Det er næsten for meget

Danskerne giver halvt så meget som ellers i nødhjælp til Irak

 

Det er 9. april. Det er af alle dage en krigsmærket dag i dansk historie. 9. april 1848 rykker danskerne frem til angreb ved Bov i den første slesvigske krig - den vi vandt. Kampen ved Bov var hård, men de oprørske slesvig-holstenere blev trængt tilbage ind mod Nyhus ved Flensborg, hvorfra de også siden måtte vige. Danskerne vandt den første slesvigske krig, fordi vore våben var overlegne. I hævnkampen fjorten år efter, i 1864, havde preusserne fået nye våben, og det blev afgørende. Sådan er det stadig. Det er ikke helte, der afgør krigen, men våben-industrien og pengemagten. 9. april 1940 fløj nazi-tyskerne ind over Danmark og fremtvang med en våbenmagt, der var helt overlegen, en hurtig overgivelse. Bov var hævnet.

 

I dag 63 år efter Hitler-Tysklands ulovlige krig er Danmark selv i krig igen, også en ulovlig krig. 61 medlemmer ud af folketingets 179 har sendt Danmark i krig. Våbnene er blevet endnu bedre. De fleste er nærmest fornærmet over, at krigen til nu har varet tre uger. De tripper helt vildt for at komme i gang med det, de kalder "genopbygningen". Striden om bygge-kontrakterne er i gang. Det er da menneskeligt rigtigt set, at dem, der smadrer andre folks huse, veje, sygehuse og virksomheder skal bygge dem op igen. Men at de ligefrem skal tjene penge på det - ja, det er næsten for meget.

 

I dag får vi læst og påskrevet. Der bliver ikke givet så meget til nødhjælp i Irak som vanligt. Flere og blandt dem Jørgen Poulsen fra Røde Kors mener, at det er den elbårne presses skyld. Krigen har i fjernsynets billed-valg været for pur og ren, en dyrkelse af de pletrammende masseødelæggelses-våben. Der har været for få sårede, for få grædende børn, for lidt blod. Det skal dog siges, at Jørgen Poulsen samtidig tog afstand fra, hvad han kaldte dødsporno.

 

Dermed bliver det i hvert fald fremhævet, at det, vi ser fra Irak, er udvalgt med hensigt. I Danmark har det grundlæggende været vigtigt, at først og fremmest fjernsynet ikke skildrede den krig, Danmark uden FN-godkendelse deltager i, som en blodig sag. For alt i verden må Anders Fogh Rasmussen og regeringspartierne ikke fremtræde med blod på hænderne, skønt de selvsagt har det - som alle krigs-deltagere i enhver krig. Og denne gang med et særligt ansvar, fordi krigsdeltagelsen er ulovlig, det man på jævnt dansk kalder en krigsforbrydelse.

 

Den røde maling, der pludselig gjorde statsministeren, til rød-kravet brushane, er nok den største støtte, statsministeren har fået overhovedet. Den ulovlige handling tillod fjernsyn, radio og aviser i dagevis at skildre maling som værre end blod.

 

Men selv den slags har ikke været nødvendigt for at nedtone krigens egentlige indhold, mordene, som er enhver krigs mening. På de arabiske fjernsyns-stationer - også de store uden for Irak - har der været blodige billeder dag for dag. Billederne stod til rådighed også for vestlige presse. De blev stort set ikke brugt. Der var i dansk fjernsyn næsten altid kun advarsler om "stærke billeder", når en amerikaner blødte.

 

Nu er der ifølge amerikanernes egne tal ikke slået så mange amerikanere ihjel i Irak-krigen, som der er dræbt palæstinensere af israelerne i samme tidsstræk. Men igen ser kynismen ud til at røbe sig med det hovedudsagn, at amerikanere er rigtige mennesker, som i en hel anden grad end andre kræver medfølelse.

 

I alle de hændelser dag for dag fra krigens ulovlige igangsættelse til tilsløringen af myrderierne, volden og blodet ligger nok nogle af grundene til, at indsamlingen til nødhjælpen ikke går som vanligt. En anden kan være den ironiske, at terrorist-hysteriet har ført os derud, at nogle danskere tror, enhver indsamling til muslimer er at støtte bin Laden.

 

Der er mange andre grunde, men sikkert er det, at den manglende pengemæssige offervilje ikke skyldes råhed. kynisme eller indsamlings-mæthed, som det er blevet antydet. Det er noget ganske særligt, der er på færde i folks eftertanke denne gang - det er tydeligt nok.

 

Vigtigst er det nok, at enhver - tilhænger eller modstander af krigen - mangler et egentlig indtryk af, hvad der er sket, og hvad der stadig sker. Fremstillingen til nu er krænkende for ethvert retsind. Den billed- og ord-presse, der følger med amerikanske og engelske soldater, bidrager ved at bøje sig for militæret og pantsætte pressefriheden til en forløjet, filmisk og kunstigt skabt ramme for krigs-indsigten og følelses-styringen. Der er mange fald af den slags film-valg efter militær tænkning. I den næststørste by Basra lader de engelske soldater folk plyndre los, mens soldater har tid til at følge og medvirke i film-optagelse af fængsler, som nu er tomme, men hvor påståede tidligere fanger spiller roller. De samme optagelser om tæv og bank kunne laves om amerikanske fængsler og i hundredvis fra den engelsk-irske historie.

 

Meningen med militærets filmisk tilrettelæggelse af pressens og dermed folkenes opfattelse af krigen er klar nok. Man vil vinde en sejr, der ikke kan vindes. At amerikanerne er i stand til at smadre et hvilket som helst militær i lande af Iraks størrelse ved enhver. Det er ikke en sejr. Enhver skoledreng i en alder, hvor æren endnu ikke er gået tabt, ved, at den slags sejre, hvor den store er aldeles overlegen, kun ydmyger den store og kalder på agtelse for den lille.

 

Alligevel er det den sejr, amerikanerne vil vinde - med tilråb fra englændere, danskere og australiere. Anders Fogh Rasmussen har det aldeles som de svage drenge i skolegården, der råber højest for at få skulderklap af de store. Den danske statsminister går endog ikke så ivrigt som englændernes Tony Blair ind for, at FN skal have en "vital" rolle i Irak "efter krigen". For blot et døgn siden taler Fogh endnu om, at først må "koalitionen" tage hånd om Irak, altså amerikanerne, englænderne, danskerne og australierne. Så nævner han, at nødhjælps-organisationerne skal ind. Og først derefter taler han så om FN. Nu har jo siden Bush og Blair på rådløshedens møde i Belfast skiftet om ikke tone, så ordvalg i forhold til FN, og derfor kan man med sikkerhed sige, at så mener Anders Fogh Rasmussen også noget andet. Danmark har ikke en statsminister, som udtrykker eller prøver at udtrykke det danske folks ønsker, drømme, håb og følelser, men er alene styret af en gætteleg, der går ud på at lande side om side med amerikansk militær- og penge-magt.

 

Det er alle disse emner, der er flettet ind i den kendsgerning, at danskerne ikke bare spytter i bøssen, når det gælder nødhjælpen i Irak. Det har ikke den endelige følge, at danskerne ikke helt selvsagt vil være i første række med en håndsrækning. Men danskerne kan ikke købes til enhver sag. De vil ofre villigt også til Irak, når de er sikre på det helt afgørende, at deres bidrag til nødhjælpen ikke kan tolkes som et ja til krigen. Danskerne var fra første færd imod krigen uden FN-grundlag. Mange har værnet det standpunkt og er ikke til salg for den uhyrlige tankegang, at en krig bliver lovlig, fordi man vinder den - eller hvis den bare går hurtigt nok.

 

Danskerne nøler ikke, men de tilkendegiver foragt for egne politikere, der sagde nej til at sende et felt-lazaret til Irak for blot tre uger siden - selvom enhver kunne forudse, at Iraks sygehuse ville blive overfyldte, sådan som det er sket.

 

Men den manglende øjeblikkelige offervilje indeholder meget andet end indsigelse mod krigen. Vreden er ikke ene om at styre pungen, men også ligegyldigheden. Nogle mener, at krigen er så helt anderledes, når den finder sted i Irak, og når dens ofre er arabere og oftest muslimer. For nogen kan det endog være en holdning påvirket af det politiske - som Dansk Folkepartis nej til Kosovo-krigen, der var vendt mod de kristne serbere, og partiets nu så ivrige ja til Irak-krigen, som er vendt mod muslimske irakere. Den slags handlinger er mere end afstemninger - i tolkningen kan de blive forbilleder for nogen, selvom Dansk Folkeparti nok så ivrigt vil hævde, det er en misforståelse. Det er mærkeligt med det parti, som er nemmere at gennemskue end noget andet, at det altid selv føler sig misforstået.

 

Den manglende offervilje kan for andre have baggrund i en slags falsk omsorg for regeringens og regeringspartiernes holdning. Med fjernsynets pure, rene, tekniske billeder af fly og våben mere end af blod og død, kan nogen bilde sig ind, at der ikke i Irak er en nød, der er værd at tale om.

 

Nogen blandt regeringens og regeringspartiernes mest USA-tilbedende vælgere vil måske ligefrem se et stort indsamlings-beløb som en direkte kritik af amerikanernes, englændernes, australiernes og danskernes krig. Fordi især amerikanerne har talt forførende om, at de skam ikke kun kom med mord og vold, men med nødhjælp. Hvor store end ordene har været, er de endt i deres forvrængning. Englænderne i Iraks næststørste by Basra må smide nødhjælpens vanddunke i hovedet på de "befriede" irakere for ikke blive løbet over ende.

 

Modsat kan vælgerne eller tilhængere af partier, der er imod Irak-krigen, have en følelse af, at støtte til nødhjælpen blot vil bane vejen for, at amerikanerne og englænderne, herhjemme regeringen, kan brovte sig af, hvor glat alt er gået. Der kan skjult for hvermandsøje være mange, som tænker, at de ulovlige krigsmagere - og den danske regering med dem - selv må rage kastagnetterne ud af oliebranden.

 

Der er mangefold af grunde til, at nødhjælpen ses med politisk forstørrelsesglas. Der er ikke et øjeblik tvivl om, at danskerne vil hjælpe. Der er i hvert fald ikke grund til at tvivle bare ud fra nogle foreløbige indsamlings-tal. Danskerne synes at være kloge. De vil vide, ikke bare hvad der penge går til, men også hvad deres bidrag holdningsmæssigt kan bruges til.

 

Kortet meget ned synes danskerne at mene, at det her er for meget af det gode. Det er så mærkeligt, at det af og til kan blive for meget af det gode. Hvis det gode bare er godt, så skulle man tro, man ikke kunne få for meget af det. Men sådan er det ikke. Det kan blive for meget af det gode - så meget, at det gode bliver et onde. Netop sådan er det skildret i Århus-forfatteren Svend Åge Madsens nye 2003-roman "De gode mennesker i Århus". Folk bliver smittet af en godhed, der ligner sAR(o)S eller en anden smitsom sygdom til forveksling.

 

At det bliver for meget af det gode er netop den følelse, der kan ramme os ved de meget store iscenesatte indsamlinger som den, der nu skal køre i et samarbejde mellem dødsfjenderne Danmarks Radio og TV2. Når det kommer nu, mens Irak-krigen er i gang, så skyldes det den dom over danskerne fra nødhjælps-indsamlerne og fjernsyns-senderne, at de mener, vi glemmer det hele, når krigen ender. Men modsat er det også en dom over krigsmagterne USA, England, Danmark og Australien. Indsamlingen lige nu har som baggrund, at amerikanerne og de andre ikke giver den nødhjælp, de hævdede at bringe det irakiske folk.

 

Der er ingen tvivl om den gode vilje hos dem, der stiller sig til rådighed for indsamlingen og underholdningen. Vi har været der før. Poul Henningsen skrev en U-landsvise til Danmarks Radios fjernsyns-indsamling 1961-62 fra Tivolis koncertsal. Ordene kom senere med i PH-samlingen »Vers til idag«, 1966. Det er en sang, som er langtidsholdbar.

 

Nogle få vil kunne huske fra den ulands-indsamling, at underholdnings-aftenens leder,  underholdningschefen Sejr Volmer Sørensen pludselig sagde, at nu skulle det gerne blive lige så hyggeligt som i "de gode, gamle Ungarns-dage". Han tænkte på fjernsyns-indsamlingen 1956 til Ungarn efter ungarernes opstand mod Sovjetunionen og glemte helt, at den Ungarn-opstand, der var grund for indsamlingen, kostede mindst 5000 dræbte. Det var svært at tale om hygge og gode, gamle dage i den sammenhæng, men ikke for Volmer Sørensen. Det er en lignende smagløshed, der alt for nemt trænger sig på som en spørgen til en indsamlings-underholdning midt i den vrang-stilling, Danmark vilkårligt er bragt i af regeringen og Dansk Folkeparti.

 

PH, lysmanden og visemageren Poul Henningsen, blev til den fjernsyns-indsamling for godt fyrre år siden bestilt til at skrive en "takkesang". Han brugte med sin sans for hverdags-sproget det meget almindelige udtryk "Det er næsten for meget" - sagt af en, der får en gave - til at hudflette danskerne, når det også for dem bliver for meget af det gode. Første vers lød:

 

Jeg er kommet hertil fra en verdensfjern egn

og står her i aften som tolk

for at takke for pengenes klingende regn

til os underudviklede folk.

Vi i burnus og toga, sarong, anorak,

vi fra hytten og krålen, seraillet

føler trang til at sige Dem tak.

Det er næsten for meget.

 

Ord til andet kunne det handle om vore dages netop "befriede" irakere:

 

Giv mig lov til til gengæld at synge en sang

om landet i nød hvor jeg bor

hvor i kummer og klage vi mindes dengang

da den hvide mand tog vores jord,

imod bue og pil var geværet for bidsk

og i slægt efter slægt har vi skreget,

mens han svang sin flodhestepisk.

Det var næsten for meget.

 

Vi fik lov til at dyrke den magreste mark

i solskinnets sviende lys,

vores troldmænd og skikke og tro fik et spark også guderne skulle fornyes,

de fik skændet og brændt og røget os ud

vi blev kristnet og døbt til vi nejed

for den hvide kærlige Gud.

Det var næsten for meget.

 

Vi har svært ved at tro efter alt, der er hændt

at vinden for alvor er vendt

er vi ligemænd nu, er fornedrelsen endt?

Dette gysende håb har I tændt

får vi alting igen både frihed og jord?

får vi landet igen vi har ejet?

skal vi tro den hvide mands ord?

Det er næsten for meget.

 

Men nu er det som magterne byder sig til

fra Washington helt til Moskva.

Tænk nu vælger vi selv, hvilken hersker vi vil.

Mon vi selv aner, hvem vi vil ha'.

Tænk at slaver kan vælge hvem herrerne er

og af hvem vi blir blidest shanghajet.

Er de røde værre end jer?

Så' det næsten for meget.

 

De "røde" i sidste vers hentyder selvsagt til kommunisterne i Sovjetunionen. I Irak-krigen står Washington og Moskva med hver sit standpunkt. Grundlæggende opfører russerne sig dog mod tjetjenerne aldeles som amerikanerne gør mod irakerne. Ledetråden er, at den, man er imod, er terrorist. Det får være, at Washington og Moskva lige nu er adskilte omkring Irak, men som regel er de mere og mere enige. Det er næsten for meget.

 

© Poul Erik Søe 9. april 2003

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside