Overføringsbilleder
Kristendommen er gæst i det, vi altid har været

Så blev det den fireogtyvende - og vi fejrer Jesu fødselsdag, selvom det først er i morgen. Grunden er ligetil. Danskerne er et gammel månedyrker-folk. Vi holder nattefester, pyjamasfester, og de er som regel også sjovere end dem i fuldt dagslys - selvom dagslyset er på skrump for tiden, men det går da mod lysere tider.

Vi holder ikke Valborgsdag 1. maj, men Valborgsaften den 30. april. Vi fejrer ikke Sankt Hansdag den 24. juni, men fryser i korte bukser med pølser og Drachmann ved bålet om aftenen den 23. juni. Juleaften går ind i den række af fester.

Det er vrøvl at sige, at vi holder jul, fordi det er Jesu fødselsdag. For ingen ved, hvornår han blev født - end ikke hvilket år. Nogen siger år 0, men år 0 findes slet ikke. Jesus blev født, da Herodes levede, hvis man skal tage Mattæus evangeliet bogstaveligt, hvad man ikke skal. Herodes døde år 4 før Kristi fødsel, så Jesus må være født fire år før Kristus. Og den slags kan slå nogen helt ud.

Men så ved vi da heldigvis, at Jesus blev født, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien. Det siger Lukas evangeliet, men heller ikke de ord er skrevet for at være kalender-grundlag. Der står, at Jesus blev født, mens der blev holdt den første folketælling under Kvirinius. Men den folketælling blev holdt år 7 efter Kristi fødsel. Og nogen bliver endnu mere ophidset af den slags oplysninger.

Noget rod er det, men det er ikke så sært. Det var jo ikke sådan, at da folk vågnede julemorgen år 1, så sagde de til sig selv "Nå, nu har vi nok fået en ny kalender, der tager det hele forfra". Jesu fødselsår - år 1 - blev først fastsat i år 525, altså mere end et halv tusind år efter Jesu fødsel. År 1 blev ikke lagt fast som sandfærdig historie-skrivning, men som et gæt. Man gik ud fra et andet sted hos Lukas, der fortæller, hvornår Johannes Døberen trådte frem, og så regner man med, at Jesus gjorde det lidt senere. Og sammenholdt med, at Jesus - stadig ifølge Lukas - var omkring 30, da han trådte frem, så blev år 1 fastsat ved et slag på tasken - sikkert en hyrdetaske.

De første kristne var ordentlige folk, hvad der hændelsesvis indtræffer endnu. De første kristne indså, at de ikke kendte dagen for Jesu fødsel. Derfor fejrede de heller ikke fødselsdagen, men holdt et sammenskudsgilde for både fødsel og dåb, og den fest blev holdt 6. januar, som vi kalder Hellig tre kongers dag - skønt der ikke eet sted står et ord om, at der var tre, at de var hellige eller konger. De var vismænd, stjernetydere. Og at der var tre, er nok et gæt, fordi der er tre gaver, guld, røgelse og myrra. Vestjysk tænkning, som også findes i andre verdensdele, går sparsommeligt ud fra, at mere end een gave har der ikke været fra hver, så de må have været tre.

I Rom har de altid været mere kalender-dyrkende oven i hovedet end nordboerne, og det var her, man fandt på, at Jesu fødselsdag var den 25. december. Dagen var fastsat af kejser Cæsar længe før Jesu fødsel. I virkeligheden var det en helt anden guds fødselsdag - en gud også født ved jomfrufødsel. Og dagen blev kaldt den uovervindelige sols dag - altså gammel soldyrkelse, skønt Jesus sagde, at han var verdens lys.

Da den 25. december som Jesu fødselsdag rykkede nordpå, stødte gude-fødselsdagen på en vanskelighed, danskernes hang til pyjamas-fester og måne-gilder. Vi holdt jul og havde holdt det længe, længe før kristendommen. Vi ville heller ikke stoppe julefesterne og sagde nej til kristmesse (christmas). Hvis kristendommen ville være med i julegildet, måtte den tage os, som vi var. Er kruset af ler og kagen tør - det må englene finde sig i.

Julen er ikke en kristen fest i Danmark, men kristendommen er pænt flyttet ind i en fest, vi havde i forvejen. På nudansk hedder det integration. Grundtvig sagde det på den måde, at kristendommen var gæst - nemlig i det danske modersmål, hvor gæstekammeret var redt op af vort gamle tros-sprog.

Det har fået en tilføjelse i nutiden. I et digt af Johannes Møllehave føder jomfru Maria sit barn den fireogtyvende og ikke den femogtyvende som i andre lande. Og selvsagt har Møllehave ret. Det skulle vi have fundet på for længst. Vi tager ikke Jesu fødsel på forskud den fireogtyvende. Møllehave blæser på Cæsar og Rom. Da ingen aner, hvornår Jesus er født, så skal vi nok selv bestemme - da ingen andre kan gøre det for os.

Jamen, ødelægger alt det kalender-roderi da ikke det hele? Nej, da, det er i forvejen ikke ret meget, vi ved om Jesus. Nogen er selvsagt meget kloge på ham og mener, at jomfrufødslen er et stykke naturhistorie. Andre ser det med rette som en historie, en fortælling, en myte - og en myte er et fortællende ord, som ikke siger, hvad der er sket, men hvad der sker, og hvad der vil ske. Eller på dansk: jomfrufødslen er billedsprog - sådan som man kun kan tale i billedsprog om det ukendte, om Gud. De fleste er da også med på, at en engel er billedsprog - og ikke et stykke fjerkræ, der daler ned i skjul.

Det har vi heldigvis fået understreget af striden omkring Tårbæk-præsten Grosbøll i år. Han siger som så mange i to tusind år, at Gud ved vi ikke noget om, og det er jo så sandt, at man får ondt i sindet af at høre det. Men ingen har mødt eller set Gud. Hvad vi siger om Gud er menneskelige ord, vi har valgt os. Af og til tørrer den slags ord ind - der løber ikke mere vand i åen. Men hver gang det er sket, er der nogen, som har fundet nye billeder, nye livgivende ord.

Måske det allerbedste udtryk for det, vi siger om Gud, er overføringsbilleder. Da vi var børn, overførte vi den slags billeder til armen. Men udtrykket er velegnet til at sige noget om, hvilken slags ord vi bruger om Gud. Vi overfører ord fra vores kendte verden til det ukendte - til Gud, som ingen kender eller har mødt.

På Sankt Hansaftensdag, 23. juni i år, så partipolitikeren og præsten Søren Krarup hekse og trolde, som det er tilladt i hvert sogn den dag. Trolden var Thorkild Grosbøll, der pludselig var blevet en sten i Krarups sko. Søren Krarup skrev på trolde-dagen i Jyllands-Posten:

"Der er dem, der hævder, at Taarbæk-præsten er i forlængelse af en moderne protestantisk teologi og tradition. Det er fuldstændigt forkert. Dén moderne protestantiske tradition, man taler om, blev til i tiden efter Første Verdenskrig, og den var et opgør med en fornuftsdyrkende, liberal kristendomsforkyndelse, der havde gjort Jesus til det ædle menneske i stedet for at lade ham være, hvad han er i Ny Testamente og kirkens forkyndelse, nemlig Kristus, Guds søn."

Det, Søren Krarup for alt i verden vil undgå, er at få sin egen Tidehvervs-bevægelse klistret på Grosbølls ord om den ukendte Gud. Det, Søren Krarup kalder "Dén moderne protestantiske tradition", er Tidehverv, der engang end ikke ville være en bevægelse, men kaldte sig et arbejdsfællesskab. Nu da Søren Krarup går taktfast i politik, ændrer han pludselig Tidehvervs oprindelse og mål - og taler om Tidehvervs teologi. Så "den moderne protestantiske tradition" er allerede endt i teologiske færdig-opskrifter.

Værst er Krarups afstandtagen dog i sammenhæng med, at de første Tidehvervs-folk sagde næsten ordret det samme som Grosbøll, der ikke tror på en skabende og opretholdende Gud. I 1956 tilmed i bladet Tidehverv skrev en af de grundlæggende tidehvervs-præster, K. Olesen Larsen:

"For kristendommen er Gud ikke verdens oprindelse eller grund; Gud er heller ikke historiens Gud, når det som i megen teologi betyder, at Gud er det inderste i historien, historiens inderste væsen; Gud er hverken i det ydre eller det indre og kan hverken konstateres, erkendes eller sandsynliggøres. Selvfølgelig kan vi heller ikke tale om Gud. Ordet Gud er et nødråb, et nødvendigt udtryk for en nødvendighed; i det taler mennesket kun om Gud ved at tale om sig selv som den, der ikke har og ikke kender Gud, fordi det jo ikke selv er Gud - og således taler det virkeligt om Gud som Gud."

Det er en ældgammel strid, der her er rullet ud endnu engang. Striden er uophørlig. Fordi vi ikke ved noget om Gud, men samtidig i nød længes efter Gud. Derfor skal ordene fødes igen og igen. I åndsfattig krise er der ingen, der kan hjælpe os lige nu. Vi har ikke et mytefællesskab i ord, der trøster og giver styrke.

Men når vi ikke selv kan finde ordene, må vi samle på dem, vi møder. Når Møllehave sætter fødselsdagen til den fireogtyvende er det et sådant hjælpsomt påfund. Vi får på den måde at vide, at kristendommen ikke har noget med jul at gøre. Men at kristendommen er flyttet ind i julen - flyttet ind i det, vi hele tiden har været som folk. Vor egen historie har optaget kristendommen i sig. Det må kristendommen finde sig i. For vi skal nok selv bestemme. Der er ingen andre, der vil.

© Poul Erik Søe 24.12.2003.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside