Magtesløshed og mod
til at se sammenhænge

Gruen har nået teatret og forestillingen "Nord-Øst" i Moskva. Med gidsel-tagningen og brugen af teater-gængere som redskab for et politisk mål overgår virkeligheden det stykke, som scene-instruktøren Thomas Malling gjorde over Tiggeroperaen og Laser og Pjalter. Malling henlagde Gays and Weills spil til nutidens Rusland. Spillet hed "East Side Story". Målet var at skildre det modbydelige, uredelige menneskes magt.

Spillet viste usselheden i det korrupte russiske samfund som ren mafia. Skurken ender i fængslet, hvor en tidligere russisk officerer, der har "tjent" i Tjetjenien, hersker. Som i "Tiggeroperaen" går det modbydelige menneske fri til sidst, i stykket reddet af amerikansk fjernsyn, så den amerikanske side af samme sag står som et modstykke.

Gidslerne i det russiske teater er magtesløse. Deres liv afhænger af en sag, som ikke er deres, i hvert fald kun hvis de har ladet sig lokke til at stemme på præsident Putin på grund af hans løfter om at fare endnu mere hårdhændet frem mod tjetjenerne.

Gidseltagerne er drevet af magtesløshed, fordi de intet kan stille op mod russisk militær, der på det grusomste undertrykker et andet folk.

Ruslands ledere er magtesløse, fordi de aldrig har kunnet vinde over frihedskæmperne i Tjetjenien, og fordi de over for gidsel-tagningen kun står med den bitre erfaring fra midten af halvfemserne, da russerne lod et hospital i tjetjenernes vold tage med magt med 166 dræbte gidsler som følge. Russerne synes at handle ud fra et ganske andet menneskesyn og da slet ikke den svenske statsminister Olof Palmes, der ved en flykapring i Stockholm viste tålmodighed, fordi - som han sagde: "Vi ville redde både gidslerne og kaprerne".

Og verden står magtesløs. Fordi gidsel-tagningen afslører, at brugen af ordet terrorisme er vilkårlig og bruges alt efter, hvem man selv holder med. Den amerikanske fjernsyns-sender CNN kalder tjetjenerne rebeller - oprørere. Tjetjenerne ser sig selv som frihedskæmpere. Russerne siger, de er terrorister. TV2 i aften holdt sig også til ordet "oprørere", indtil Samuel Rachlin kom igennem fra Moskva og talte om en hårdhudet terrorist blandt tjetjenerne.

Russerne klistrer sig op ad den amerikanske tolkning af terrorisme for at skjule, hvad der sker i Tjetjenien, en af de grusomste nedslagtninger af et folk, som Rusland har stjålet landet fra. Der er ingen forskel på, hvad russerne gør i Tjetjenien, og hvad israelerne gør i Palæstina. Begge steder handler det om ulovlig overtagelse af et andet folks land. Men holdningen og sprogbrugen skifter af magtpolitiske grunde.

Vi prøver vist alle at finde en tråd mellem de rædsler, verden er udsat for. De fleste gennemskuer, at trådene er spundet af magtesløshed. Vi kan ikke opretholde en verden, der overlader styringen til pengestærke og militært overlegne superstater. Og vor egen løsning ligger ikke i at omsætte egen magtesløshed til en drøm om selv at blive del af sådan en overstat.

Det er jo tydeligt, at Forenede Nationer igen og igen lider nederlag, fordi nationerne ikke er forenede, men i virkeligheden styres af de stormagter, der vandt anden verdenskrig plus nogle få, der er blevet så stærke, at de store har måttet lukke dem ind i magtens rum.

Hvert lille skridt er styret af alt andet end en samling af folkenes og nationernes kræfter. Magt-knuderne kan gennemtvinge, at der sendes inspektører til Irak, men også hindre FNs inspektører i at rejse til Palæstina for at undersøge den israelske nedslagtning i Jenin. Magten klipper og knytter trådene, som den lyster.

Andre knytter trådene uden om stormagterne, og følgen er de rædsler, vi ser terrorister og frihedskæmpere føje til den grusomhed, der sker under stormagternes vinger. Der kan sagtens være tråd fra gidsel-tagningen i Moskva-teatret til Al Qaida, ligesom der stiltiende har været tråd mellem Rusland og USA - den ene part får lov at kæmpe sin krig i Tjetjenien, den anden part er skjold for Israels nedkæmpelse af det palæstinensiske folk. De siger nogle ord på skrømt mod hinanden, men alt er uden alvor.

Ved domstolen i Hamborg i går indledtes sagen mod Mounir al-Motassadeq, sigtet for medvirken ved angrebene i USA 11. september for et år siden. Den tyske dommer interesserede sig ifølge Jyllands-Posten især for, at alle medlemmer af den Hamburg-celle, som Mounir al-Motassadeq var med i, "havde været under militærisk uddannelse i Afghanistan. al-Motassadeq fortalte, at de andre typisk havde talt om, at de via Afghanistan ville til Tjetjenien."

De sidste ord faldt, før tæppet gik i Moskva-teatret for tjetjenernes gidseltagning. Der kan sagtens være den tråd, og ingen kan til nu vide, om hjælpen ude fra til tjetjenerne er tilbudt i redelig forståelse af Tjetjeniens frihedskamp, eller om den er en vilkårlig udnyttelse af tjetjenernes nød. Hvad hver af os må overveje er, om drivkraften alene er ondskab, eller om tjetjenernes magtesløshed spiller ind. Det er ikke en ny overvejelse. Der er mange fald, og tættest på os ligger forståelsen for, at finnerne i deres fortvivlelse efter nederlaget til russerne i Vinterkrigen lod Hitlers tropper komme ind i landet og kæmpede sammen med dem mod russerne.

Det nytter ikke at tro, at verdens ondskab klares af de store magter, som ikke kun vil verdens vel, men også og ofte først og fremmest deres egen. Vi må overtyde hinanden om, at det nytter, når hver enkelt af os tager stilling, og midt i det, som i de her dage trænger sig på, kan det være en hjælp til genvinding af modet og det frie ord at huske, hvordan Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller før sin udnævnelse var ivrig fortaler for en tydelig dansk indsigelse mod russernes krænkelse af menneskerettighederne i Tjetjenien og deres overgreb på det tjetjenske folk.

© Poul Erik Søe 24. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside