Herrefolkets
muntre dage

Danmark nu del af besættelsesmagten

Nylig gjorde jeg en kort rejse til Sydslesvig, der jo siden 1864 hører til Tyskland. Det er underligt, som følelserne nu tumler rundt, efter at regeringen Fogh Rasmussen har gjort danskerne til herrefolk i Irak og del af besættelsesmagten.

Tyskerne sagde nej. De gennemskuede som de fleste i verden amerikanernes løgnagtige grundlag for Irak-krigen. Nu på blot få dages rejse i det tyske mærker man inde i sig selv, hvordan det har været for tyskerne gennem mange år at bære byrden som krigsskyldig. Man føler sig skyldig, især fordi man går ud fra, at en udlænding ser en dansker som dansker og dermed del af verdensordenens ny herrefolk.

De færreste i Europa og de arabiske lande skelner mellem danske krigs-tilhængere og krigs-modstandere, sådan som vi i mange år havde svært ved at skelne mellem nazismens medløbere og modstandere i Tyskland. Det var det tyske i sig selv, der var lagt for had. Sådan må flere og flere i andre lande nu have det med Danmark.

Vi kan nok så meget prøve at forklare, at regeringspartierne skiftede holdning og lige ud overrumplede det danske folketing og folket. Tydeligst løb udenrigsminister Per Stig Møller fra den FN-forankring, regeringen havde lovet som grundlag for dansk støtte til Irak-krigen. Men Fogh Rasmussen var også gold lurendrejer.

Nu synes samme Per Stig Møller at have muntre dage. Pludselig har han skiftet fra vildt baskende høne på ord-flugt til knejse-hane. Per Stig Møller mente endda, at han nu - da det gik hurtigt i Irak - kunne se, at dansk tilslutning og deltagelse i Irak-krigen var den rigtige beslutning. Det svarer til at frifinde morderen, hvis bare mordet er sket hurtigt.

Da amerikanerne havde skudt modstanden i sænk, så var alting så sandt og rigtigt for Per Stig Møller, skønt alle hele tiden vidste, at selvsagt ville amerikanerne vinde uden selv at komme i nogen alvorlig fare. Der er formentlig som vanligt myrdet flere folk hjemme i det våben-gale USA,  end der i samme tidsstræk er dræbt amerikanere i Irak-krigen.

Sejren i Irak er alt andet end ærefuld. Amerikanerne har så mange overlegne våben, også masseødelæggelsesvåben, at deres største vanskelighed er ikke selv at blive ramt med eget udstyr. Nå, selv når amerikanerne blev ramt af irakerne, var det jo som regel også med amerikansk udstyr - når handel er religion, trækker Gud renter.

Amerikanerne vil fra nu af til dommedag finde rester af masseødelæggelsesvåben i Irak. Hver dag har sin nyhed af slagsen, en uhyre farlig lastbil, som ligner en trediver-fiskebil fra Trondheims nordkyst. Hvidt pulver, der enten er massegiftgas eller havegødning. Der vil ikke være nogen ende på de containere og lumske lego-klodser, som amerikanerne finder, og som helt sikkert er masseødelæggelsesvåben. Jo længere tid amerikanerne er i Irak, des større bliver muligheden dag for dag for at finde masseødelæggelsesvåben - deres egne.

Der er til i dag kun een gruppe, der har fundet masseødelæggelses-våben i Irak, og som har fået dem ødelagt - nemlig FNs våbeninspektører. To af dem siger nu rent ud, at den amerikanske udenrigsminister Powell løj i FNs sikkerhedsråd, da han viste billeder og tegninger af irakiske ødelæggelsesvåben. De fleste verden over har vidst længe, hvad nu også våbeninspektørerne tør sige.

Amerikanerne ved det selvsagt også selv. Derfor snakker de ikke så meget om Irak mere, men pludselig om Syrien - og syriske masseødelæggelsesvåben. Og just i den ny aflednings-snak dukker så af alle Per Stig Møller op igen! Der er ingen grund til angreb på Syrien, siger den danske udenrigsminister.

Nu skal Per Stig Møller nemlig prøve at være stærk, mindst lige så stærk som Fogh Rasmussen på den selvcensurerede, statsmands-gejle tv-film. Så hvor amerikanerne siger, at Syrien har masseødelæggelsesvåben og hjælper den tidligere irakiske topledelse, så kan den danske udenrigsminister sige, at der er ingen grund til angreb på Syrien.

Sandsynligvis ved amerikanerne ikke en brik om, hvad Syrien har gjort og gør - sådan som det viste sig, at påstandene i Sikkerhedsrådet om Irak var løgn. Men eet er sikkert - Per Stig Møller ved aldeles intet, som amerikanerne ikke ved. Per Stig Møller udtaler sig ikke om kendsgerninger i Syrien. Han indtager bare den holdning, som kan give mest pote lige nu - smører EU lidt, især Tyskland (efter Stig Møllers og Foghs film-ydmygelse af udenrigsminister Joschka Fischer) og Frankrig, mens han med hånden skælmsk for munden griner indforstået til amerikanerne.

Forvandlingen af danskerne til herrefolk og besættelsesmagt er det mindst demokratiske og det største udenrigspolitiske makværk, der er set siden anden verdenskrig. Netop Per Stig Møller har svigtet som ingen anden - fordi han uden overgang og uden at give plads for den demokratiske samtale skiftede standpunkt.

Statsminister Fogh Rasmussen har dog i det mindste den undskyldning, at han ikke har mindste begreb om udenrigspolitik. Han handler ganske vist ikke udenrigspolitisk i blinde, men løber hver gang hen, hvor magten er, hvad alle svage mænd gør, og som man engang mente var særligt kvindagtigt.

Per Stig Møller har, før han blev udenrigsminister, igen og igen vist, at han har stor indsigt, er et alsidigt begavet menneske med vilje til at lytte, evne til at se ind i andres indsigelser. Alt det har han tabt i magtkampen med Fogh Rasmussen. Per Stig Møller er endt i den politiske sygdom, som også ramte faderen, finansminister Poul Møller, da Mogens Glistrup tordnede frem. Poul Møller stod af, da der allermest var brug for modsvar. Det samme har Per Stig Møller nu gjort i sagen om dansk deltagelse i amerikanernes krig i Irak.

Statsministeren har ringe personlige myndighed - den myndighed, der kun virker med kommandoagtig knaphed i ordene, opstyltethed og påberåben af status. Det har gjort dybt ondt at se, hvordan Per Stig Møller over for den rødkravede brushane i statsministerstolen har mistet selvtillid og handleevne.

Imens regerer Pia Kjærsgaard. Derfor gik vi i krig med muslimerne. Foreløbig i Irak. Uden Dansk Folkeparti var det aldrig sket. Det ved enhver. Og det bliver hver mands dom over regeringen.

Hver glans, hver plet vil jeg bære,
som falder på Danmarks navn.

Gu' vil jeg ej.

© Poul Erik Søe 15. april 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside