved hof eller i hus.

© Poul Erik Søe 30.12.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside

Tilføjelse:
En læser gør mig 10. januar 2004 opmærksom på, at sidste vers af "Kirken den er er et gammelt hus" i den nye salmebog er brugt i nummer 329 sammen med et vers, der allerede findes i selve salmeteksten. Den sære løsning er blevet til ved en såkaldt "bearbejdning", hvad der nok er stærke ord, og i hvert fald er det ikke Grundtvigs bearbejdelse. Der gøres i salmebogen opmærksom på, at det strøgne vers var del af Grundtvigs oprindelige tekst. Det synes at være en lidt for snu måde at undgå verset på, da "Kirken, den er et gammelt hus" vil være langt den mest sungne. De to vers, der nu er skilt ud, ser ud, som de skammer sig, hvad ikke de, men salmebogs-kommissionen har grund til.