Euro-modstandere i
ny svensk regering

Svenske socialdemokrater har måske indset, at et land ikke varigt kan regeres uden om det halve kongerige

En ny svensk regering, der snart vil holde folkeafstemning om mulig svensk deltagelse i euro-unionen, overrasker ved at have to ministre, der er modstandere af euroen. Hvis det er udtryk for en åbning mod de mange svenske modstandere af EU og euro, så viser det en vilje til at komme ud af det dødvande, som EU-partierne er i de fleste steder i Europa og tydeligst i Danmark. Men er det blot misbrug og nedtromling af menneskers egentlige standpunkter, er det en grum fortsættelse af årtiers politik i EU-partier.

Socialdemokraterne i Sverige har det svært som de danske. I Sverige har den demokratiske socialisme tilmed haft flertalsmagt i lange stræk, hvad danske socialdemokrater aldrig har oplevet i deres historie, og Tage Erlander sad endog som socialdemokratisk statsminister 23 år i træk fra 1946 til 1969.

Ved valget her i 2002 fik socialdemokraterne kun 144 af den svenske Riksdags 349 pladser. Det var en fremgang, men stadig fjernt "från fornstora dar". Statsminister Göran Persson har omsider udpeget sine ministre, og den nysammensatte regering modtages med vrantne ord fra den anden side af Riksdagen om, at Persson omgiver sig med svage ministre.

Indsigelsen mod minister-holdet er rigtig på den vis, at Persson gør brug af nu nedslidte vaner fra Erlanders og Palmes tid. Fagbevægelsens fløje synes med omhu at være dækket ind gennem de skikkelser, som er sat på minister-listen, og det er at strække gamle dages samhørighed mellem parti og fagbevægelse ind i en sikker visnetid.

Men samtidig bygger Persson måske bro over de modsætninger, som EU folkeligt har skabt i Sverige som i alle EU-lande. I Danmark er det halve folk gjort til afvigere, der ikke kan vælges som tingfolk i landets største partier, og som er uden mulighed for at få indflydelse gennem en minister-post.

Kun i eet tilfælde, da Poul Schlüter udpegede Grethe Rostbøll som kulturminister i fjorten måneder. ophøjedes en EU-modstander til en minister-taburet. Men der var ingen flothed i det, tværtimod, hun blev tvunget til at tale sine synspunkter om EU imod. Hun var til salg - og Schlüter havde langtfra storsind til at se værdien i at have blot een med i regeringen fra det halve kongerige, der er imod unionen.

I den svenske regering er to, Leif Pagrotsky og Margareta Winberg, imod euroen. Margareta Winberg var tilmed nej-sigernes førstekvinde ved den svenske EU-folkeafstemning 1994. Ingen kan ane vilkårene for de tos deltagelse i regeringen, og det skal vise sig, om de blot er taget som gidsler eller har lov at værne og vise deres standpunkter. Hvis det blot er en gentagelse af, hvad der på dansk jord skete med EU-modstanderen, der fik ministerpost for holdnings-skift, røber det blot endnu engang magtens sande åsyn.

I første ombæring ser det i hvert fald ud til at være en prisværdig stræben efter at at løse den knude, de fleste europæiske partier må løse. Det er ikke i længden muligt at opretholde parti-systemet og de nuværende folkestyre-former, hvis de magthavende partier - som i de fleste af Europas lande - kun er talerør for det halve folk.

I Danmark har vi en historisk erfaring med, hvad der sker, når store dele af folket holdes uden for landets styre. Det var det, der skete i slutningen af 1800-tallet i visne-politikkens tid. Bønderne, som udgjorde langt mere end halvdelen af det danske folk, blev holdt uden for regeringen fra grundloven 1849 og helt til 1901, et 52-årigt ufrugtbart stræk, der bragte Danmark så tæt på borgerkrig som aldrig før. Sporene skræmmer.

© Poul Erik Søe21. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside